Video: Michigan er collegemestre!

0

Med en sejr på 34-13 over Washington Huskies fik Jim Harbaugh endelig leveret det, som han lovede ved sin ansættelse for ni sæsoner siden: Et nationalt mesterskab til Michigan Wolverines.

Der var på forhånd store forventninger til årets finale. På den ene side stod Michigan Wolverines, det vel nok mest komplette hold set over hele sæsonen. Med et frygtindgydende løbeangreb og et skræmmende forsvar havde de endnu til gode at tabe. Og på den anden side Washington Huskies, som ligeledes ikke havde prøvet at tabe og som tilsyneladende trivedes ved at være de undertippede. Anført af QB Michael Penix Jr. og en skræmmende receivertrio havde Washington tilegnet sig det bedste kasteangreb på tværs af College Football.

Michigan kom bedst fra land, og efter en usikker start fra Washingtons angreb stod det pludselig 17-3 til Michigan i anden quarter. Hvor man ellers på dette tidspunkt kunne frygte endnu en ujævn finale, så formåede Washington at bide sig fast og holdt Michigan fra fadet i resten af halvlegen. Washington selv fik også gang i noget momentum, da Penix Jr. fandt WR Jalen McMillan på 4th and goal med kun 42 sekunder tilbage af halvlegen.

Det momentum lykkedes de dog ikke med at holde intakt i anden halvleg. Penix Jr. blev intercepted to gange i anden halvleg, herunder på første spil af DB Will Johnson, og han sluttede dagen med kun at ramme på 53% af sine kast.

Kombineret med problemerne for Washingtons kasteangreb, så kunne Michigan løbe solen sort, og da kampen blev fløjtet af og konfettien dalede ned fra himlen, så havde Michigan løbet for mere end 300 yards og fire touchdowns. RB Blake Corum og RB Donovan Edwards endte begge med over 100 yards og to touchdowns.

Corum blev kåret til kampens offensive profil, mens Johnson snuppede æren på den defensive side. Det var Michigans første mesterskab siden 1997 og deres første 15-0 sæson nogensinde.

Du kan se højdepunkterne fra kampen nedenfor: