September nærmer sig med hastige skridt og det er lig med en ting:Football! Dog vil det for mange kun betyde NFL, hvilket er en skam. For tager man et kig på niveauet lige under NFL vil man opdage, at college football er i sig selv et fantastisk produkt. Både som et supplement til NFL, men også på baggrund af spillet og fansene. Vi bringer derfor 5 grunde til, at du bør følge med i den kommende collegesæson!

1. Fankulturen

Amerikanske sportsfans har altid været gode til at tage på stadion, og college football er ingen undtagelse. Flere af de helt store universiteter kører jævnligt med tilskuergennemsnit på over 100.000 mennesker, og hele 21 hold havde i 2019 et gennemsnit, som oversteg det i NFL.

Læg dertil, at langt de fleste hold spiller deres hjemmekampe på campus og med store sektioner tiltænkt de studerende, som skaber en fuldkommen fantastisk stemning, som ikke kan findes på samme måde i den øverste liga. Et godt eksempel på dette ses nedenfor, da Penn State Nittany Lions i 2017 samlede 110.823 mennesker til deres kamp mod Michigan Wolverines.

Derudover er det at flytte et hold, som vi senest så i NFL med Raiders, ikke en mulighed i college. Jo længere tid et hold eksisterer det samme sted, jo større er sandsynligheden for, at fansene skaber store traditioner, som holder ved. Dette har ført til en overflod af legendariske traditioner, eksempelvis ‘The Tomahawk Chop’ på Florida State University, eller ‘The Walk of Champions’ på Ole Miss, for blot at nævne nogle få.

For at runde den vilde fankultur af, så vil jeg afslutningsvis nævne ESPN programmet ‘College Gameday’, som virkelig indkapsler den fantastiske fankultur. Det er et omrejsende optaktsprogram, som hver uge vælger et nyt campus at sende fra, foran et massivt fremmøde af hjemmeholdets fans. Det er særligt kendt for også at inkludere Lee Corso, som har været med siden starten i 1987, og hans ‘headgear-pick’, hvor han gætter på udfaldet af kampen ved, at vælge hovedbeklædning passende til et af holdene.

Du kan selv se både ESPNs ‘College Gameday’ samt følge alle de store hold igennem sæsonen med ESPN Player – som du i øvrigt kan prøve gratis i en uge ved at klikke her!

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er ESPNplayer-8bit-CFB-930x180-DD-1024x198.jpg

2. Rivaliseringerne overgår dem i NFL

Nu vil der sikkert sidde en Bears eller Packers fan, som er stærkt uenig i dette udsagn. Men faktum er, at du ikke får vildere rivaliseringer end dem, som findes i college football. For en amerikaner giver det, at gå på universitetet ikke blot en uddannelse – det skaber også et tilhørsforhold. Du bliver en del af et fællesskab, først som studerende og siden alumni. Dette skaber en helt anden form for loyalitet end hvad der eksisterer i NFL. Der er for mange derfor mere på spil, når rivalen kommer på besøg.

En anden forklaring på, hvorfor rivaliseringerne i college er så markante, skal findes i den historiske betydning. College football har stolte rødder, som går adskillige år tilbage. Det første opgør i et af de mest berømte rivalopgør, den amerikanske hær versus den amerikanske flåde, blev spillet hele 31 år før det første møde mellem Green Bay og Chicago (som i øvrigt ikke engang var blevet døbt Bears endnu). Alabama og Auburn, som hvert år mødes i ‘The Iron Bowl’ for at kæmpe om titlen, som det bedste hold i staten Alabama, mødtes for første gang i 1893. Michigan og Ohio State, det historisk største opgør i B10 konferencen, har dystet siden 1897. Alt dette har ført til de hadfyldte rivaliseringer der kendes i dag, hvor håneretten betyder alt. Og når disse hold typisk kun mødes en enkelt gang hver sæson, opstår der en vanvittig tænding, som kun kan findes i college football.

3. Det forbedrer din draftoplevelse

NFL-sæsonen føles ofte urimelig kort sammenlignet med de andre sportsligaer, og det samme er desværre gældende for sæsonen på niveauet lige under. Ikke desto mindre har college football den fordelagtige effekt, at det kan forbedre ens oplevelse af den vel nok største begivenhed i offseason – nemlig draften. Det at følge sæsonen giver på mange måder et bedre indblik i en spillers potentiale, i stedet for bare at følge med, når spilleren tager til Scouting Combine eller til Pro Day. Samtidig giver det også en muligheden for, at få kendskab med de spillere, som man kan håbe, at ens foretrukne NFL hold vælger i foråret.

På Gul Klud har vi i øvrigt lavet en liste med de 10 bedste spillere i college lige nu, hvoraf flere allerede kan komme i spil til næste års draft. Du kan finde listen ved at klikke her.

4. Mere unikke offensive strategeier

Det vil hurtigt stå klar for en, der ser college football for første gang, at det ikke er det samme, som det vedkommende kender fra NFL. Der er ingen two-minute warning, en defensiv pass-interference giver kun en 15 yards straf (uanset hvor den bliver begået) og hash markene er længere mod sidelinjen end på en NFL-bane. Blandt spillerne er der selvsagt også en markant forskel. Der er 130 hold i den øverste kollegiale division, kendt som FBS, hvoraf de fleste vil have omkring 100 spillere. En niveauforskel er simpelthen uundgåelig, og det er også forklaringen på, at scoren i college ofte er meget større, end hvad der typisk ses i NFL.

Men disse forskelle i kvalitet betyder også, at det på college-niveauet vil være muligt at se offensive strategier, som ikke typisk ses i NFL. For de kasteglade, som elsker den dybe bold og det spektakulære catch, vil det være værd at følge Mississippi State Bulldogs kampe i næste sæson, hvor Mike Leach endnu engang vil benytte sit famøse ‘Air Raid-offense’. Som det måske kan tydes på navnet, så implicerer brugen af dette angreb, at omkring 70 procent af alle spil skal gå via luften, og no-huddle skal benyttes, så der er mere tid til at score flere point. For dem i den modsatte grøft som mener, at spillet bør foregå på jorden og ikke i luften, går anbefalingen på, at følge den amerikanske hær. De spillede 12 kampe i sidste sæson, hvor der i alt blev kastet 76 gange, svarende til et gennemsnit på 6,3 kasteforsøg pr. kamp. Til sammenligning havde Mike Leach’s Bulldogs 50,6 kasteforsøg pr. kamp i den foregående sæson.

Dermed er det ikke sagt, at der er ikke findes offensive strategier, som placerer sig i mellem de to ovennævnte strategier. Langt størstedelen, og specielt topholdene, benytter strategier, som minder meget om dem, som kendes fra NFL. Pointen er blot, at collegespillet er så varieret, at der med sikkerhed er noget for enhver smag.

5. Ingen mulighed for uafgjort

Forestil dig det her scenarie: det er tidlig mandag morgen, du har netop slukket for dit tv og kan se, at vækkeuret er sat til at ringe om 2 timer. Du føler, at der mangler noget. Du har hverken fået den forløsende og søde følelse af, at dit hold netop har vundet, eller den dårlige smag i munden, som man har efter et bittert nederlag. Der er med andre ord tale om noget så uamerikansk som en uafgjort kamp. Hvis du også synes, at dette scenarie lyder skrækkeligt, så er college football noget for dig! Til dels fordi majoriteten af kampene spilles lørdag, men også fordi, at de ikke opererer med uafgjorte kampe. Her efterfølges en overtidsperiode af endnu en overtidsperiode. Hvis kampen når til en femte overtidsperiode, da vil holdene skiftevis forsøge en two-point konversion indtil en vinder er fundet.