Forsvaret er stadig et stort spørgsmålstegn

Green Bay Packers stod med alle kort på hånden i NFC-finalen i januar. De havde hjemmebane, det var koldt, og de mødte et hold fra det varme Florida. Men én ting kunne de ikke gøre noget ved.

Tom Brady fandt et svagt punkt i Packers forsvar, og kørte igen og igen på cornerback Kevin King. Det kostede blandt andet et touchdown i de døende sekunder af første halvleg og flere afgørende første downs i løbet af kampen.

Selvom Packers fans ville have Kings hovede på et fad, så var det en anden, der fik en fyreseddel. Defensive coordinator Mike Pettine blev udråbt som skurken, på trods af hans forsvar lavede tre interceptions. I stedet kan Packers byde Joe Barry velkommen som ny mand i spidsen af forsvaret til 2021-sæsonen.

Selvom det kan virke som en overreaktion fra Packers side, så skal man ikke mere end to år tilbage i NFL-historien for at finde en tilsvarende situation. Kansas City Chiefs tabte AFC finalen til New England Patriots (med selv samme Tom Brady) og fyrede efter nederlaget deres defensive koordinator. Steve Spagnuolo kom til og siden har Chiefs stået i Super Bowl 54 og 55. Håbet er naturligvis, at Barry har samme effekt på Packers forsvar som Spags har haft på Chiefs.

Barry kommer til Rams, hvor han var assisterende headcoach og linebacker-træner, og kommer med en mere agressiv stil end sin forgænger. Han har ikke nødvendigvis de bedste brikker at lege med, men Packers problemer mod Tom Brady, betød blandt andet at de opgraderede kasteforsvaret med cornerback Eric Stokes i første runde af årets NFL draft og Shemar Jean-Charles i femte runde.

Næste side: Ja, Packers kan vinde Super Bowl