Hotlisten for spillere i amerikansk fodbold i diverse medier er notorisk præget af spillere på quarterback-positionen, og selvom andet kunne være fedt, så er det også tilfældet for dette års felt af spillere. Denne liste er ikke et forsøg på en forudsigelse af næste års draft, for der skal netop skelnes mellem det rå talent og værdien til et draft. Quarterback er selvsagt den mest iøjnefaldende (og vigtigste) position på et footballhold, men det betyder ikke nødvendigvis, at disse også er de bedste spillere målt på talent alene. Jeg kan ikke komme uden om et par stykker på listen, men der er afgjort også spillere på andre positioner, som kan kæmpe med om at være den bedste lige nu.

10. Breece Hall, Running Back, Iowa State Cyclones

Listen begynder med en running back, og det er ingen ringere end den bedste af slagsen i college lige nu. Hall spillede på et konsistent højt niveau hver uge sidste sæson, hvor han i alle undtagen én kamp havde over 100 yards fra scrimmage. Undtagelsen var en kamp mod Texas, hvor han sluttede med 91 yards, så den trækker ikke ned. Han blev årets offensive spiller i Big 12, og så endte han som nummer 6 i afstemningen af årets Heisman. Hall trak Iowa State helt til en Fiesta Bowl mod Oregon, hvor han vandt kampen for dem næsten egenhændigt. I kampen løb han for 136 yards og lavede 2 touchdowns på 34 forsøg. Han kommer ind til næste sæson som den måske varmeste spiller efter den fantastiske afslutning på sæsonen.

9. Evan Neal, Offensive Lineman, Alabama Crimson Tide

Bruce Feldman fra The Athletic udgiver hvert år en sjov liste, hvor han rangerer de største “freaks” i College. Og det er altså målt på atletisk evne, så det er udelukkende et kompliment. Øverst på årets liste finder man Neal, og det er der en grund til. Han er lige over 2 meter høj, og så vejer han næsten 160 kilo. Han er et bjerg, men stadig vanvittigt atletisk. Af en mand på den størrelse, så er han stadig relativt hurtig, og så gik han viralt online, da der blev lagt en video ud af ham lave et såkaldt split jump, hvor han springer 120 centimeter op, og derefter planter sine fødder på to forskellige kasser. Det er der ikke mange, der kan, og endda slet ikke med den kropsvægt. Hvis jeg var en defensivspiller, der stod over for ham, så ville jeg virkelig tigge træneren om at skifte side.

8. Tyler Linderbaum, Center, Iowa Hawkeyes

Den bedste center hører hjemme på listen, og Linderbaum er en NFL-klar spiller, som der bliver rift om til næste år. Han er en alsidig spiller, der allerede har spillet på begge sider af bolden med succes. Han har vist sig frem som offensive tackle også, inden han fandt sig helt til rette som center. I sidste sæson havde han 280 snaps, hvor han skulle beskytte quarterbacken i et kastespil, og kun 3 gange tillod han et pres på kasteren. Det gav ham førstepladsen på PFFs vurdering af centere, og han var tilmed også på All-American holdet, som er en hæder til de bedste spillere på deres positioner. Han er en enormt pålidelig og sikker spiller, som man kun kan forestille sig få succes i NFL. Hvis jeg var general manager, så ville jeg føle med Linderbaum, at jeg havde min center for de næste 10 år i ham.

7. Derek Stingley Jr, Cornerback, LSU Tigers

I det historiske mesterskab til LSU i 2019-sæsonen spillede Stingley som landets bedste defensive spiller i de afgørende kampe. Hans værdi på daværende tidspunkt var tårnhøj, og det er den givetvis stadig. Niveauet faldt en smule i sidste sæson som resultat af skader, og det er også derfor, at jeg ikke har ham højere end nummer 7. Han er en af de cornerbacks, der er så dygtig, at quarterbacks ganske enkelt ikke kaster hans vej. Finder han niveauet fra 2019-sæsonen frem igen, og det tror jeg, at han gør, så er han den første ikke-quarterback, som bliver valgt til næste års draft. På den modsatte cornerback-plads i LSU er Eli Ricks, som næsten er på niveau med Stingley allerede. De udgør sammen den bedste cornerback duo i college, og det kommer kun til at hæve niveauet hos Stingley, når de er nødt til at kaste hans vej også.

6. Kyle Hamilton, Safety, Notre Dame Fighting Irish

Efterspørgslen på safeties i NFL er lav, og det er også derfor, at Hamilton går en smule under radaren. Han er en decideret stjerne, og han kommer til at være lederen i defensiven hos Fighting Irish. Normalt i draften ser man fantastiske safeties blive valgt sent, fordi holdene har huller, som de prioriterer at dække først. Hvis en safety kan bryde med den regel, så er det Hamilton. Notre Dame møder nogle dygtige kastende quarterbacks i den kommende sæson, og det giver Hamilton mulighed for at vise sig frem, når han flyver fra sidelinje til sidelinje og bryder med afleveringerne. Jeg ved godt, at man sjældent holder øje med en safety, når man ser football, men hold lige øje med ham her. 

5. Chris Olave, Wide Receiver, Ohio State Buckeyes

På femtepladsen er den bedste i college til at løbe ruter, og der er ikke mange, som kan skabe separation som ham. Han blev overskygget sidste år af DeVonta Smith, der også endte med at vinde Heisman-prisen, men ellers var der ingen, der kunne slippe fra en cornerback, som ham. Olave havde egentlig muligheden for at komme i NFL allerede til sidste draft, men han valgte overraskende at tage tilbage til Ohio State for at spille en sæson mere. Han var med stor sandsynlighed blevet taget i runde 1, men han har valgt at satse på sig selv inden næste draft. Han er den bedste receiver i college lige nu, og det eneste, der kan holde ham tilbage, er hvis quarterback CJ Stroud ikke kan ramme ham, for han kommer helt sikkert til at være fri. 

4. Ahmad Gardner, Cornerback, Cincinatti Bearcats 

Der er ikke så stor opmærksomhed omkring Gardner, fordi han ikke spiller på et af de bedste hold. I min optik er han den bedste cornerback i college lige nu, men det kan ændre sig, hvis Stingley kommer tilbage på topniveau. Hvis man er i tvivl om niveauet, så hør lige her: han har ikke tilladt et eneste touchdown på de 84 forsøg, hvor en quarterback har sigtet efter den wide receiver, som han dækker op. Der kan man tale om en cornerback, der bare lukker af. Han har kun tilladt 16 first downs, og hele 22 gange er han gået direkte på bolden for at bryde et spil op. Det er flest af alle i FBS, altså det højeste niveau i landet. Quarterbacks har en rating på 35.3, når de kaster mod ham. Det tal er helt skørt, for hvis du kaster bolden i jorden på hvert spil, så har du en højere rating på 39.6! Cincinatti havde ikke det hårdeste program i 2020-sæsonen, så Gardner mangler stadig at vise sig mod nogle af de bedste receivere. Det tæller dog med hos mig, at han har spillet næsten fejlfrit siden han kom til college, og der er cornerback en af de sværeste positioner, hvor man ofte i det første år har det hårdt. Han er absolut en af de bedste mand-til-mand cornerbacks i landet, hvis ikke den bedste, lige nu. 

3. Sam Howell, Quarterback, North Carolina Tar Heels 

Hvis jeg skal lave den her liste igen om 4 måneder, så tror jeg ikke, at Howell er så højt på listen som nu. Efter blot to år hos Tar Heels er han rekordholder i næsten alle kategorier, når det gælder passing. Han har kastet for 7227 yards og 68 touchdowns, hvilket belønnede ham med en sjetteplads hos PFF for alle quarterbacks i sidste sæson. Men hvis man kun er den sjette bedste quarterback, hvordan kan man så være den tredje bedste spiller i hele college? I hans bare andet år stod han for den næstbedste vurdering af effektivitet i ACC-divisionens historie, kun overgået af Heisman-vinder Jameis Winston i 2013. North Carolina er ikke et hold, som der er nogen som helst forventninger til, og han fik endda båret dem til en kamp i Orange Bowl, hvor de skulle spille om et stort trofæ for første gang siden 1949. På trods af nederlag, så har Howell virkelig markeret sig som en af de mest interessante quarterbacks lige nu. Han har mistet Javonte Williams, Dyami Brown og Dazz Newsome i offensiven, som nu er i NFL, og jeg har svært ved at se, hvordan Howell skal leve op til det tårnhøje niveau, som han spillede på i sidste sæson. 

2. Spencer Rattler, Quarterback, Oklahoma Sooners

Rattler er favoritten blandt mange til at blive den næste Heisman-vinder. Det hjælper en hel del, når man spiller den vigtigste rolle på et af de bedste hold, men Rattler er stadig skræmmende god. Jeg har ham ikke øverst på listen, fordi jeg mangler at se lidt mere fra ham. Hans tal er imponerende, men det skal de også være, når man står bag en så god offensiv linje med det udvalg af receivere, som han har at kaste til. Han skulle lige finde sine fødder i offensiven først, men han sluttede de sidste 8 kampe af med lutter sejre, hvor det blev til 18 touchdowns og kun 3 interceptions. PFF belønnede ham med en tredjeplads for bedste kastende quarterback i sidste sæson, kun overgået af Mac Jones og Zach Wilson, som nu er i NFL. Der er skyhøje forventninger til både Rattler og resten af Oklahoma-mandskabet, og det vil ikke være en overraskelse, hvis han tager Heisman-prisen, og bliver valgt først i næste års draft. 

1. Kayvon Thibodeaux, Defensive End, Oregon Ducks 

Det er så fedt, at jeg kan slippe for at have en quarterback på førstepladsen. Det er vi så vant til, og Thibodeaux fortjener den her placering. Han er den mest frygtede defensivspiller i den kommende sæson, og forventningerne til hans indflydelse på banen er enorme. Han besidder alle de mål og færdigheder, som holdene søger i en edge rusher af stjernekaliber. Der er enormt fokus på spillernes atletiske evne i football, og her tjekker Thibodeaux alle kasserne. Hans spil er hovedsageligt bygget op omkring eksplosivitet fra line of scrimmage og et par hurtige arme, som slår de offensive linjemænds hænder ud af balance og giver dem skøjter på. Han får også point for sin utrættelige indsats, og der bliver ikke holdt tilbage i kampene. Hvis du holder øje med ham, så løber han altid tilbage efter de offensive spillere, hvis de er gået forbi forsvaret. Hans højdepunkt i forhenværende sæson var i PAC-12 titelkampen mod USC, hvor han fik Alijah Vera-Tucker til at ligne en lille mand. Og hertil skal det nævnes, at Vera-Tucker er 1.96 høj og vejer 140 kilo. Vera-Tucker blev desuden valgt som 14 i årets draft, så det er ikke hvem som helst. Jeg er ikke i tvivl: Kayvon Thibodeaux er den bedste spillere til den kommende sæson!