Med Aaron Rodgers tilbage i folden, er Packers blandt de to-tre største Super Bowl-favoritter i NFC-halvdelen. Men der er også en smule grund til bekymring, både med hensyn til angrebets evne til at score point og forsvarets effektivitet.

Angrebet har mistet nøglespillere på den offensive linje og har ikke formået at erstatte dem via free agency eller draften. De har stadig masser af talent på den offensive side af bolden, men det er fire superstjerner og så so-so resten af vejen rundt. Aaron Rodgers, wide receiver Davante Adams og runningback Aaron Jones er alle blandt de bedste i ligaen på deres positioner, og det samme gælder venstre tackle David Bakhtiari, men han kommer tilbage fra en alvorlig skade.

Vi får først svar i løbet af sæsonen på, om Packers er i stand til at få angrebet til at fungere uden center Corey Linsley, der smuttede til Chargers, hvor han blev genforenet med Bryan Bulaga, der tog samme vej sidste år. Aaron Rodgers er garant for masser af store spil og point, men uden beskyttelse kan selv supermand ikke flyve.

Packers mandskab er også præget af store stjerner på forsvaret suppleret af en stribe mindre løntunge (og mindre talentfulde) statister. Edge Za’Darius Smith, cornerback Jaire Alexander, nosetackle Kenny Clark er alle superstjerner, og safety-duoen Adrian Amos og Darnell Savage ville starte for de fleste hold. Men resten af forsvaret giver grund til bekymring, og samtidig er det alfa og omega at de fem førstnævnte forbliver skadefri. De missede kun fem kampe til sammen i 2020.

I et år, hvor mange mandskaber har haft udfordringer med det Corona-justerede lønloft, er Packers stadig blandt de bedste hold i NFL, og med Aaron Rodgers måske i sit sidste år for klubben, skal det være nu, at Packers skal hoppe gennem det piv-åbne Super Bowl vindue.

Kan de vinde Super Bowl? Ja, det kan de godt, men det kræver, at de ikke kollapser i NFC-finalen igen, og så skal de også lige forbi Chiefs, Bills, Ravens eller hvem AFC nu sender til The Big Dance.

Næste side: Forventet startopstilling – Masser af playmakers, men udfordringer andre steder

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT