2021-draften er overstået, og alle holdene i NFL har fået tilføjet et kuld af nye, unge talenter. Vi på Gul Klud ser de kommende dage nærmere på, hvilke spillere du skal holde øje med i fremtidige sæsoner. I dag er turen kommet til AFC East.

Med 2021-draften pakket sammen er det blevet tid til at kigge nærmere på, hvad holdene foretog sig, og hvad vi synes om det. I denne omgang kigger vi på AFC East, en division fyldt med draftdukse og høje karakterer.

Se alle gennemgangene:
NFC West | NFC North | NFC South | NFC East   
AFC West | AFC North | AFC South | AFC East

Rd.PickNavnPositionCollege
130Gregory RousseauEDGEMiami
261Carlos Basham JrEDGEWake Forest
393Spencer BrownOffensiv tackleNorthern Iowa
5161Tommy DoyleOffensiv tackleMiami
6203Marquez StevensonWide receiverTexas
6212Damar HamlinSafetyPittsburgh
6213Rachad WildgooseCornerbackWisconsin
7236Jack AndersonOffensive lineTexas Tech

Bedste værdi: Marquez Stevenson, WR, Texas
Bills havde ikke rigtig nogle store steals i draften, men jeg kan rigtig godt lide valget af Stevenson i sjette runde. Hans kælenavn i college var “speedy”, og man behøver ikke at se mange highlight-klip af ham, før man forstår hvorfor. Han har så en del andre mangler, fx er han ret spinkel og har ikke de bedste hænder. Men det er altid et gamble værd at vælge en lynhurtig, eksplosiv receiver og se, hvad det fører til. Og om ikke andet kan han blive Bills’ nye kickoff returner – han snittede hele 36 yards per kickoff returnering i 2020-sæsonen.

Dårligste værdi: Gregory Rousseau, EDGE
Gulkluds draft-guru Teis Joranger havde Gregory Rousseau som nummer 65 på sit big board, men Bills valgte at kaste sig over den unikke pass rusher en hel runde tidligere. Der er bestemt meget tiltalende ved Rousseau. Han har meget lange arme og derfor en enorm rækkevidde, som han brugte til at lave hele 15,5 sacks i 2019-sæsonen (Rousseau fravalgte 2020-sæsonen pga. COVID-19). Men han er samtidig et kæmpe projekt, som ikke har helt styr på sin krop eller sin teknik. Det er ikke forfærdelig dårlig værdi, men jeg synes, at valget kunne være brugt klogere.

Samlet vurdering
Bills var allerede et ret komplet hold inden draften, og derfor havde Brandon Beane og kompagni en vis frihed i draften. Holdet startede med at vælge fire kæmpe mennesker i Gregory Rousseau (201 cm, 120 kg), Carlos Basham Jr. (196 cm, 125 kg), Spencer Brown (203 cm, 140 kg) og Tommy Doyle (203 cm, 145 kg). De er alle spændende talenter, men trænerstaben skal bruge energi på at finpudse dem og vi ser næppe deres virkelige potentiale før en sæson eller to. Jeg kan godt lide idéen om at tage projekter, som kan udvikle sig bag de etablerede startere. Men Bills er gået all in på ‘boom or bust’-spillere med sine bedste draftvalg, og jeg ville ønske, at man havde havde varieret sin tilgang og også valgt nogle sikre kort, så man er dækket ind, hvis man pludselig døjer med skader og skal smide en rookie ind tidligt i sæsonen. Desuden adresserede man ikke seriøst cornerback-positionen, som er ret tyndt besat lige nu.

Bills havde en solid draft, og hvis det lykkedes at udvikle alle projekterne, vil det være al ventetiden værd. Men det er ikke uden risiko, og jeg ville ønske, at man havde gjort mere for at forbedre holdet lige nu og her.

Karakter: 7

Næste side: Miami var igen draftnørdernes kæledægge