Ikke meget er ændret i Buffalo – og derfor ligner holdet stadig en Super Bowl-favorit 

Mens Tampa Bay Buccaneers har stjålet overskrifterne for holdets evne til at beholde sine spillere, så er der færre, der taler om Buffalo Bills’ evne til at gøre det samme.

Bills har næsten ikke mistet nogen vigtige spillere i free agency; den mest betydningsfulde er nok wide receiver John Brown, og han blev fluks erstattet med Emmanuel Sanders, mens klubben også har andetårsspiller Gabriel Davis som en mulig arvtager.

Modsat er der heller ikke kommet meget ind i free agency, og de knap 33 millioner dollars Bills har brugt på free agents er femte færrest i NFL denne offseason.

Emmanuel Sanders ligner en fin receiver-makker til Stefon Diggs og Cole Beasley

Det største navn er førnævnte Sanders, der med 726 grebne yards og fem touchdowns for Saints i sidste sæson viste, at der stadig er krudt tilbage i de 34-årige ben. Han ligner en rigtig stærk tredje-receiver i det kasteangreb, som også i 2021 skal være det bærende element i Bills’ angreb. Efter Sanders er den mest nævneværdige spiller Mitchell Trubisky. Selvom Trubisky bestemt må betegnes som et ‘bust’, så er han en rigtig fin reserve-quarterback med startererfaring, der kan vinde en kamp eller to, hvis Josh Allen skulle være skadet i en kortere periode.

Derudover er det ‘business as usual’ for Bills’ angreb, og tanken bag må være at skabe kontinuitet for Josh Allen, der så flot løftede niveauet i 2020. Selvsamme Allen blev belønnet med en stor kontrakt denne offseason, og det er formentlig også en årsag til, at Bills ikke har smidt penge efter en enhed, som stadig har nogle åbne spørgsmålstegn: Den offensive linje.

Dion Dawkins og Daryl Williams er to fine offensive tackles, men den indvendige del af linjen ser stadig svag ud. Særligt venstre guard Cody Ford spillede dårligt sidste sæson og sad dertil over halvdelen af sæsonen ude med knæ- og ankelproblemer. Også højre guard Jon Feliciano sad ude i otte kampe. Værre ser det dog ikke ud, og selvom linjen næppe udvikler sig til en styrke for Bills, så ligner den heller ikke en stor akilleshæl for holdet.

Der er heller ikke sket meget på den defensive side af bolden, der altid har spillet fornuftigt, men ikke prangende under cheftræner Sean McDermott.

Pass-rushet har dog fået en tiltrængt talentindsprøjtning i form af førsterundevalg Gregory Rousseau og andetrundevalg Carlos Basham Jr., ligesom sidste års andetrundevalg A.J. Epenesa nu får en helt normal offseason til at blive bedre. Det betyder forhåbentlig, at man kan finde en effektiv makker og fremtidig arvtager til 33-årige Jerry Hughes.

Derudover må defensiv koordinator Leslie Frazer håbe, at 2019-førsterundevalget DT Ed Oliver kan vende formen efter en bekymrende 2020-sæson.

Allen eller intet

Quarterback Josh Allen er central for Bills’ succes i 2021

Meget mere afgørende end forsvar og offensiv linje bliver niveauet på Josh Allen. Den 25-årige quarterback gik fra middelmådig til top-5 quarterback i sidste sæson, og det store spørgsmål er, om han kan holde sit momentum?

Allen har altid været god i løbespillet, men hans evner til at kaste bolden har været mere skiftende. Analysesiden Pro Football Focus, der analyserer samtlige offensive spil, havde i 2018 Allen rangeret som deres 33. bedst kastende quarterback. I 2019 var han nummer 31, og i 2020? Her var han nummer 5, kun overgået af Aaron Rodgers, Tom Brady, Deshaun Watson og Patrick Mahomes.

Var 2020 en enlig svale, eller har Allen knækket koden til, hvordan man bliver en elite-quarterback? Jeg tror, at resultatet bliver et sted mellem de to yderpunkter. Jeg har svært ved at se Allen holde det høje niveau, men jeg tror heller ikke, at han bliver den samme middelmådige quarterback, vi så i både 2018 og 2019. Mest realistisk er det, at Allen går fra en top-5 til en top-10 quarterback, der fortsat vil være afhængig af talentfulde kastevåben, offensiv koordinator Brian Daboll og sine ben for at vinde kampe for Buffalo.

Kan Bills komme i første Super Bowl siden ’94? 

De var lige ved og næsten i sidste sæson for Bills, der dog måtte se sig slået i AFC-finalen af Kansas City Chiefs. Buffalo har dog bestemt holdet til at nå lige så langt i år – og længere – hvis Allens holder niveauet nogenlunde.

Angreb vinder mesterskaber i det moderne NFL, og Bills har stadig et af ligaens mest potente af slagsen kombineret med et forsvar, hvor flere spillere (host, Ed Oliver, host, Tremaine Edmunds) må kunne løfte niveauet bare en lille smule i næste sæson.

Derfor vil det overraske mig meget, hvis ikke Buffalo kæmper med til det sidste om en Super Bowl-billet i den kommende sæson.

Næste side: Forventet startopstilling

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT