Den stærkeste position i årets draft kan meget vel blive historisk.

Når årets NFL draft løber af stablen i slutningen af april, så har der sjældent været et bedre tidspunkt at mangle forstærkninger på den offensive linje.

For denne årgang af offensive tackles er ikke bare god, den kan meget vel gå hen og få sit eget kapitel i historiebøgerne.

Rekorden for flest offensive tackles valgt i første runde blev sat tilbage i 2008, hvor hele syv spillere blev valgt. Og selvom der er konsensus om, at den første linjemand i årets draft skal findes på den katolske skole (Joe Alt fra Notre Dame, red.), så er der talent nok i denne draft til, at rekorden kan komme i fare.

Top 10 offensive tackles 2024

1. Joe Alt, OT, Notre Dame, 201 cm, 146 kg

Det første hold i dette års draft, som ikke vælger en QB eller WR, kommer til at vælge Joe Alt. Det bør der simpelthen ikke være tvivl om. Den store tackle har alt, hvad du kunne drømme om i en OT. Stor, stærk, hurtig, og startede karrieren som tight end, hvilket taler til hans atletiske evner.

2. Olumuyiwa Fashanu, OT, Penn State, 198 cm, 144 kg

Fashanu blev inden 2023 collegesæsonen vurderet som et fremtidig førsterundevalg i draften, og det på trods af kun at have spillet 9 kampe. Det fulgte han så op med en sæson, som resulterede i en plads på All-American holdet. Kirsebærret på toppen: Han gennemførte sin collegekarriere uden at tillade ét eneste sack.

3. Taliese Fuaga, OT, Oregon State, 197 cm, 147 kg

Endnu en spiller, som ikke tillod ét eneste sack i løbet af sin collegekarriere. Læg dertil, at Fuaga med sin fart og hurtige afsæt kan være en vigtig brik i løbeangrebet, og vi kigger pludselig på en spiller, som nok havde fået mere hype hvis skolen havde haft en finere adresse.

4. J.C. Latham, OT, Alabama, 198 cm, 163 kg

Listens godstog. Kom i sin tid til Alabama fra high school som femstjernet talent, og de forventninger, som sådan et prædikat naturligt medfører, har han levet op til. Fantastisk fysik og tilmed også den yngste spiller på denne liste med sine 21 år.

5. Troy Fautanu, OT, Washington, 192 cm, 144 kg

Grotesk at vi kan komme til femtepladsen og så finde en spiller med Fautanus kaliber. Han har gjort et fantastisk arbejde som quarterback Michael Penix Jr.’s primære beskytter hos Washington Huskies, men hans højde har fået flere eksperter til at spekulere på, om han er mere egnet som guard.

6. Amarius Mims, OT, Georgia, 201 cm, 154 kg

Selvom den unge tackle fra Georgia kun stillede til start otte gange i løbet af sin karriere, og har en mere tvivlsom skadeshistorik sammenlignet med flere på denne liste, så vil flere hold med garanti være villige til at bruge et højt pick på ham. Hans højde og vingefang vil være nok til at gå på kompromis med den manglende teknik.

7. Tyler Guyton, OT, Oklahoma, 201 cm, 149 kg

Som det også var tilfældet med flere af de andre spillere på denne liste, så tillod Guyton ikke ét eneste sack i 2023. Han imponerede til Senior Bowl, men har fortsat et markant behov for få justeret sin teknik, hvis han skal gøre sig forhåbninger om en lang NFL-karriere.

8. Patrick Paul, OT, Houston, 202 cm, 150 kg

Paul sikrer sig en plads på denne liste baseret på sin unikke kombination af bevægelighed og vingefang. Det rå potentiale er der, men han har brug for mere styrke for at kunne spille de bedste pass rushers i NFL op til dans.

9. Jordan Morgan, OT, Arizona, 196 cm, 141 kg

Endnu en spiller, som havde en ganske udmærket collegekarriere på tacklepositionen, men som kan se sig nødsaget til at måtte rykke ind på guard-pladsen qua sit vingefang. Var oftere i problemer sammenlignet med flere af spillerne på denne liste, men hans loft kommer til at sikre ham en plads i ligaen.

10. Kingsley Suamataia, OT, BYU, 198 cm, 147 kg

I denne listes ånd, så runder vi af med en spiller, som også har de fornødne redskaber der kræves, for at få succes i NFL. Der kunne ønskes noget mere i form af eksplosivitet på linjen, men hans fysik og styrke bør være nok til et opkald på dag to.

Se flere positons-rangeringer:

Angreb: Top 10 QB | Top 10 RB | Top 10 WR | Top 10 TE | Top 10 OT | Top 10 IOL
Forsvar: Top 10 EDGE | Top 10 DT | Top 10 LB | Top 10 CB | Top 10 S