Hvad mangler dit hold: AFC West

0

Kansas City Chiefs tabte Super Bowl og står foran markante udskiftninger. Det kan åbne døren for de andre hold i AFC West.

Efter at sikret sig sejren i Super Bowl LIV buldrede Kansas City Chiefs og Patrick Mahomes videre, men alligevel tabte de to kampe i divisionen til hhv. Las Vegas Raiders og LA Chargers, sidstnævnte dog i spilleuge 17 med reserverne på banen. Men det giver trods alt blod på tanden for de tre andre hold i divisionen, og måske viste Falcons i grundspillet og Buccaneers i Super Bowl, hvordan man slår Chiefs.

Nu venter en sæson, hvor vi kan se store udskiftninger i alle trupperne på grund af den pressede situation med det nye lønloft. Chargers, Broncos og Raiders har alle flere penge på lønloftet at lege med end Chiefs, og det kan være med til at øge jævnbyrdigheden i divisionen.

Plads på lønloftet (cap space) er taget fra Overthecap.com, som har regnet det ud fra 2021-lønloftet på 182,5 millioner dollars. Vil du lære mere om cap space og lønloftet, kan du læse vores introduktionsartikel her.

Som udgangspunkt antager vi, at spillere med kontraktudløb forlader holdet, så et hul på en position kan blive fyldt, hvis holdet forlænger med en spiller.

Denver Broncos
Cap space lige nu:
$32.712.000
Holdmangler:
Edge, cornerback, quarterback
Broncos har over 30 millioner dollars at lege med i free agency, og der vil være rige muligheder for at opgradere truppen med spillere, der er blevet fyret andre steder. Klubben gav Pro Bowl safety Justin Simmons deres franchise tag igen, men det er formodentlig kun mens parterne forhandler en langvarig kontrakt på plads. Til gengæld har Broncos sagt farvel til cornerback A.J. Bouye, der har været både skadet og en skuffelse i sin korte tid i klubben. Og så er der jo spørgsmålet om quarterback-positionen. Er Broncos tilfreds med Drew Lock, eller vil de gå i en anden retning? Det er ikke sikkert løsningen findes i free agency, men det bliver interessant at se, om de igen drafter en quarterback.

Nogle oplagte kandidater: Edge Shaq Barrett, CB Malcolm Butler, QB Jameis Winston

Kansas City Chiefs
Cap space lige nu: $12.155.000
Holdmangler:
Offensiv linje, Cornerback, Linebacker
Chiefs skrev en kæmpe kontrakt med quarterback Patrick Mahomes inden 2020-sæsonen, men alt omkring ham kan komme til at se væsentlig anderledes ud i den kommende sæson. Tre ud af fem spillere på den offensive linje har fået silkesnoren, og flere receivere forlader med stor sandsynlighed klubben. Andy Reid er stadig headcoach og Eric Bienemy er stadig offensiv koordinator, og det er gode nyheder, selvom angrebet ikke var så eksplosivt til sidst på sæsonen. Linebacker-positionen har længe været en akilleshæl på holdet, og også på cornerback kunne de godt klare en upgrade.

Nogle oplagte kandidater: OG Kevin Zeitler, C Corey Linsley, LB Haason Reddick

Los Angeles Chargers
Cap space lige nu:
$36.600.000
Holdmangler:
Offensive line, Cornerback, Tight End, Edge
Sidste års helt store overraskelse var quarterback Justin Herbert, der kronede en historisk rookie-sæson med at bliver kåret til Rookie of the year. Kan han fortsætte det spil, han viste i 2020, så er Chargers i gode hænder mange år fremover. Det kræver dog, at klubben sørger for beskyttelse til ham og giver ham nogle flere våben at lege med. Forsvaret har masser af talent, men skader har holdt dem fra at være på banen samtidig. Desuden forlader Melvin Ingram med stor sandsynlighed Chargers, og derfor skal der hjælp til på pass rush. Corner Casey Heyward er sendt på porten, så også der er Chargers på markedet efter en erstatning, og det samme gælder tight end Hunter Henry, der nok søger andre græsgange.

Nogle oplagte kandidater: OT Trent Williams, Edge Matt Judon, CB William Jackson III

Oakland Raiders
Cap space lige nu:
$24.190.000
Holdmangler:
Safety, Edge, Wide receiver
Raiders slog Chiefs på udebane i grundspillet, men ellers har det ikke været en dans på roser for makkerparret Jon Gruden og Mike Mayock. Jo, de har da ramt plet på et par sene draft picks, men der har været for mange missere både i draften og free agency. Nu går de ind i det fjerde år sammen, det andet i Las Vegas, men det første – formodentlig – med tilskuere på lægterne. Det betyder, at alt andet end en slutspilsplads er uacceptabelt, og kan få Raiders ejer Mark Davis til at genoverveje Grudens 10 års kontrakt. Quarterback-positionen er egentlig fint besat med Derek Carr og Marcus Mariota, men det er ikke sikkert nogen af dem spiller i klubben næste år. Raiders mangler pass rush, selvom Maxx Crosby var et fund i 2019-draften. WR Nelson Agholor spillede en fin sæson for Raiders, men han er free agent og vender næppe tilbage. Men klubbens helt store mangel er safety, hvor Gruden ikke har fundet den rigtige løsning – det betyder fokus på positionen i både free agency og draft.

Nogle oplagte kandidater: S John Johnson, Edge Trey Hendrickson, S Anthony Harris, WR Kenny Golladay