
Det er to af ligaens bedste angreb, som brager sammen i Tampa Bay, når Baker Mayfield møder den sensationelle rookie Jayden Daniels i slutspillet.
Natten til mandag fyrer NFL op for et offensivt festfyrværkeri, når Tampa Bay Buccaneers og Washington Commanders mødes i Florida.
Tampa Bay Buccaneers vandt den vakkelvorne NFC South-division for fjerde sæson i træk, og de beviste undervejs, at de kan bide skeer med de store drenge i NFL. Buccaneers vandt fire af syv kampe mod hold, som også har kvalificeret sig til slutspillet, hvoraf de besejrede Detroit Lions, Philadelphia Eagles, Los Angeles Chargers og … Washington Commanders.
Netop Washington Commanders er sæsonens ubestridte solstrålehistorie. Efter 24 tumultariske år under Dan Snyders ejerskab fik hovedstadsklubben omsider en ny ejer, da Josh Harris overtog holdet. Harris har ryddet op og indsat en helt ny sportslig ledelse og trænerstab.
Efter sin første fulde sæson som holdejer har Josh Harris skabt en sjældent set ro i D.C. Harris har ramt plet med sine ansættelser, ligesom Washington Commanders har fået nyt liv under Dan Quinn, Kliff Kingsbury og Jayden Daniels. Washington vandt 12 kampe i 2024-sæsonen, og spillede sig i slutspillet for første gang siden 2015. Washington havde heller ikke vundet mindst 11 kampe i enkeltstående sæson siden 1991.
De to kombattanter har deres klare styrker i angrebsspillet og derfor kan vi godt tillade os at have høje forventninger til deres slutspilsmøde. Buccaneers scorede fjerdeflest (29,5) og Washington scorede femteflest (28,5) point, mens de producerede henholdsvis tredjeflest (399,6) og syvendeflest (369,6) yards pr. kamp i grundspillet.
Således er det heller ikke overraskende, at holdenes offensive koordinatorer Liam Coen og Kliff Kingsbury er brandvarme navne på rygtebørsen over kommende cheftrænere i NFL. I første omgang får vi lov til at nyde dem i en direkte duel i slutspillet.
Seneste nyt på skadesfronten
Værterne fra Tampa Bay kan se frem til at få to profiler tilbage i tide til slutspillet. Det er Antoine Winfield Jr. og Jamel Dean, som er blevet hver deres knæskade kvit. Det er især vigtigt, at Buccaneers får Antoine Winfield Jr. tilbage, da han er forsvarets ubestridte leder og profil. I løbet af sine 68 kampe for Buccaneers har Winfield Jr. leveret 444 tacklinger, 17 sacks og 18 fremtvugnne turnovers.
Gæsterne fra Washington kan også se frem til at få Marshon Lattimore tilbage, efter at han har døjet med en forstrækning i sit ene baglår. Skaden har holdt Lattimore ude af seks af de otte kampe, som Commanders har spillet, siden de hentede den profilerede cornerback til fra New Orleans Saints.
Lets’ get ready to rumble!
Vi kan godt prise os lykkelige over, at Marshon Lattimore bliver klar til netop denne slutspilskamp. Lattimore står over for sin mangeårige ærkerival Mike Evans, og det er en duel, som plejer at slå gnister og ende i håndgemæng.
De to hanekyllinger, som er blevet stemt i ni Pro Bowls tilsammen, har tegnet rivaliseringen mellem Buccaneers og Saints, siden Marhson Lattimore blev hentet til New Orleans i 2017. De har stået over for hinanden 12 gange, og det er Lattimore, som har den spillemæssige overhånd.
I 11 af de 12 kampe har Marshon Lattimore begrænset Mike Evans til 50 grebne yards eller færre. Det er iøjnefaldende, når vi tager højde for, at Mike Evans netop forlængede sin fantastiske stime med 11 sæsoner i træk, hvor han har grebet mindst 1.000 yards. Det er kun den legendariske receiver Jerry Rice, som har præsteret dét, som Mike Evans nu kan sætte flueben ud fra.
Forudsigelse
Både Baker Mayfield og Jayden Daniels har spillede et fantastisk grundspil, og der er lagt i kakkelovnen til et offensivt festfyrværkeri i Tampa Bay. Mayfield sluttede grundspillet med tredjeflest kastede yards (4.500) og næstflest kastede touchdowns (41), mens den dynamiske Daniels kastede og løb for 4.459 yards og 31 touchdowns.
Til syvende og sidst forventer jeg imidlertid, at Tampa Bay Buccaneers’ velorkestrerede løbeangreb bliver for stor en mundfuld for Washington. Bucky Irving var én af de helt store overraskelser i grundspillet, da han løb for 1.122 yards og scorede otte touchdowns i sin første sæson som professionel.
Samtidig tillod Washington Commanders tredjeflest løbe-yards (137,5 pr. kamp) og yards pr. løb (4,8) i grundspillet. Det skyldes ikke mindst, at Washington prioriterer at begrænse modstandernes dybe kast, og ifølge NextGen Stats stiller de med tredjeflest “lette” forsvarsformationer i NFL.
Tampa Bay Buccaneers vinder med 34-31.







