Kontinuitet skal sikre titelforsvaret

Vi har alle Tampa Bay Buccaneers’ overbevisende slutspil tæt indprentet på nethinden – og derfor kan vi let forglemme, at holdet ikke var den samme force i grundspillet anno 2020. Faktisk vandt Buccaneers end ikke deres division, og måtte justere deres tilgang tidligt i december, da man blot var 7-5 og i fare for at misse slutspillet.

Derefter vandt Buccaneers rub og stub og scorede i gennemsnit 33,9 point pr. kamp. Og det synes plausibelt, at stimen blot var en forsmag på, hvad vi kan forvente af Bruce Arians tropper i 2021.

For det skal ikke underkendes, at Bruce Arians’ angrebssystem er en kompliceret størrelse, som kræver tilvænning – og i dette tilfælde tilpasning – før det giver pote. Den forgangne sæson var Bradys første uden for New England og han fik ovenikøbet forpurret sine sæsonforberedelser på grund af forsamlingsrestriktionerne. Vi må forvente, at Brady – med en ’normal’ offseason under bæltet – får endnu bedre forudsætninger for at tilpasse og eksekvere Arians’ angreb i 2021.

Buccaneers’ sportslige ledelse har også gjort sit for at sikre et vellykket titelforsvar. Jason Licht har formået at holde samtlige 22 startende spillere fra mesterskabssæsonen i Tampa efter at have forlænget kontrakterne med profiler såsom Lavonte David, Shaquil Barrett, Chris Godwin (franchise tag, red.), Antonio Brown, Rob Gronkowski og Ndamukong Suh. Det er en flot, ledelsesmæssig bedrift, som utvivlsomt er blevet hjulpet på vej af Tom Bradys blotte tilstedeværelse og perspektiverne fra den flotte sæsonafslutning.

Hvornår indhentes Brady af sin alder?
Det er et spørgsmål, som vi har stillet os selv i – minimum – de seneste fem sæsoner. Men igen og igen har Tom Brady trodset sin fremskredne alder. Ifølge analyseinstituttet Pro Football Focus har Brady sågar rangeret blandt de fem bedste quarterbacks i fire af de seneste fem sæsoner.

I fjor kastede Brady 4.633 yards, 40 touchdowns og 12 interceptions, mens hans gennemsnitlige kastelængde var højest i NFL (9,8 yards pr. kast). Det var til trods for, at han spillede sæsonen med et beskadiget sideledbånd i sit knæ. Som nævnt får Brady blot endnu bedre forudsætninger for at toppræstere i den kommende sæson, hvilket bør være gruopvækkende for resten af NFL.

Tom Brady er naturligvis hjulpet godt på vej af Buccaneers’ talentspækkede angreb. Det er svært at finde et bedre receiverkorps end Mike Evans, Chris Godwin, Antonio Brown og Scotty Miller eller tight end-gruppe med Super Bowl-helten Rob Gronkowski, Cameron Brate og O.J. Howard. Særligt Mike Evans har i en længere periode udmærket sig blandt ligaens bedste receivere – og i den forgangne sæson greb han 1.210 yards og 15 touchdowns (inkl. slutspillet, red.), selvom han døjede med både forstrækninger og ankelproblemer undervejs.

Det må heller ikke underkendes, at Antonio Brown stødte til Buccaneers efter en turbulent livsperiode. Alt andet lige må kontinuitet og stabilitet også være centralt for, at han kan genfinde fordums styrke. 

Buccaneers råder desuden over en bundsolid offensiv linje med guard Ali Marpet og sidste års gennembrudsspiller Tristian Wirfs i spidsen.

Men linjen var også en akilleshæl for Buccaneers i fjor, hvor særligt skaden til førnævnte Marpet bevirkede et iøjnefaldende fald i niveauet. Til at styrke bredden på linjens indvendige positioner har Buccaneers draftet Robert Hainsey i tredje runde.   

Enheden skal bane vejen for Leonard Fournette og nytilkomne Giovani Bernard, som ventes at indtage en James White-rolle i Buccanneers’ angreb og fungere som Tom Bradys sikkerhedsventil. Bernard har grebet 342 bolde for 2.867 yards og 11 touchdowns i sine otte sæsoner for Cincinnati Bengals.

Et aggressivt forsvar i rivende udvikling
Vi har talt og skrevet en del om kontraktforlængelserne til Lavonte David og Shaquil Barrett, men det er tilsvarende vigtigt at fremhæve, at Todd Bowles fortsætter som defensiv koordinator for Buccaneers. Det var til trods for, at Bowles både var til samtale om cheftrænerposten hos Philadelphia Eagles og Atlanta Falcons. I fjor skabte Bowles en defensiv presmaskine i Tampa, der blitzede på 42,3 procent af de defensive spil i 2020 og producerede sjette flest sacks.

Læs også: Todd Bowles forlænger sit ophold i Tampa

Med Todd Bowles tilbage ved roret kan vi forvente, at den aggressive spillestil fortsætter i 2021. Dertil er det centralt, at Bucs har Vita Vea tilbage i fuld vigør efter, at den store defensive tackle brækkede anklen i femte spillerunde i 2020 og først blev spilleklar til slutspillets afgørende fase. Vita Vea var ustyrlig i de kampe, han spillede i 2020-sæsonen, og han bliver en hjørnesten – ja, de facto en afgørende ’tilføjelse’ – i midten af Buccaneers’ defensive linje i den kommende sæson.

Jason Licht har også tilføjet nyt blod til forsvarets edge-positioner via valget af Joe Tryon i første runde af 2021-draften. Med sine 196 centimeter og 120 kilo er Tryon nærmest en tro, fysisk kopi af Jason Pierre-Paul, som han – på den korte bane – skal lære af og supplere. Pierre-Paul spillede en forrygende 2020-sæson, hvori han forcerede fire fumbles og leverede 11,5 sacks– heriblandt to sacks mod Aaron Rodgers i NFC-finalen. Hvis Joe Tryon udvikler sig planmæssigt, er han utvivlsomt tiltænkt at skulle erstatte Jason Pierre-Paul i 2022, hvor sidstnævnte har kontraktudløb. 

Forsvarets bagerste geledder er også spækket med unge, talentfulde spillere, som allerede i 2020 tog afgørende skridt i deres udvikling. Devin White var her, der og alle vegne, da han – som et vidtrækkende missil – præsterede 178 tacklinger og ni sacks (inkl. slutspillet, red.). De to startede, 24-årige cornerbacks Carlton Davis og Jamel Dean udmærkede sig i presspillet ved linjen, mens Antoine Winfield Jr. gik i sin fars fodspor, da han leverede 112 tacklinger, tre sacks, to forcerede fumbles og to interceptions (inkl. slutspillet, red.) i sin debutsæson i NFL. 

Forhåndsfavoritterne fra Tampa
Summa summarum råder Bruce Arians over et af ligaens mest komplette mandskaber, som har gunstige forudsætninger for at triumfere på ny. Jeg forventer, at slutspillet blot var en smagsprøve på Buccaneers’ niveau i den kommende sæson, hvor de ovenikøbet er begunstiget af et relativt let kampprogram.

Angrebet vil kun blive bedre, desto mere sammenspillet det bliver, og forsvaret råder over en række talentfulde, unge spillere, som allerede udmærkede sig i 2020-sæsonen. Buccaneers ligner i den grad en forhåndsfavorit til Super Bowl LVI.

Næste side: Forventet startopstilling – Tampa råder over ligaens mest komplette trup

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT