NFL-legenden O.J. Simpson, hvis liv tog en dramatisk drejning, da han i 1994 blev anklaget for mordene på sin ekskone og hendes kæreste, døde onsdag i en alder af 76 år.

Hans familie offentliggjorde på diverse sociale medier, at han var gået bort, og hans advokat bekræftede dødsfaldet torsdag.

På banen var O.J. Simpson både en af spillets bedste running backs gennem tiderne, men også en person, der var med til at nedbryde de racistiske skæl mellem hvide og sorte i USA.

I college på USC vandt han i 1968 the Heisman Trophy, prisen som årets bedste college-spiller, og modtog flest førsteplads-stemmer (855) i trofæets historie. Samme sæson satte han collegerekord for flest løbe-yards i en enkelt sæson med 1.709. Men han skulle blive et endnu større ikon i NFL.

I 1969 valgte Buffalo Bills Simpson som nummer 1 i NFL draften. Manden, der bare gik under øgenavnet “Juice”, fortsatte med at underholde football-fans og blev kåret som ligaens MVP i 1973, hvor han som den første runningback i historien løb for 2.000 yards i en sæson, hvilket vel at mærke dengang var på kun 14 kampe. Han holdt et gennemsnit på 141,3 yards pr. kamp, hvilket stadig er NFL-rekord.

O.J. Simpson tilbragte ni år hos Buffalo Bills, før han rejste hjem til Californien og sluttede karrieren med to sæsoner hos San Francisco 49ers.

Han blev optaget i Pro Football Hall of Fame i 1985.

Efter han lagde hjelmen på hylden, forblev han i rampelyset og NFL og arbejdede som kommentator for “Monday Night Football” og blev også en kendt skuespiller, blandt andet med de tre Høj pistolføring-film.

Men i 1994 ændrede hans liv sig for altid.

Den 12. juni blev ligene af Nicole Brown Simpson og Ronald Goldman fundet udenfor hendes lejlighed i Brentwood-området i Los Angeles. Simpson var en mistænkt i drabene, men i stedet for at melde sig selv, førte han politiet på en meget berømt biljagt i lavt tempo gennem Los Angeles. Seancen blev transmitteret direkte på tv, og det blev anslået at, 95 millioner amerikanere fulgte dramaet live.

Biljagten med O.J. Simpson havde så stor mediebevågenhed, at tv-stationen NBC endda afbrød sin direkte dækning af NBA-finalen mellem Houston Rockets og New York Knicks.

Hans straffesag begyndte i januar 1995 og blev kaldt “århundredets retssag”, og under stor ståhej blev Simpson frikendt mordene.

Men hans liv blev for altid forandret. Han gik fra at være et sportsidol til en udstødt kendis, før han i 2007 blev idømt 33 års fængsel for et mærkeligt røveri på et hotelværelse i Las Vegas.

O.J. Simpson er for evigt en NFL-legende. Men én som ligaen ikke længere vil associeres med.

Onsdag løb han tør for juice.