Efter 14 år i skammekrogen har Reggie Bush fået sin Heisman-pris tilbage. Det skyldes ikke mindst, at reglerne for kompensation af college-spillerne er blevet ændret.

Tilbage i 2005 leverede Reggie Bush én af de bedste individuelle præstationer i college football-historien. Bush løb for 1.740 yards, greb 37 bolde for 478 yards og scorede 18 touchdowns, hvortil han fik 784 stemmer og suverænt vandt Heisman-prisen, der gives til den bedste spiller i college-rækkerne hvert år.

Derfor var chokket totalt, da Heisman-fonden fratog Reggie Bush sin prestigefyldte pris, efter organisationen for collegesport NCAA i en storstilet undersøgelse fandt, at han havde modtaget penge og andre goder, mens han spillede for USC fra 2003 til 2005. Det var dengang forbudt for college-atleter at modtage nogen form for betaling.

Siden da har Bush arbejdet på at modbevise beslutningen, og han fik for alvor vind i sejlene, da NCAA ændrede reglerne for, hvordan college-spillerne måtte kompenseres for deres rettigheder. Den amerikanske højesteret fandt i 2021, at college-ligaen ikke med rimelighed kunne behandle spillerne som amatøreratleter og derved fratage dem muligheden for at blive kompenseret økonomisk.

Siden da har den amerikanske højesteret åbnet muligheden for, at college-spillerne kan modtage økonomisk betaling for deres navn, rettigheder og status (forkortes NIL). Senest har NCAA også foreslået at fjerne den eksisterende grænse for uddannelsesrelaterede betalinger. Det er på den baggrund, at Heisman-fonden nu har besluttet at anerkende og give Reggie Bush sin Heisman-pris tilbage.

– Vi er begejstrede over, at vi kan byde Reggie Bush velkommen tilbage i Heisman-familien og anerkende hans college-bedrifter. Vi har truffet beslutningen på baggrund af de seneste og gennemgående regelændringer, der er foretaget i college-rækkerne. Tiden er nu moden til, at vi kan give Reggie (Bush, red.) sit trofæ tilbage, skriver Heisman-fonden i en pressemeddelelse.

Reggie Bush blev draftet nr. 2 i 2006 af New Orleans Saints og nåede at spille 11 sæsoner i NFL, hvor han udover Saints spillede for Miami Dolphins, Detroit Lions, San Francisco 49ers og Buffalo Bills. I løbet af sine 134 kampe som professionel leverede han 5.490 løbe-yards, 3.598 grebne yards og scorede 54 touchdowns.