Optakt til TNF: Direkte duel om NFC South

0

Femte spillerunde bliver sparket i gang i Atlanta, hvor Falcons møder Tampa Bay Buccaneers i en direkte duel om herredømmet i NFC South.  

Efter fire kampe begynder der at tegne sig et mønster i NFL. Vi begynder at kunne regne ud, hvilke hold der kan spille med om Super Bowl-titlen og hvilke hold, der ender øverst i draft-rækkefølgen til foråret anno 2025. 

Det er også tydeligt for enhver, at det er Atlanta Falcons (2-2) og Tampa Bay Buccaneers (3-1), som kommer til at duellere om divisionstitlen i den ellers vakkelvorne NFC South-division. Bevares, New Orleans Saints har vist glimt af fordums angrebsstyrke, men vi har endnu til gode at se dem præstere i en længere periode, og de har nu tabt to kampe på stribe.  

Natten til fredag mødes Falcons og Buccaneers så på Mercedes-Benz Stadium i Atlanta. Det er 62. gang i historien, at de to divisionsrivaler brager sammen og det er gæsterne i denne spillerunde, som har en snæver overhånd i den indbyrdes serie med 31 sejre. Buccaneers har derimod været dominerende i de seneste 10 indbyrdes kampe, hvoraf de har vundet syv.

Seneste nyt på skadesfronten 

Gæsterne fra Tampa Bay er relativt hårdt ramt på skadesfronten, da de allerede har meldt fem spillere ude af torsdagskampen. Fraværslisten tæller bl.a. Antoine Winfield Jr., der ikke har spillet siden sæsonpremieren mod Washington Commanders, hvor han pådrog sig en fodskade. 

Det er et hårdt slag for Buccaneers, da Winfield Jr. hører til blandt de bedste safeties i NFL. Alene i den forgangne sæson leverede Winfield Jr. 122 tacklinger og seks sacks, mens han også fremtvang seks fumbles og tre interceptions.   

Værterne fra Atlanta er relativt bedre stillet på skadesfronten, hvor det største spørgsmålstegn vedrører Troy Andersen. Den 25-årige linebacker døjer med knæproblemer, som gør ham tvivlsom til opgøret. Andersen spillede ellers en pragtkamp i fjerde spillerunde, hvor han leverede 17 tacklinger og fremtvang en interception, som han omsatte til et defensivt touchdown. 

Kan Buccaneers stoppe Bijan Robinson?

Der var høje forventninger til Bijan Robinson, efter at Falcons hentede Sean McVays assistent Zac Robinson ind som ny offensiv koordinator til 2024-sæsonen. Men efter fire kampe har Robinson endnu til gode at indfri forventningerne til fulde. Jovist, Robinson er garant for flere højdepunkter end de fleste, men han har trods alt bare løbet 224 yards og scoret et enkelt touchdown i 2024. 

Bijan Robinson bør imidlertid have glimrende forudsætninger for at stemple ind i 2024-sæsonen mod divisionsrivalerne fra Tampa Bay. Buccaneers har foreløbigt tilladt 11. flest løbe-yards (131,5) pr. kamp og fjerdeflest yards pr. løb (5,0) i gennemsnit i år. 

Derudover er store Vita Vea meldt tvivlsom med knæproblemer og Calijah Kancey er allerede dømt ude med en lægskade. Kombineret med fraværet af Antoine Winfield Jr., så er Buccaneers’ løbeforsvar ilde stedt til torsdagskampen. 

Forudsigelse 

Til trods for at Bijan Robinson kan glæde sig over at have gunstige arbejdsforhold, så må vi ikke glemme, at Baker Mayfield og resten af Buccaneers’ angreb har fået en flot start på grundspillet. Bevares, de fik ørerne i maskinen mod Denver Broncos, men det tyder også på, at Sean Payton har fået skruet et særdeles stærkt forsvar sammen i Colorado. 

Efter fire kampe har Baker Mayfield ramt på 70,5 pct. af sine kast for 984 yards, otte touchdowns og bare to interceptions. Mayfield virker til at være i total kontrol over sit angreb og hvis han fortsætter sin positive fremgang, så slutter han med sin hidtil bedste sæson som professionel. 

Dertil skal I huske, at Atlanta Falcons’ cornerbacks har set ganske svage ud i starten på sæsonen. Således rangerer Pro Football Focus A.J. Terrell og Dee Alford som de henholdsvis 51. og 84. bedst præsterende cornerbacks i NFL ud af 97 kvalificerede spillere i år. Vi må forvente, at Baker Mayfield, Chris Godwin og Mike Evans kommer til at udnytte Falcons’ defensive kvaler. 

Samlet set kan I se frem til et offensivt festfyrværkeri, hvor Kirk Cousins og Baker Mayfield skal på pointhøst. Til syvende og sidst forventer jeg, at Buccaneers’ angreb har mest krudt i arsenalet og derfor vinder de med 31-27.