
Kan Bengals eller sågar Steelers forpurre Ravens’ divisionshattrick, og bliver det sæsonen, hvor Lamar Jackson forløser sit mesterskabspotentiale?
Nu er der ikke længe til, at Philadelphia Eagles indleder sit titelforsvar i et brag af en åbningskamp mod ærkerivalerne fra Dallas Cowboys. Til den tid vil det være omtrent syv måneder siden, at Eagles gennembankede Kansas City Chiefs i Super Bowl LIX.
Selvom det er godt syv måneder siden, at vi har overværet en kompetitiv kamp i NFL, så har ligaen leveret et sandt festfyrværkeri af en offseason. Tilsammen har de 32 hold spenderet mere end 67,3 milliarder danske kroner ($10,3 mia.) på nye kontrakter i 2025.
I løbet af august samler vi trådene fra det spektakulære forår her på Gul Klud, når vi varmer op til 2025-sæsonen, som bliver den 106. sæson i NFL’s historie.
I denne artikel kommer du helt tæt på AFC North, hvor den dobbelte MVP Lamar Jackson og Baltimore Ravens regerer. Ravens har muligheden for at vinde sin tredje divisionstitel på stribe, hvilket ikke er sket i AFC North, siden Pittsburgh Steelers vandt divisionen fra 1995 til og med 1997-sæsonerne.
De største historier i AFC North i 2025
Aaron Rodgers’ sidste dans
AFC North har fået selskab af den firedobbelte MVP Aaron Rodgers, som til syvende og sidst valgte at skrive kontrakt med Pittsburgh Steelers. Alt tyder på, at 2025-sæsonen bliver den sidste dans for den 41-årige quarterback, der skal forsøge at pynte på sit eftermæle efter et mislykket ophold i New York.
Aaron Rodgers er det seneste skud på stammen af spillere, der skal forsøge at udfylde hullet, som Ben Roethlisberger efterlod i Pittsburgh, da han trak sig tilbage efter 2021-sæsonen. Siden da har Kenny Pickett, Mitchell Trubisky, Mason Rudolph, Justin Fields og Russell Wilson alle forsøgt at løfte arven, men de har alle fejlet.
Tovtrækkeri i Cincinnati
Cincinnati Bengals’ ejerkreds er notorisk berygtet for sin nærighed. I år er nærigheden blevet offentligt udstillet og udfordret til en hidtil uset grad.
Efter flere års tovtrækkeri og lønforhandling lykkedes det Bengals at forlænge aftalerne med receiverduoen Ja’Marr Chase og Tee Higgins. Chase, som greb flest bolde (127), yards (1.708) og touchdowns (17) i NFL i fjor, blev forgyldt med en fireårig aftale til værdi af svimlende 1,03 milliarder danske kroner ($161 mio.), mens Higgins ligeledes har skrevet under på en fireårig aftale, der kan løbe op i godt 730 millioner danske kroner ($115 mio.).
Aftalerne kom imidlertid først i hus efter, at Bengals’ ubestridte superstjerne Joe Burrow slog i bordet og krævede, at begge spillere blev belønnet med nye aftaler.
Konsekvenserne er nu, at Bengals får endnu sværere ved at fastholde Trey Hendrickson, der leverede flest sacks i NFL i fjor med 17,5 styks. Den 30-årige Hendrickson har krævet en ny og forbedret aftale, hvis han ikke skal sidde ude i 2025-sæsonen, og i skrivende stund har parterne endnu til gode at begrave stridsøksen.
En ny begyndelse i Cleveland
Fansene af Cleveland Browns kan omsider vågne og ånde lettet op efter tre års mareridt. Ejerkredsen har omsider indset, at Deshaun Watson ikke kommer til at slå til i Ohio, så Browns kan endelig starte på en frisk.
Det er tre år siden, at Cleveland Browns satsede alt på ét bræt for at gøre Deshaun Watson til holdets nye bannerfører. Browns afgav tre førsterundevalg til Houston Texans og indgik en femårig aftale med Watson, som kommer til at indbringe hovedpersonen i omegnen af 1,47 milliarder danske kroner ($230 mio.).
Handlen vil blive husket som én af de værste sportslige beslutninger i nyere sportshistorie. Watson missede 32 af 51 mulige kampe for Browns, hvoraf han afsonede 11 spilledages karantæne som følge af de talrige seksuelle overgreb, som han blev anklaget for at have begået. Når Watson omsider fandt vej til grønsværen, så lignede han Bambi på glatis, og han slutter sin Browns-periode med sølle otte sejre.
Den nye begyndelse i Cleveland blev markeret i draften, da Browns rådede over et førsterundevalg for første gang siden 2021. Browns benyttede lejligheden til at opruste sit draft-arsenal, da de slog en handel af med Jacksonville Jaguars, som sikrede Browns et ekstra førsterundevalg i 2026, hvor de sandsynligvis skal finde fremtidens quarterback.
Læs også: Sådan gik draften i AFC North
Et løfte skal holdes
“They are going to get a Super Bowl out of me”. Det var løftet, som Lamar Jackson afgav kort tid efter, at Baltimore Ravens havde valgt ham som den 32. spiller i 2018-draften.
Nu står Lamar Jackson over for sin ottende sæson som professionel, og selvom han endnu ikke har holdt sit løfte, så har han ført Ravens tilbage til toppen af hierarkiet i NFL. Under Jacksons kyndige ledelse har Ravens vundet fire divisionstitler og avanceret til slutspillet seks gange. Men i år skal det være. Eric DeCosta og John Harbaugh har sat alle sejl til og stablet et noget nært komplet mandskab på benene.
Således er de væsentligste spørgsmål forud for 2025-sæsonen, om det er Andrew Vorhees eller Ben Cleveland, der skal starte som venstre guard, samt om førsteårsspilleren Tyler Loop har dét, der skal til for at løfte arven efter Justin Tucker. Tucker er blevet fritstillet efter, at 16 forskellige kvindelige massører har anklaget ham for seksuelt grænseoverskridende adfærd, som har ført til 10 spilledages karantæne af NFL.
Læs også: Sæsonoptakt – De vigtigste tilføjelser for hvert hold i 2025
Ravens har brugt foråret på at forlænge aftalen med Jacksons dørmand Ronnie Stanley og den hårdtslående Derrick Henry, som leverede 1.921 løbe-yards og 16 touchdowns i sin første sæson i Baltimore. Derudover har Ravens forstærket sig med den talentfulde safety Malaki Starks, den mangeårige Packers-profil Jaire Alexander og den bundsolide receiver DeAndre Hopkins.
Næste side: Vi ser nærmere på de største spørgsmål i AFC North








