Sådan ser draften ud for Saints

Holdet kun har to valg i top 100, når draften finder sted. Sidste år handlede Saints nemlig deres andenrundevalg i 2020, og lidt mere, til Miami Dolphins for at kunne rykke op og tage center Erik McCoy. En handel, der næppe er blevet fortrudt siden. Saints’ ageren under free agency gør dog, at de ikke er nødsaget til at panikke og kan vælge den bedste spiller på brættet. Samtidig er det en fabelagtig receiverårgang og en udmærket cornerback-klasse, så Benson-banditterne kan have relativt roligt blod i årene.

Saints vælger første gang som nr. 24 i første runde

Kristian Fulton, CB, LSU

1) Kristian Fulton, CB, LSU
Fulton har en god størrelse for en cornerback (1.83, 89 kilo) med smidige bevægelser. Han er en intelligent og tålmodig spiller, der elsker at konkurrere og viste fine atletiske evner under combinen. Her var han blandt de bedre i både 40-yard dash (4,46), 3 cone (6,94) og det vertikale hop (35,5). Han er samtidig også en lokal knægt, der er vokset op i New Orleans og siden har gået på cornerback-fabrikken LSU.

2) Patrick Queen, LB, LSU
Her har vi igen at gøre med en lokal knægt. Queen er vokset op et par timers kørsel fra New Orleans og har også gået på LSU. Han er en virkelig spændende atlet, der er en smule lille ift. sin position, men har en masse fart i stængerne med sin 4,50 40-yarder. Han har sine styrker i opdækningen, reagerer hurtigt på korte kast  og er en habil blitzer, men han kan sidde fast i blokeringer grundet sin størrelse. Hans fart gør dog, at han ofte når til den rigtige position inden, de store bamser på den offensive linje kan nå ham. Han blev først for alvor dominerende i løbet af 2019-sæsonen, hvor han, sammen med resten af LSU-holdet, tog college-verden med storm. Med andre ord har han potentialet til at passe perfekt ind i det kasteglade NFL.

3) Denzel Mims, WR, Baylor
Færre spillere er blevet talt mere op siden combinen end Mims. Den 192 cm høje og 93 kg tunge receiver havde da også en helt igennem imponerende combine. Han løb en 4,38 sekunder 40-yarder, men mere vigtigt, og imponerende, havde han årgangens bedste 3 cone, af alle positioner, med 6,66. Det er vildt af et så stort menneske. Han ville være en fremragende tilføjelse til Thomas og Sanders, og ville kunne bruges både på ydersiden og som slot-receiver, ligesom Thomas. Samtidig har han også den dybe fart, som Saints mangler, hvis ikke de henter Ted Ginn Jr. tilbage eller ikke tror på, at return specialisten Deonte Harris kan udfylde den rolle.

4) Wild card: Jordan Love, QB, Utah State
Saints’ tilgang i free agency signalerer, at de vil vinde nu, men hvad nu hvis Payton har kigget lidt sultent på Andy Reids succes med Mahomes? Kunne de finde på at tage en quarterback tidligt? Rygterne gik allerede i ‘17, at de overvejede Mahomes, hvis ikke Chiefs havde handlet sig op foran dem. Også i ‘18 var der spekulationer omkring holdets interesse i Lamar Jackson. Skulle Saints gå QB-vejen, så vil Jordan Love være det oplagte valg. Love er ekstremt fysisk talentfuld og bliver af en række drafteksperter sammenlignet med Patrick Mahomes baseret på talent. Det betyder selvfølgelig ikke, at Love er i nærheden af Mahomes’ niveau, men han har en masse potentiale. Han havde en svingende karriere hos Utah State, hvor han var fremragende i ‘18, men skuffende i ‘19, og kunne derfor godt have brug for noget tid bag en etableret starter. Der findes næppe bedre end netop Saints’ Drew Brees.

Holdanalyser:
CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND| JAX | TEN | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ | ARZ | LAR | SF | SEA | DEN | KC | LVR | LAC