En erfaren guard rammer markedet.

Efter to år i klubben er 31-årige Kevin Zeitler blevet fritstillet af New York Giants. Det bekræfter klubben selv.

Der er efter alt at dømme tale om en økonomisk beslutning, i og med at Giants nu vil spare godt 12 millioner ved at fyre den erfarne guard.

Kevin Zeitler kom til Giants fra Cleveland Browns i foråret 2019, hvor han var involveret i en handel som sendte Olivier Vernon til Cleveland, og han har været fast starter lige siden. 31 kampe har han spillet og startet, og han missede kun en enkelt kamp på grund af en skade.

Nu skal han forsøge at finde et nyt hold, og i den forbindelse kan han vise et fint cv. Siden han blev valgt af Cincinnati Bengals i draften i 2012, har han kun misset ni ud af 144 kampe. Han har samtidig leveret en række solide sæsoner og har ikke tilladt mere end tre sacks i en sæson siden sin rookie-sæson.

En anden offensiv linjemand fra 2012-draften er også blevet fritstillet – læs om det her.