2021-draften er overstået, og alle holdene i NFL har fået tilføjet et kuld af nye, unge talenter. Vi på Gul Klud ser de kommende dage nærmere på, hvilke spillere du skal holde øje med i fremtidige sæsoner. Nu er det tid til se på NFC East.

Med 2021-draften pakket sammen er det blevet tid til at kigge nærmere på, hvad holdene foretog sig, og hvad vi synes om det. Her er det blevet NFC Easts tur til at blive analyseret.

Se alle gennemgangene:
NFC West | NFC North | NFC South | NFC East   
AFC West | AFC North | AFC South | AFC East

Dallas Cowboys

Rd. PickNavnPositionCollege
112Micah ParsonsLinebackerPenn State
244Kelvin JosephCornerbackKentucky
375Osa OdighizuwaDefensive tackleUCLA
384Chauncey GolstonDefensive endIowa
399Nahshon WrightCornerbackOregon State
4115Jabril CoxLinebackerLSU
4138Josh BallOffensive tackleMarshall
5179Simi FehokoWide receiver Stanford
6192Quinton BohannaDefensive tackleKentucky
6227Israel MukuamuCornerbackSouth Carolina
7238Matt FarniokGuardNebraska

Bedste værdi: Kelvin Joseph, CB, Kentucky

Jeg forestiller mig, at der blev bandet og svovlet i Dallas, da Carolina Panthers og Denver Broncos valgte henholdsvis Jaycee Horn og Patrick Surtain II for næsen af Cowboys. Efter at have tilladt flest point i holdets historie i 2020 var det en offentlig hemmelighed, at Cowboys havde brug for at forstærke forsvarets bagerste geledder, hvorfor udviklingen i første runde må have været en svær pille at sluge for Jerry Jones og co.

Med det in mente giver valget af Kelvin Joseph – i anden runde – rigtig god mening. Joseph er uhyre talentfuld og han besidder alle de atletiske egenskaber, der påkræves af en cornerback i nutidens NFL. De eneste spørgsmålstegn omhandler Josephs personlighed (han er tidligere blevet beskrevet som værende umoden) men det har aldrig afholdt Cowboys fra at slå til. 

Dårligste værdi: Micah Parsons, LB, Penn State

Lad mig starte med at understrege, at denne kategorisering af Micah Parsons som Cowboys’ dårligste valg i et værdimæssigt perspektiv ikke skyldes førstnævntes talent. Parsons besidder et utvivlsomt talent – og hans særlige kombination af fart og fysisk størrelse kommer til at skabe ravage i NFL, ligesom vi har set Devin White have succes for Tampa Bay Buccaneers.

Kategoriseringen falder tilbage på Cowboys’ mangelfulde strategi. Linebacker-positionen er ganske enkelt ikke lige så værdifuld, som den tidligere har været – sammenlignet med fx cornerback eller offensiv linje. Derudover råder Cowboys allerede over to dygtige linebackers i form af Leighton Vander Esch og Jaylon Smith. Derfor undrer jeg mig over valget, når fx Rashawn Slater fortsat var tilgængelig og kunne fremtidssikre den offensive linje, som har været skadesplaget i de senere år.

Samlet vurdering:
Dallas Cowboys’ første seks valg var forsvarsspillere. Det taler sit tydelige sprog om, at Jerry Jones var dybt fokuseret efter at styrke den haltende defensiv og tage presset af Dak Prescotts skuldre. På papiret har Cowboys valgt en række spillere, der er dybt forskellige spillemæssigt, men som også er ganske talentfulde.

Nahson Wright og Israel Mukuamu er begge to store, lange cornerbacks, som på papiret passer perfekt ind i Dan Quinns forsvarssystem. Det samme gør sig gældende for Osa Odighizuwa, som er en lidt mindre men eksplosiv defensiv end. Linebacker Jabril Cox er også et solidt valg på tredjedagen, da han – modsat Parsons – har sine forcer i opdækningen.

Endelig skal Cowboys have ros for at akkumulere et yderligere valg i tredje runde, da Jaycee Horn og Patrick Surtain II røg i første runde… at de så valgte Micah Parsons frem for fx Rashawn Slater, stiller jeg mig tvivlsom over for, hvilket trækker den samlede karakter ned. 

Karakter: 7+

Næste side: New York Giants