En turbulent træningslejr risikerer at overskygge angrebets forbedringer
Baltimore Ravens’ sæsonforberedelser kan deles op i to. Free agency og draften gik som ønsket, hvor Eric DeCosta hentede flere tiltrængte forstærkninger til angrebets offensive linje og receiverkorps. Modsat har træningslejren været ét langt smertehelvede med adskillige skader – deriblandt to alvorlige til forventede angrebsprofiler.

Lad os starte i den positive ende af spektret. Eric DeCosta og John Harbaugh har øjensynligt prioriteret at styrke angrebets alsidighed for at jage tidligere nævnte slutspilsspøgelser væk. Dertil er Keith Williams blevet ansat i en nyoprettet stilling som kasteangrebsspecialist. Williams har tidligere haft stor succes som personlig træner for veletablerede stjerne såsom Davante Adams, Tyreek Hill og Sammy Watkins.

Sidstnævnte er ligeledes et nyt ansigt i Baltimore. Watkins nåede tre sæsoner for Kansas City, hvor han vil blive husket for sine mange skader, men også for en række afgørende præstationer i Chiefs’ sæsondeterminerende kampe. Deriblandt greb Watkins 114 yards og en scoring i AFC-finalen anno 2020 samt 98 yards i Super Bowl LIV. Hvis Sammy Watkins kan holde sig skadesfri og drage nytte af sine veletablerede relationer til førnævnte Williams og Greg Roman, kan han blive dét våben, som Lamar Jackson har savnet i slutspillets afgørende faser.

Lamar Jackson Baltimore Ravens

Såvel tilgangen af Sammy Watkins som valget af den talentfulde Minnesota-receiver Rashod Bateman i første runde af 2021-draften bør aflaste Mark Andrews og Marquise “Hollywood” Brown i Ravens’ angreb. De to sidstnævnte står noteret for lige knap halvdelen (!) af angrebets kastede yards i de sidste to sæsoner. De nye spillere skal bidrage til at lette livet for Lamar Jackson og give angrebet flere strenge at spille på.

På den offensive linje vil Ronnie Stanleys tilbagevenden i Lamar Jacksons blinde vinkel utvivlsomt styrke angrebet markant. Endvidere har Ravens hentet tiltrængte forstærkninger ind til linjens højre side i form af Kevin Zeitler og Alejandro Villanueva. De to bør – tilsammen – kompensere for tabet af Orlando Brown jr., som forlod Ravens for at gå i sin fars fodspor og spille venstre tackle i Kansas City.

De positive tilføjelser i både trænerstab og spillertrup risikerer imidlertid at drukne i de skadeskvaler, som er haglet ind over Baltimore Ravens under træningslejren.

Dertil har Marquise Brown, Sammy Watkins, Miles Boykin, Kevin Zeitler, Alejandro Villanueva og Bradley Bozeman alle misset afgørende træningstid på grund af skader, mens Lamar Jackson og Gus Edwards måtte selvisolere efter at være testet positiv for coronavirus. De mange fravær har utvivlsomt forstyrret angrebets rytme og implementering af nye tiltag og spillere.

For at gøre ondt værre har Rashod Bateman pådraget sig en lyskenskade, der – for nuværende – holder ham på sidelinjen i de første fire kampe, mens den imødesete runningback JK Dobbins har revet sit korsbånd over. Dobbins var udset en bærende rolle for Ravens’ angreb i den kommende sæson efter, at han løb og greb 152 bolde for 925 yards og ni scoringer i sin debutsæson.

Skaden efterlader Ravens med Gus Edwards, der har vist lovende takter med 2.152 løbede yards i de seneste tre sæsoner, men som aldrig har formået at etablere sig som holdets primære starter foran Mark Ingram eller førnævnte JK Dobbins. Derudover råder Ravens over Ty’Son Williams, som har leveret et par flotte træningskampe, samt Justice Hill og fullback Pat Richard. Sidstnævnte er sublim i sin rolle, men kan næppe supplere Edwards på fast basis. Derfor skal Greg Romans løbeangreb stå sin første alvorlige test i 2021, hvorfor det ikke er forhåndsgivet, at Ravens kan falde tilbage til fortidens dyder, hvis kasteangrebet ikke løfter sig som ventet.

Kan Ravens’ forsvar stryge til tops?
I skarp kontrast til angrebet ligner Baltimore Ravens’ forsvar – grundlæggende – sig selv.

Selv tabene af Matt Judon og Yannick Ngakoue bør ikke få sindene i kog i Baltimore. Forsvarets styrmand Don “Wink” Martindale er kendt som en af ligaens bedste defensive strateger, hvortil Ravensø presspil i relativt høj grad er kendetegnet ved hyppige og kreative blitzes. Kombineret med tilgangen af Justin Houston, som har leveret 37,5 sacks i de seneste fire sæsoner, og Tyus Bowser bør Ravens være fint stillet på forsvarets EDGE-positioner.

De to vil også blive hjulpet af en bundsolid defensiv linje anført af veteranerne Calais Campbell, Brandon Williams og Derek Wolfe. Ydermere råder Ravens over den unge stjerne i svøb Justin Madubuike, som Pro Football Focus rangerede som ligaens bedste rookie-linjespiller i fjor.

Hvis vi skal finde hår i suppen, er det på linebacker-positionen. På papiret leverede Queen en godkendt debutsæson i NFL med 102 tacklinger, tre sacks og en interception, men tallene skygger for, at han var en konstant kilde til uro i opdækningsspillet. I lyset af L.J. Fords sæsonafsluttende knæskade er det påkrævet, at Queen løfter sit opdækningsspil i den kommende sæson.

Det modsatte kan siges om Ravens-forsvarets bagerste geledder, der har et endeløst potentiale. Marlon Humphrey, Marcus Peters, Chuck Clark og DeShon Elliott har efterhånden spillet sammen i et par sæsoner, og de udgør en af ligaens bedste enheder. Især Marlon Humphrey har etableret sig som en leder både på og uden for banen – og med 80 tacklinger, 2,5 sacks, 11 forsvarede kast og ni forcerede turnovers i 2020, er han bredt anerkendt som en af de bedste på sin position.

Opsamling
Baltimore Ravens har alle brikkerne på plads – såvel på banen som i trænerstaben – til at bide skeer med forhåndsfavoritterne fra Tampa Bay og Kansas City.

Men modsat de to har Ravens en del usikkerheder i angrebet, som kan risikere at underminere deres titelkandidatur. Det er uvist, om løbeangrebet kan opretholde sit historisk høje niveau med Gus Edwards som den primære arbejdshest, mens skaderne i receiverkorpset utvivlsomt har hæmmet angrebets udvikling.

Forsvaret er spækket med både etablerede profiler og talentfulde spillere og det bør være i stand til at bære Ravens langt. Spørgsmålet er blot – nok en gang – om Lamar Jackson kan genfinde fordums styrke og udvikle sine evner i kastespillet tilstrækkeligt til at hjembringe et tredje Lombardi-trofæ til Baltimore?

Næste side: Forventet startopstilling

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT