Gul Kluds bud på slutstillingen i AFC North

Førstepladsen: Cincinnati Bengals  

Cincinnati Bengals er den naturlige forhåndsfavorit til at hjemtage AFC North-divisionen for tredje år i træk, hvilket ikke er sket siden halvfemserne, hvor Pittsburgh Steelers vandt fire divisionstitler i træk. Selvom det er Joe Burrow, Ja’Marr Chase og resten af angrebet, der løber med overskrifterne, så bunder Bengals’ succes også i forsvarets evner og veludviklede relationer. I den seneste sæson tillod Bengals’ forsvar femte færrest point og forcerede ottende flest turnovers i NFL, ligesom Lou Anarumo og co. à flere omgange har drillet sværvægterne fra Kansas City Chiefs. 

Det betyder imidlertid ikke, at Bengals kommer til at vade hen over divisionen. For eksempel har Joe Burrow haft det notorisk svært mod Cleveland Browns, som han kun har slået i én af fire kampe, ligesom han har tabt flere kampe, end han har vundet mod holdene fra AFC North (7-8). Tabet af Jessie Bates III kan også blive et problem for Bengals’ forsvar, og det bliver uhyre spændende at se, hvordan Lou Anarumo udfylder tomrummet i sine bagerste geledder. Sidst, men ikke mindst, så er Bengals også pisket til succes i år, før de skal forlænge kontrakten med Joe Burrow, hvilket kommer til at begrænse deres økonomiske råderum i de kommende sæsoner. Det kan meget vel være den sidste sæson, hvor Bengals er i stand til at omgive Burrow med den talentmasse, som gør dem til det mest komplette mandskab i AFC North – og det må og skal de udnytte til fulde. 

Andenpladsen: Baltimore Ravens  

Potentialet er enormt i Baltimore, hvor det ikke er utopisk at forestille sig, at Ravens både vinder divisionen og udfordrer Kansas City Chiefs i kampen om billetten til Super Bowl LVIII. Eric DeCosta har skabt ro omkring holdets fremtid og hierarki ved at forlænge Lamar Jacksons kontrakt. Derudover har angrebet fået en tiltrængt saltvandsindsprøjtning i form af Odell Beckham Jr., Zay Flowers og Nelson Agholor, som giver Todd Monken optimale betingelser til at modernisere og styrke Ravens’ angreb. Samtidig viste Mike Macdonald i fjor, at han er mere end i stand til at begå sig som defensiv koordinator i NFL, da hans forsvar gradvist forbedrede sig og i sidste ende bare tillod tredje færrest point i ligaen. 

Selvom potentialet ikke er til at tage fejl af, så er der også en række tvivlsspørgsmål, som gør det svært at spå om Ravens’ titelchancer. Kan Lamar Jackson holde sig skadefri? Er Odell Beckham Jr. stadigvæk motiveret og i stand til at bære et receiverkorps? Er Tyus Bowser, David Ojabo og Odafe Oweh dygtige nok til at levere det nødvendige presspil? Og hvordan lukker Ravens hullet efter Marcus Peters? Der er meget, som kan gå galt, men hvis alt går op i en højere enhed, så er Ravens et frækt bud på en titelkandidat. 

Tredjepladsen: Pittsburgh Steelers 

I løbet af Mike Tomlins 16 sæsoner som cheftræner har Pittsburgh Steelers ikke tabt flere kampe, end de har vundet. Det er ganske enkelt imponerende, og det virker også til, at Tomlin hurtigt og effektiv har fået vendt skuden i Pittsburgh, efter at Ben Roethlisberger trak sig tilbage. Det var endda til trods for, at T.J. Watt missede syv kampe i fjor – og med ham tilbage i fulde omdrejninger, må vi forvente, at Steelers’ forsvar vender tilbage til sit niveau fra 2021, hvor de bl.a. leverede suverænt flest sacks i ligaen og Watt kunne lade sig krone som den bedste forsvarsspiller med 22,5 sacks i banken. 

Kombineret med at Steelers’ angreb består af flere lovende, talentfulde spillere såsom Najee Harris, George Pickens, Pat Freiermuth og nytilkomne Darnell Washington, samt at Omar Khan har investeret betydelige ressourcer i sin offensive linje, så forventer jeg, at Steelers kommer til at bide skeer med de bedste hold i NFL og kandidere om en slutspilsplads. Fundamentet i og omkring Steelers er simpelthen for godt til, at holdet falder igennem. Og hvis Kenny Pickett fortsætter sin positive udvikling og tager det næste skridt i sin karriere, så bliver Steelers et giftigt bekendtskab i 2023. 

Fjerdepladsen: Cleveland Browns 

Uha. I skrivende stund er Cleveland Browns det hold, som bruger flest lønkroner i NFL, og det virker nærmest til, at succeskriteriet er slutspilsavancement i 2023. På papiret råder Browns også over et spændende hold, som kun bliver bedre af de massive investeringer i skyttegravene, der giver Myles Garrett gunstige arbejdsbetingelser for at kunne forløse sit særlige talent.

Problemet er bare, at Browns reelt set ikke ved, om de er købt eller solgt med Deshaun Watson som quarterback. Watson var en sørgelig skygge af sig selv i fjor, og det er påkrævet, at han genfinder sit spil, sit fokus og ikke mindst sin motivation for spillet, hvis Browns overhovedet skal vinde flere kampe, end de taber i 2023. Der er ganske enkelt ingen lette kampe i AFC North, og jeg er ikke overbevist om, at fundamentet i Cleveland er stærkt nok til at kunne overvinde flere middelmådige præstationer af Watson. Såvel Watson som Browns’ ledelse kommer til at være under et enormt pres på grund af førstnævntes kontroversielle fortid og den enorme lønpose, som Browns ikke desto mindre langede ud til ham. Det er ikke utænkeligt, at bunden falder ud af Browns’ mandskab, og at deres sæson går op i flammer – og i givet fald kan Kevin Stefanski snart være fortid i Cleveland. 

Karakterer for andre divisioner:
AFC: AFC East | AFC West | AFC North | AFC South
NFC: NFC East | NFC West | NFC North | NFC South