2021-draften er overstået, og alle holdene i NFL har fået tilføjet et kuld af nye, unge talenter. Vi på Gul Klud ser de kommende dage nærmere på, hvilke spillere du skal holde øje med i fremtidige sæsoner. Nu er det tid til se på AFC North.

Vi kommer her med vores bud på hvilke valg hos AFC North-holdene, der udgør bedste og dårligste værdi.

Med 2021-draften pakket sammen er det blevet tid til at kigge nærmere på, hvad holdene foretog sig, og hvad vi synes om det.

Se alle gennemgangene:
NFC West | NFC NorthNFC South | NFC East   
AFC West | AFC North | AFC South | AFC East

Baltimore Ravens

Rd.PickNavnPositionCollege
127Rashod BatemanWide receiverMinnesota
231Odafe OwehEdgePenn State
394Ben ClevelandGuardGeorgia
3104Brandon StephensCornerbackSouthern Methodist
4131Tylan WallaceWide receiver Oklahoma State
5160Shaun WadeCornerback Ohio State
5171Daelin HayesDefensive endNotre Dame
5184Ben MasonFullbackMichigan

Bedste værdi: Ben Cleveland, OG, Georgia

Det var tydeligt, at der var problemer på den offensive linje hos Ravens sidste år. Holdet savnede, ligesom alle os andre, i den grad Marshal Yanda, mens Matt Skura og Patrick Mekari ikke kunne finde ud af at snappe bolden. Så da Ravens fik Ben Cleveland ved valg nummer 94, var der glæde hos Ravensfans (mig) og særligt John Harbaugh, der angiveligt skulle have plaget general manager Eric DeCosta om at handle op efter det massive menneske fra Toccoa i det nordøstlige Georgia siden anden runde. Cleveland kan tage over på venstre guard, mens Bradley Bozeman rykkes til center-positionen, hvor han også spillede i college.

Cleveland ser ud til at være et fremragende fit i Baltimore, hvor han med sine enorme 198 cm og 156 kg kan blive en bulldozer i løbespillet, mens han får tid til at forbedre kasteblokeringerne, hvor han mangler lidt endnu. Cleveland tjekker bare fluebenet i alle de bokse, der siger god værdi for Ravens. Positionsbehov, tjek. Får ham senere end Harbaugh havde troet, tjek. Talentfuld fodboldspiller, der passer i systemet, tjek.

Jeg elsker personligt valget af Cleveland af den simple årsag, at han er et enormt menneske, der passer til den i forvejen ret store linje, som Ravens sætter på banen. Jeg glæder mig bare til at se, hvad Dobbins, Edwards og Lamar kan finde på bag ham.

Værste værdi: Brandon Stephens, CB, Southern Methodist

Gående ind til draften havde Ravens to mærkbare behov. Hjælp til offensive linje efter handlen, der sendte Orlando Brown til Kansas City, og pass rusher efter man sagde farvel til Matt Judon og Yannick Ngakoue i free agency. Pass rushet blev adresseret ved valget af Oweh, og selvom det var fristende at sætte ham som dårligste værdi pga. usikkerheden, der følger hyperatleter uden den store college-produktion, så blev det ikke ham. For Oweh blev valgt i et forventet område og har et tårnhøjt potentiale, men jeg ville have ønsket, at holdet var gået offensiv tackle ved 31. Når det er sagt, så var der ikke et valg, som jeg decideret ikke kunne lide eller se pointen i. Brandon Stephens er måske nok dårligste værdi, fordi han gik før en del havde forventet, men jeg kan rigtig godt lide ham som spiller og den alsidighed, han bringer en allerede stærk bagkæde. Jeg tror på, at Stephens bliver en fin spiller for Ravens, men man kunne måske have fået ham tidligere.

Samlet vurdering:

Jeg er egentlig rimelig tilfreds med Ravens’ høst i år. Valget af Rashod Bateman kan vise sig at være alt for højt, men han giver også Jackson en helt anden type med hans gode evner som løberuter, så han kan også blive et steal. Han fjerner også presset fra Marquise Brown, der ikke er eller skal være en WR1. Bateman og fjerderundevalget Tylan Wallace giver Greg Roman nogle andre offensive værktøjer end de eksisterende, men nu er det op til Roman at få gjort systemet mere receivervenligt. Det manglende valg af en tackle kan også ende med at straffe DeCosta og kompagni, for dybden er ikke voldsom, og Teven Jenkins var der! Teven! En spiller, der ville passe perfekt i et løbefokuseret angreb. Det var førstedagens mest skuffende del. Men Ravens tog ikke nogle vanvittige valg, og selvom jeg godt kunne have ønsket mig en anden prioritering, fik de gode spillere ved samtlige valg. Så skal vi heller ikke glemme, at sandsynligheden for, at DeCosta har ret i sin prioritering kontra min holdning, er oceaner større. Hvis Bateman og/eller Wallace kan opfylde DeCostas drøm om at blive den første mand, der drafter en god receiver til Baltimore, og Oweh kan leve op til sit potentiale, vil den, i retrospekt, få topkarakter. En sleeper er femterundevalget Shaun Wade, der havde et miserabelt 2020, hvor han blev rykket fra nickel corner til ydersiden. I 2019 derimod, hvor han spillede nickel, viste han niveau til første runde, så der er potentiale, hvis han bliver brugt korrekt. Men det er en del “hvis’er”, så Ravens må nøjes med en gennemsnitlig, dog i den høje ende af gennemsnitlig.

Karakter: 07

Næste side: Cincinnati Bengals: Våben over beskyttelse