Bengals med dobbelt-op på kæmpe-kontrakter til Chase og Higgins

0

Ja’Marr Chase bliver NFLs højest lønnede ikke-quarterback, og samtidig har Bengals også fået papir på Tee Higgins.

Spørgsmålet var ikke, om Bengals gerne ville beholde superduoen Chase og Higgins. Spørgsmålet var, om de havde råd til det.

Svaret er nu et entydigt ja, hvordan de så end har fået det struktrureret, for begge receivere får rekordlønninger.

Ifølge Fox Sports har både Ja’Marr Chase og Tee Higgins søndag indgået kontraktforlængelser. Chase har skrevet under på en fireårig aftale til en værdi af 161 millioner dollars, hvoraf 112 millioner er garanteret, mens Higgins ligeledes har fået en fireårig kontrakt men til “kun” 115 millioner dollars, hvor de første to år er fuldt garanteret.

Med en gennemsnitlig årsløn på 40,25 millioner dollars sætter Chase en ny NFL-rekord for den højeste gennemsnitlige løn for en ikke-quarterback, og overhaler dermed Browns stjernen Myles Garrett, der fik en rekordkontrakt i sidste uge.

Quarterback Joe Burrow, der gentagne gange har talt for, at Chase og Higgins skulle have nye kontrakter, kan nu glæde sig over, at hans to primære våben begge er på kontrakt.

Chase og Higgins’ betydning for Bengals

Chase, der fyldte 25 år den 1. marts, havde sidste år en af de mest imponerende sæsoner for en receiver i NFL’s historie. Han blev blot den femte spiller i Super Bowl æraen til at vinde den såkaldte “Triple Crown”, hvor han toppede ligaen i både grebne bolde (127), receiving yards (1.708) og touchdowns (17).

Higgins, der er et år ældre, var plaget af skader sidste sæson, men leverede stadig solide præstationer, når han var på banen. Han var nummer 10 i NFL målt på receiving yards pr. kamp (75,9) og scorede 10 touchdowns i 12 kampe, heraf tre og gamewinneren i overtime i vind-eller-forsvind kampen mod Broncos i december.

Bengals havde franchise tagget ham for andet år i træk, men har altså nu endelig givet ham en længere kontrakt og en masse penge i hånden.

Angrebet er på plads. Hvad med forsvaret?

Sidste sæson havde Bengals et af ligaens mest effektive angreb. Holdet var nummer otte i point pr. angrebsserie, nummer seks i touchdowns pr. angrebsserie og Burrow var nummer fire i touchdowns pr kast. Samtidig førte han ligaen i både yards (4.918) og touchdown-kast (43).

Det var dog for andet år i træk ikke nok til en plads i slutspillet, efter at klubben de to foregående år stod i AFC finalen, hvoraf den ene resulterede i en Super Bowl-optræden i Chases rookie-sæson i 2021, som de dog tabte til LA Rams.

Med Chase og Higgins på nye, langvarige kontrakter har Bengals nu sikret to af ligaens bedste playmakere og dermed fortsat offensiv succes. Nu skal klubben så gjort noget ved et forsvar, der ikke kunne stoppe nogen som helst sidste år.

Løbet er lidt kørt i free agency, så klubben skal sætte sin lid til draften, hvor de foreløbig har seks picks, et i hver af de seks første runder, inkl. pick 17 i 1. runde.

Der er mangler i nærmest samtlige geledder på forsvaret, men de fleste eksperter forudser, at Bengals vælger en spiller til den defensive linje i første runde.

De to store kontrakter til Chase og Higgins, kan også gøre det tæt på umuligt at forlænge med sidste sæsons sack-master Trey Hendrickson, der førte NFL med 17 sacks.