2024-draften er overstået, og alle 32 hold i NFL har fået tilføjet et nyt kuld af unge talenter. På Gul Klud ser vi nærmere på, hvordan holdene har klaret sig og hvilke spillere du skal holde øje med fremover. Vi starter med AFC East.

Med 2024-draften i hus er det blevet tid til at kigge nærmere på, hvordan holdene klarede sig.

Lad os starte med at proklamere, at det naturligvis er alt for tidligt at fælde en endelig dom over holdene og de nye spillere, som endnu ikke har spillet et eneste sekund i NFL. Derfor vil vi vurdere valgene efter, om de enkelte spillere synes at passe ind på holdet, samt hvordan de passer ind i efterlevelsen af holdets samlede strategi og målsætninger.

Læs også:
Teis Joranger: Karakterer for alle picks i 1. runde
Claus Elming: Vindere og tabere i 1. runde

I denne artikel ser vi nærmere på AFC East, hvor de fire hold er fælles om at have valgt mindst én spiller fra Penn St.

Buffalo Bills

Rd. (pick)NavnPos.College
2 (33)Keon ColemanWRFlorida St.
2 (60)Cole BishopSUtah
3 (95)DeWayne CarterDTDuke
4 (128)Ray DavisRBKentucky
5 (141)Sedrick Van Pran-GrangerCGeorgia
5 (168)Javon SolomonDETroy
6 (204)Tylan GrableOTUFC
6 (219)Daequan HardyCBPenn St.
7 (221)Travis ClaytonOGEngland

Samlet vurdering:

Det er ingen hemmelighed, at Buffalo Bills har haft et svært forår. Holdet fra delstaten New York sidder i en økonomisk spændetrøje, hvilket har ført til flere afskedigelser af højt profilerede spillere.

Set i dét perspektiv var det forståeligt, at Bills handlede sig ud af første runde for at høste flere draftvalg til fremtiden. Problemet var bare, at Bills bl.a. slog en handel af med de forsvarende mestre fra Kansas City Chiefs, som kunne vælge én af de hurtigste spillere i draftens historie. Det må have gjort ondt i Bills’ inkarnerede fanbase.

Buffalo Bills valgte hele ni spillere i dette års draft, hvoraf flere af de unge talenter meget vel kan spille en vigtig rolle i den kommende sæson. Den store receiver Keon Coleman må forventes at træde ind som startende receiver i Josh Allens tyndt besatte våbenarsenal, mens Cole Bishop skal være med til at lukke hullet efter Micah Hyde og Jordan Poyer.

DeWayne Carter kommer også til at supplere Ed Oliver og DaQuan Jones i hjertet af Bills’ defensive linje. Den 23-årige ankermand var ganske produktiv for Duke, hvor han leverede 113 tacklinger, 11 sacks og fem forcerede fumbles i sine tre sæsoner som starter.

Bedste værdi: Sedrick Van Pran-Granger, C (Georgia)

Sidst, men ikke mindst, så skal I også holde et vågent øje med Sedrick Van Pran-Granger fra Georgia, som Buffalo Bills valgte i femte runde. Den 22-årige center har startet for Georgia i de seneste tre sæsoner, hvor han har spillet en afgørende rolle i holdets seneste succes og to nationale titler.

Pran-Granger er en fysisk dominerende spiller, der især kan sætte sig igennem i løbespillet, og så er han en ledertype, som bliver guld værd i Bills’ omklædningsrum. Årsagen til at han faldt til femte runde, er, at han ikke har den ideelle længde, som gør, at han til tider kan blive overrumplet i sit kasteforsvar. Ikke desto mindre kan der ikke herske tvivl om, at Bills har valgt en spændende spiller, der kan byde sig til i kampen om at afløse Mitch Morse.

Karakter: 7+

Miami Dolphins

Rd. (pick)NavnPos.College
1 (21)Chop RobinsonDEPenn St.
2 (55)Patrick PaulOTHouston
4 (120)Jaylen WrightRBTennessee
5 (158)Mohamed KamaraDEColorado St.
6 (184)Malik WashingtonWRVirginia
6 (198)Patrick McMorrisSCalifornia
7 (241)Tahj Washington  WRUSC

Samlet vurdering:

Miami Dolphins står ved en skillevej. Har Tua Tagovailoa bevist nok til, at Dolphins kan retfærdiggøre at forlænge hans kontrakt? Eller er han i højere grad et produkt af det velorkestrerede angrebssystem, som Mike McDaniel har indført?  Det er alfa og omega, at Dolphins finder svar på disse spørgsmål i 2024-sæsonen, og derfor var de pisket til at finde spillere, der kunne starte og præstere fra første spillefløjt.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at Miami Dolphins har løst denne opgave. Bevares, Dolphins skal have ros for at adressere skyttegravene i første og anden runde, men de valgte to meget rå spillere i Chop Robinson og Patrick Paul, som ganske vist har de atletiske forudsætninger til at gøre en forskel i NFL, men som også har nogle basale tekniske og instinktive mangler, der kommer til at tage tid at lære.

Dolphins fortsatte med at vælge spillere, der har åbenlyse atletiske kvaliteter med receiver Jaylen Wright og defensiv end Mohamed Kamara. Disse valg kan bedre forsvares i forhold til Dolphins’ langsigtede strategi, da der er tale om valg på tredjedagen.

Bedste værdi: Malik Washington, WR (Virginia)

Ud fra et værdimæssigt perspektiv virker det til, at Miami Dolphins foretog deres skarpeste valg i sjette runde, da de tog Malik Washington fra Virginia. Mange havde spået, at Washington ville gå i tredje eller fjerde runde, men han faldt helt til det 184. valg og til Dolphins.

Malik Washington har alle kvaliteterne til at blive en dødbringende return-spiller, da han er eksplosiv og har en aggressiv spillestil. Derudover kan han spille en rolle på Dolphins’ angreb som slot-receiver. I Virginia spillede Washington hele 87,9 pct. af sine spil som den indvendige receiver, og han sluttede 2023-sæsonen med hele 1.426 yards og ni touchdowns.

Karakter: 4

New England Patriots

Rd. (pick)NavnPos.College
1 (3)Drake MayeQBNorth Carolina
2 (37)Ja’Lynn PolkWRWashington
3 (68)Caedan WallaceOTPenn St.
4 (103)Layden RobinsonOGTexas A&M
4 (110)Javon BakerWRUFC
6 (180)Marcellas DialCBSouth Carolina
6 (193)Joe Milton IIIQBTennessee
7 (231)Jaheim BellTEFlorida ST

Samlet vurdering:

Efter en horribel sæson, hvor New England Patriots scorede færrest point og producerede tredjefærrest yards, var det naturligt, at Robert Kraft og co. fokuserede entydigt på at forstærke angrebet. Det er afspejlet ved, at syv af de otte valg som Patriots foretog sig i 2024-draften, var angrebsspillere.  

Undervejs fandt Patriots et godt bud på fremtidens bannerfører i Drake Maye, som vi vender tilbage til senere, ligesom de fik omgivet ham med to spændende receivere. Især Ja’Lynn Polk, der senest har været andenviolin til Rome Odunze i Washington, hvor han senest greb 1.159 yards og ni touchdowns i 2023-sæsonen, bliver et spændende våben.

Det bliver også interessant at følge Caedan Wallace i New England, efter han har startet de seneste fire år hos Penn St. som højre tackle. Wallace forbedrede gradvist sin teknik, og han er en fremragende atlet, der også har kvaliteterne til at spille guard, og som kan blive et aktiv i løbespillet allerede i den kommende sæson.

Bedste værdi: Drake Maye, QB (North Carolina)

Quarterback er den vigtigste og mest værdifulde position i sporten, og derfor er det oplagt at fokusere på New England Patriots’ valg af Drake Maye i denne kategori. Det skyldes ikke mindst, at Maye meget vel kan være den mest talentfulde af alle de seks quarterbacks, som gik i første runde af 2024-draften.

For Drake Maye er et exceptionelt talent, der både besidder en kanonarm, og som har en forrygende spilforståelse, der gør, at han kan levere alle tænkelige kast på banen, ligesom han er i stand til at improvisere, når systemet bryder sammen. Den 21-årige quarterback startede de seneste to år for North Carolina, hvor han kastede for 7.929 yards og hele 62 touchdowns, mens han også løb for 1.147 yards og 16 scoringer.

Derudover er Drake Maye blevet rost til skyerne for sin ydmyghed, arbejdsmoral og sit lederskab i omklædningsrummet. Tilsammen har Maye alle redskaberne i værktøjskassen til at løfte spillerne omkring sig og gøre Patriots konkurrencedygtige igen.

Karakter: 10

New York Jets

Rd. (pick)NavnPos.College
1 (11)Olu FashanuOTPenn St.
3 (65)Malachi CorleyWRWestern Kentucky
4 (134)Braelon AllenRBWisconsin
5 (171)Jordan TravisQBFlorida St.
5 (173)Isaiah DavisRBSouth Dakota St.
5 (176)Qwan’tez StiggersCBToronto Argonauts
7 (257)Jaylen KeySAlabama

Samlet vurdering:

I 2023 sluttede New York Jets’ titelkandidatur efter bare fire spil og 94 sekunder, da Aaron Rodgers rev sin akillessene over. Nu blomstrer optimismen igen i New Jersey og Joe Douglas har brugt foråret på at styrke beskyttelsen af Rodgers. Denne strategi kulminerede i første runde af 2024-draften, hvor Jets valgte den talentfulde og alsidige offensive linjespiller Olu Fashanu. Fashanu har alle egenskaberne og potentialet til at blive en forrygende venstre tackle i NFL. I den kommende sæson kan han starte som guard og agere førstereserve til Tyron Smith, som har en skadesplaget historik med i bagagen. Joe Douglas tilføjede endnu en receiver og to spændende runningbacks til Aaron Rodgers’ angreb, som nu er gearet til 2024-sæsonen.

Endelig er vi nødt til at fremhæve valget af cornerback Qwan’Tez Stiggers, som har trodset alle odds på sin vej til NFL. Stiggers er én af 13 søskende, og han adskiller sig ved, at han ikke har spillet et eneste spil i amerikansk college football.

Da hans far gik bort i september 2020, valgte Stiggers at opgive sin drøm om at spille football, og i stedet flyttede han hjem og arbejdede i tre jobs på samme tid for at hjælpe sin familie økonomisk. I 2022 blev han så tilbudt en prøvetræning af Toronto Argonauts, som havde set ham spille i en 7-mod-7-football-turnering i Atlanta. Stiggers imponerede til sin prøvetræning, hvorefter han blev tilbudt en kontrakt og hurtigt etablerede sig som en profil i CFL (den canadiske football-liga), hvor han bl.a. vandt prisen som 2023-sæsonens bedste rookie.

Bedste værdi: Malachi Corley, WR (Western Kentucky)

Vi var flere, som forventede, at Malachi Corley ville blive valgt i anden runde, og derfor skal New York Jets have ros for, at de handlede sig frem for at hente den vævre receiver i tredje runde. Corley har startet som slot-receiver i Western Kentucky i de seneste tre sæsoner, hvor han har været uhyre produktiv med 3.033 yards og 29 touchdowns som følge.

Men Malachi Corley er ikke bygget som den typiske slot-receiver, da han både er kompakt og muskuløs. Kombineret med hans iøjnefaldende acceleration kan han blive en giftig brik i Aaron Rodgers’ receiverkorps, der i forvejen tæller Garrett Wilson og Mike Williams på ydersiderne. Corley har også evnerne til at blive en trussel på diverse trick-spil, motions og i screen-spillet.

Karakter: 7+

Karakterer for andre divisioner:
AFC: AFC East | AFC West | AFC North | AFC South
NFC: NFC East | NFC West | NFC North | NFC South