Hvem skal stå i spidsen for fremtidens Chicago Bears?

Chicago Bears går ind til sæsonen med stor uvished omkring fremtiden i de tre vigtigste jobstillinger hos et NFL-hold; general manager, cheftræner og quarterback.

General manager Ryan Pace lignede inden denne offseason en “dead man walking” med tanke på den mislykkedes mission, der gik ud på at gøre Mitch Trubisky til en stjerne-quarterback. Pace købte dog sig selv tid med det mest spændende draftvalg i Chicago i årtier ved at bytte sig til Justin Fields. 

Nagy har som sagt gjort det fornuftigt, men det er stadig uklart om det var Trubisky eller Nagy, der var mest skyld i de massive offensive problemer de seneste tre år. 

Fields har set rigtig godt ud i preseason mod modstandernes andethold, men den reelle udfordring kommer først, når han bliver fast starter i grundspillet. Spørgsmålet er, hvornår det bliver?

Ledende skikkelser skal præstere i 2021

Chicago Bears har et fint hold med gode spillere på diverse positioner. Det bliver dog forsvaret, der skal bære holdet præcis som de foregående år. Der har ikke været de helt store revolutionerende ændringer sammenlignet med sidste sæson på nær quarterback, selvfølgelig. Ingen burde forvente Super Bowl i 2021 i Chicago, men slutspillet er bestemt en mulighed. 

Derfor kommer fokus i høj grad til at handle om Pace, Nagy og Fields, samt hvordan de tre gebærder sig i 2021. Hvis Bears ikke får en godkendt sæson, kan tålmodigheden være sluppet op hos fansene, medierne og ikke mindst Halas-familien, der ejer holdet. 

Justin Fields er selvfølgelig sikker mand på Bears’ holdkort de næste 3-4 år, mens Nagy og Pace virkelig må mærke presset på deres skuldre. De to kæmper for at overbevise alle omkring Bears om, at lige præcis de to kan føre Fields og Chicago til det forjættede land og vinde en Super Bowl. Hvis ikke den overbevisning eksisterer efter sæsonen, ligner Bears et hold på vej mod en genopbygning med en ny ledelse. 

Vejen til succes går gennem forsvaret

Angrebet har fået en ny (formodet) QB1 i form af den tidligere Bengals-profil, Andy Dalton. Den røde riffel har haft fin succes i Cincinnati med en plads i slutspillet i fem år i træk fra 2011-2015 inklusiv to divisionstitler. Det lykkedes ham dog aldrig at vinde en eneste slutspilskamp, og han bliver nu anset som en middelmådig quarterback, der har brug for hjælp fra resten af holdet for at vinde. 

Dalton får da også hjælp af dygtige Allen Robinson, der er det klart største navn på Bears’ angreb. Han bliver flankeret af hans unge receiver-kollega Darnell Mooney, der havde succes som rookie, efter at han blev taget i 5. runde i sidste sæsons draft. Derudover er det småt med store offensive talenter hos Bears, der mest af alt skal håbe på et højt bundniveau samt udvikling af nogle af de unge spillere.

Tackle Teven Jenkins blev valgt i toppen af 2. runde i årets draft, og han er udover Justin Fields den mest prominente rookie, men han har fået en uheldig rygskade, der potentielt holder ham helt ude af sæsonen. Dette er et stort tilbageslag for en offensiv linje, som i forvejen var udset som en svaghed. Den 39-årige legende, Jason Peters, er kommet til som et plaster på venstre tackle.

Sidst vi så Damien Williams på banen var i Miami til Super Bowl i 2020 en måned før coronakrisen for alvor slog igennem. Han valgte frivilligt at sidde ude i sidste sæson, men er nu tilbage for sit nye hold i Chicago, hvor han skal agere som den rutinerede lederfigur for David Montgomery og de andre unge runningbacks. Montgomery løb for over 1000 yards sidste år, og han kunne få et stort år, hvis den offensive linje kan kreere de nødvendinge huller i forsvaret. 

Bears har en rigtig interessant tight end-gruppe med den tidligere All-Pro, Jimmy Graham i spidsen. Han bliver flankeret af rutinerede Jesse James og unge Cole Kmet. Det er alle tre spillere, som godt kan finde ud af at gribe bolden, men det er dog de færreste af modstandernes trænere, der for alvor mister søvn over at skulle stå over for dem. På den anden side bliver det spændende at følge med i Kmets udvikling, da han har potentialet til at blive en farlig spiller i NFL. Hvis han kan udvikle kemi med Fields kunne de to skabe et flot makkerskab de næste mange sæsoner.

Forsvarsmæssigt ser det langt bedre ud for Bears med flere store profiler. Eddie Goldman er tilbage efter at have siddet frivilligt ude sidste sæson grundet corona. Han bliver en stor hjælp i bestræbelserne på at stoppe løbet, mens Akiem Hicks kan lukreere på den øgede opmærksomhed, som Goldman kommer til at tiltrække fra modstandernes offensive linjer. De to vil samtidig også skabe huller til Bears’ talentfulde linebackere med Khalil Mack i spidsen.

Macks antal sacks har ikke været på niveau med tidligere års præstationer, idet han “kun” har skrabet 17,5 sacks sammen i de seneste 32 kampe. Det er bestemt ikke katastrofalt, men med tanke på den enorme pris de gav for ham i byttehandlen med Raiders samt hans megahøje løn, så må Bears sidde og håbe, at de kan få “Defensive Player of the Year”-Mack tilbage på banen. 

Han vil dog få god hjælp fra flere velkendte navne på linebacker-positionen. Roquan Smith, Robert Quinn, Danny Trevathan, Alec Ogletree har tilsammen tusindvis af tacklinger i NFL, og de udgør sammen med Mack Bears’ største styrke. De bliver et mareridt for modstandernes angreb, og hvis Bears skal gøre sig forhåbninger om slutspillet, bliver linebackerne nødt til at bære en stor del af læsset på deres skuldre. 

Bliver Fields frelseren for Bears’ evige quarterback-kompleks?

Med tanke på Bears’ – på papiret – tvivlsomme offensive linje, der skal stå overfor Aaron Donald og Rams’ stærke forsvar i uge 1, giver det god mening ikke at starte Justin Fields i sin først kamp. Men spørgsmålet er, hvornår det så kommer til at give mening?

Det er de færreste Bears fans, som tror på at Andy Dalton er manden, der sender Lombardi-trofæet til Chicago. Alle de forhåbninger ligger hos Fields. De forhåbninger er ikke blevet mindre af den tidligere Ohio State-quarterbacks præstationer i løbet af preseason, hvor han har set rigtig godt ud. Især er det evnen til at skabe noget ud af ingenting – både med armen og benene – der har skruet forventingerne helt i vejret. 

Chicago Bears har eksisteret i over 100 år, men de har aldrig nogensinde haft en stjerne-quarterback, hvorfor tålmodigheden i Chicago er på nulpunktet. Den entusiasme, der blev skabt på draftday og i løbet af preseason bliver utrolig svær for Matt Nagy at kontrollere. Dalton får ikke lang snor af fansene og med en general manager og cheftræner i de varme sæder, går der formentlig ikke lang tid før de to bukker under for presset og sætter det unge håb på banen. 

Næste side: Forventet startopstilling – Skadesplaget O-line skal holde sig raske

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT