En ny start med en gammel quarterback

2021 bliver en helt ny start for Falcons-mandskabet. I stedet for den defensivt orienterede Dan Quinn har man hentet den offensive strateg Arthur Smith, der med sine 39 år træder ind i sit første job som cheftræner.

Smith gjorde kometkarriere hos Titans og har de sidste to år sat et af ligaens bedste angreb på banen og i høj grad fået spillere som Ryan Tannehill, Derrick Henry og A.J. Brown til at skinne. 

Den succes tager Smith med sig til Atlanta, men her er han havnet i en interessant situation, hvor man godt kan være i tvivl om, hvilken retning Falcons egentlig bør gå.

Holdet har stadig den dygtige Matt Ryan som quarterback, men Ryan er blevet 36 år gammel, og resten af holdet ligner mest en gruppe, der skal bygges op fra ny.

Hvor hurtigt kan man genopbygge holdet?

En sådan en genopbygning skal ses i lyset af, at Falcons siden afslutningen på 2020-sæsonen har været i en svær økonomisk situation, der har betydet afsked med flere af de bærende kræfter på holdet. Mange tvivlsomme kontrakter fra den tidligere general manager, Thomas Dimitroff, betød, at holdet da vi ramte maj-måned var havnet i en situation, hvor man skulle foretage sig nogle økonomiske krumspring, hvis man skulle skrive under med sine rookies.

Løsningen blev til ærgrelse for mange Falcons-fans, at klublegenden Julio Jones blev tradet væk. Jones har været 2010’ernes bedste wide receiver, og den kommende Hall of Famer har været den mest fremtrædende profil hos Falcons næsten fra første dag, han satte fod i klubben i 2011. Så kan det godt være, at Jones er blevet 32 år, og han kun spillede ni kampe i 2020 pga. skader, men niveauet var stadig højt, og hans status blandt fans var stadig uanfægtet.

Tabet af Julio Jones samt erfarne spillere som center Alex Mack, guard James Carpenter og safeties Ricardo Allen og Keanu Neal får det til at føles som, at holdet gennemgår det generationsskifte, der skal føre dem ind i Arthur Smith-æraen. Jones, Mack, Allen og Neal har været fast inventar i hele Dan Quinn-perioden, og nu skal nye og yngre kræfter træde i karakter.

Dette generationsskifte vil gøre den kommende sæson og de næste par sæsoner til at kapløb med det fysiske ur, som tikker inde i Matt Ryan. For spørgsmålet er, om man kan nå at genopbygge holdet til 2016-styrken, inden Ryans niveau falder for drastisk. 2020-sæsonen havde allerede flere svingende takter for Ryan end tidligere år, men spørgsmålet er, om det var alderen eller det generelle kaos på holdet, der fik hans niveau et hak ned? Hvis Ryan kan holde sig velspillende i 2-3 år endnu, er det op til Arthur Smith at løfte resten af holdet hurtigt. Hvis Ryan allerede nu er for nedadgående, kigger Falcons sandsynligvis ind i et længere rebuild, hvor 2021 blot er første skridt på vejen mod den næste æra.

Hvem skal være byggesten i fremtidens fundament?

Med en ny træner og farvel til en stribe af holdets ledere, skal man kigge mod nye spillere, der skal tage over som lederne og hjørnestenene på holdet. Heldigvis har Falcons allerede et par af dem på plads.

Offensivt viste Calvin Ridley i 2020, at han er voksen nok til at løfte en stor del af Julio Jones-arven. Ridley greb for små 1.400 yards, og hans status som en top 10-receiver i NFL er næsten cementeret. Derudover har man i draften tilføjet den über talentfulde tight end Kyle Pitts, der kommer med det bedste tight end-CV ud af college i mange år. Hvordan han bliver benyttet i Arthur Smiths angreb, må anses som noget af det mest spændende ved Falcons i 2021.

På den offensive linje har man fundet en god spiller i Chris Lindstrom, der sammen med Jake Matthews giver et par kvalitetsspillere blandt de store drenge foran Matt Ryan. Så er håbet, at andre unge spillere som Kaleb McGary, Matt Hennessy og rookie Jalen Mayfield kan følge trop og blive til gode startere på linjen.

Defensivt har man store profiler i Grady Jarrett og Deion Jones, der begge er blandt de bedste på deres positioner. De skal dog støttes af yngre kræfter, da det er småt med andre etablerede kvalitetsspillere. Her kigger jeg især mod linebacker Foyesade Oluokun og cornerback A.J. Terrell, der begge viste lovende takter i 2020. Falcons har brug for, at de tager endnu et skridt i deres udvikling, hvis ikke forsvaret skal se tvivlsomt ud.

Falcons kan dog finde lidt tryghed i, at man har overtalt den erfarne og dygtige defensive koordinator Dean Pees til at forlade sit pensionistliv. Pees har gang på gang sat solide forsvar sammen hos både Patriots, Ravens og Titans. 

Han skal både få gang i Falcons’ secondary, hvor yngre spillere som førnævnte A.J. Terrell, cornerbackmakker Isaiah Oliver og rookie-safety Richie Grant skal bevise deres værd, men også have gang i pass rushet oppe foran. Her skal særligt Dante Fowler Jr. hæve sit niveau betragteligt, hvis lønkronerne skal forsvares, mens det bliver spændende at se, om alsidige hybrid-rushere som Marlon Davidson og John Cominsky kan få deres gennembrud under Pees. Disse typer, der både kan bruges udvendigt og indvendigt på linjen, har Pees haft god succes med i sin tid hos Ravens.

Det er mange spillere, som skal løfte sig hos Falcons, hvis de rigtig skal udfordre de forsvarende Super Bowl-mestre, Tampa Bay Buccaneers, i divisionen. Men ikke desto mindre er det en interessant sæson, som Falcons går ind i. Vi finder sandsynligvis ud af, om det er realistisk at få et kvalitetshold op og stå, inden Matt Ryans alder bliver alt for fremskreden.

Næste side: Forventet startopstilling – Ingen Julio og spørgsmålstegn på den defensive linje

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT