Denne offseasons vilde quarterback-karrusel er ikke slut endnu. Chicago Bears handler sig til Nick Foles.

Han var udset til at skulle føre Jaguars tilbage til slutspillet, men det blev kun til en enkelt sæson i Florida. Chicago Bears har sendt et fjerderundevalg til Jacksonville for at få fat i quarterbacken. Adam Schefter kunne fortælle om handlen på Twitter.

NFL Networks Mike Garafolo kunne efterfølgende afsløre, at der bliver tale om en ny kontrakt til Foles.

Foles skiftede til Jacksonville forud for 2019-sæsonen. Den 31-årige quarterback skrev under på en aftale, der bandt ham til klubben i fire år. Aften indeholdt 50 millioner dollars i garanterede penge og kunne indbringe helt op til 88 millioner. Det var en kæmpekontrakt, men quarterbacken nåede for alvor aldrig at bevise, om han kunne leve op til den. Alt tydede på, at det var en fejl. Nu bevæger Jacksonville sig videre.

Foles bliver smidt på porten efter blot fire kampe for Jaguars. Quarterbacken var holdets starter, da sæsonen blev skudt i gang. Det blev dog kun til otte kast inden en skade tvang den Super Bowl-vindende quarterback på bænken. Så overtog Gardner Minshew, og den unge rookie bragte andre fremtidshåb end Foles.

Selv om veteranen fik tre kampe fra start efter sin skade, valgte trænerstaben i Jacksonville, at 23-årige Minshew er fremtiden. Minshew er væsentlig billigere og kan udvikle sig, Foles må formodes at have maksimeret sit potentiale.

I Chicago ligner Foles den umiddelbare starter, efter bjørnene fra The Windy City tydeligt virker til at have opgivet Mitchell Trubisky. Bears handlede op i 2017-draften (det samme år som Deshaun Watson og Patrick Mahomes blev draftet) for at vælge Trubisky som nr. 2.

Det har på ingen måde fungeret for nogle af de to parter. Trubisky havde tydeligt ingen tillid fra trænerstaben i fjor og spillede en forfærdelig sæson. Chicago har fortsat et godt forsvar og gode spillere på angrebet.

Traden der sikrer dem Foles er en klar udmelding, holdet skal vinde nu og det tror de ikke på, at Trubisky kan hjælpe dem med mere. Om Foles er væsentligt bedre er så et andet spørgsmål.

1 KOMMENTAR

Comments are closed.