
Har Jacksonville Jaguars meldt deres ankomst i toppen af AFC, eller vil de blive udfordret af de tre andre hold i divisionen, som alle er i gang med at genopbygge deres hold. Gul Klud sætter fokus på benhårde AFC South, hvor unge quarterbacks vil præge dagsordenen for 2023.
Sæsonen står omsider for døren og det betyder, at vi går i dybden med alle divisionerne i NFL her på Gul Klud. Hvem har forstærket sig mest? Hvordan er styrkeforholdet? Og hvilke hold, spår vi, bliver kronet som divisionsvindere i sidste ende? Det er nogle af de spørgsmål, som vi forsøger at besvare frem mod 2023-sæsonen, som løber af stablen natten til fredag d. 8. september, når Kansas City Chiefs får besøg af Detroit Lions.
Her retter vi spotlyset mod AFC South, der med flere unge quarterbacks går ind i en ny æra, hvor Jacksonville Jaguars i 2023 har mulighed for at tage teten tidligt i denne æra. Med Trevor Lawrence i spidsen vendte de divisionen på hovedet i anden halvdel af 2022 og sikrede sig divisionstitlen. Nu er de favoritter igen i et år, hvor de tre andre hold har sat gang i et generationsskifte.
Colts og Texans stod for tre af de første fire valg i 2023-draften, og det kastede blandt andet en quarterback af sig til begge hold. Både C.J. Stroud hos Texans og Anthony Richardson hos Colts vil formentlig starte allerede fra uge 1, og det signalerer startskuddet på nye tider hos begge hold efter nogle skuffende sæsoner. Hos Titans har man også draftet en ny quarterback, men det var i anden runde, og man forventer derfor fortsat at erfarne Ryan Tannehill skal være starter i år. Det bliver dog med en masse nyt blod omkring ham, og det er spændende at se, om Titans kan bibeholde et konkurrencedygtigt niveau efter udskiftningerne i truppen.
AFC South er på papiret ikke den stærkeste division i ligaen, når sæsonen skydes i gang, men det er måske en af de mest interessante at se i løbet af sæsonen. Alle hold har dele af truppen, der måske skal finde deres fødder, før man ser deres endelige niveau. Vi forventer derfor stor udvikling og udsving, som sæsonen skrider frem.
Hvordan er tingenes tilstand i NFC North?
10 kampe inde i 2022-sæsonen førte Tennessee Titans AFC South komfortabelt med en 7-3 record. Meget skulle gå galt, hvis de skulle smide divisionen, hvor de tre andre hold slingrede voldsomt. Og meget gik galt. Titans blev ramt af skader, som satte gang i en offensiv deroute. Det betød nederlag i samtlige af sæsonens sidste syv kampe, og det åbnede døren for Jacksonville Jaguars, der på et tidspunkt var 2-6. Med seks sejre i de sidste syv kampe vendte Jaguars divisionen på hovedet og vippede Titans af pinden.
Jaguars’ flotte anden halvdel af sæsonen kom på baggrund af kontinuerlige forbedringer i truppen, men især Doug Pedersons arbejde med at løfte den unge quarterback Trevor Lawrence begyndte at bære frugt. Lawrence havde et mareridt af en rookiesæson under trænerkatastrofen Urban Meyer, men med fremgangen i løbet af 2022 ligner det endelig, at Jaguars har fundet den quarterback, de kan bygge holdet op omkring.
Det har Jaguars også forsøgt i off season, hvor deres helt store tilføjelse er receiver Calvin Ridley. Ridley har siddet ude med en karantæne i hele 2022 for at bette på NFL-kampe, men da han tilbage i 2020 for alvor brød igennem, lignede han en af ligaens bedste receivere. Det niveau, håber Jaguars, han kan genfinde, så han sammen med våben som Christian Kirk, Evan Engram og Travis Etienne kan løfte Jaguars til nye højder. Med relativt få afgange og Ridley som næsten eneste nævneværdige tilgang, giver det Jaguars noget kontinuitet, som de andre hold i divisionen savner forud for 2023.
Indianapolis Colts, Houston Texans og Tennessee Titans udgør resten af divisionen, og de går ind til 2023 med væsentligt flere usikkerheder, heriblandt quarterback-pladsen. Hos Titans har man efter det skuffende 2022-kollaps valgt at lave et mindre generationsskifte. Truppen var begyndt at falme med for mange missere i draften og free agency, og der skulle sættes en ny retning for holdet. Samtidig er Ryan Tannehill blevet 35 år, og med valget af Will Levis i toppen af anden runde af årets draft er de også begyndt at kigge mod fremtiden.
Det er dog ikke sådan, at Titans helt har opgivet 2023 for at bygge mod fremtiden. Der er stadig meget kvalitet i truppen fra de gode år 2019-2021, og især deres forsvar bliver interessant at følge i 2023. I 2022 startede det nemlig fantastisk med en brutal defensiv linje, der gjorde det umuligt at løbe bolden mod dem, mens spillere som Jeffery Simmons og Denico Autry også skinnede mod kastet. Nu har enheden fået Harold Landry tilbage fra skade, mens Arden Key er blevet tilføjet i free agency. Hvis den defensive linje kan fortsætte sidste års takter, så kan den talentfulde koordinator Shane Bowen nok en gang stå med en glubsk enhed. Derudover har man tilføjet DeAndre Hopkins til angrebet, og kan han sætte skub i kasteangrebet, kan Titans stadig været et meget ubehageligt hold at møde.
Hvor Titans også kigger på resultaterne i 2023, så har Texans og Colts brugt off season på næsten udelukkende at kigge mod fremtiden. For dem handler det i høj grad om at finde deres langsigtede identitet og strategi. Begge hold har været igennem nogle svære sæsoner, hvor Texans har været ligaens prügelknabe i flere år og Colts’ satsninger gang på gang har fejlet. Derfor har begge hold skiftet træner i løbet af off season og begge har ligeledes valgt en quarterback i første runde af draften.
Hos Colts har man hentet Shane Steichen ind som træner efter nogle gode år hos Philadelphia Eagles, og ham har man givet den super atletiske, talentfulde og upolerede quarterback Anthony Richardson til udvikling. Richardson har al det potentiale, man kan ønske sig, men spillet var stadig meget svingende i college. Hos Colts skal han operere bag en god offensiv linje, som forhåbentligt kan give ham arbejdsforhold til at udvikle sig sammen med en ung receivergruppe med spillere som Michael Pittman Jr., Alec Pierce og Josh Downs, der alle er draftet indenfor de sidste tre år. Hvis Richardson kan finde fodfæstet med det samme, kan det blive en spændende gruppe, men ellers er talentet på resten af Colts’ holdet næppe godt nok til at bære Richardson og Colts langt i år.
Hos Texans har man været på rov hos 49ers, hvor DeMeco Ryans styrede forsvaret med stor succes i 2022. Han skal nu være cheftræner hos Texans og forsøge at genoplive dem fra de døde. Han har fået C.J. Stroud som den unge quarterback, han skal forsøge at udvikle. Også Stroud er omgivet af unge spillere som John Metchie, Nico Collins, Tank Dell og Dameon Pierce, men Texans har forsøgt lidt mere også at tilføje nogle rutinerede kræfter, der kan hjælpe Stroud på vej. På den offensive linje har man hentet bundrutinerede og solide Shaq Mason, mens receiver Robert Woods og tight end Dalton Schultz også giver erfaring blandt kastevåbnene. Det giver forhåbentligt et eller andet form for bundniveau offensivt, og så er det op til DeMeco Ryans at forløse de unge talenter som Will Anderson, Derek Stingley og Jalen Pitre på forsvaret.
Overordnet vil manges øjne være rettet mod Jacksonville Jaguars i 2023. Kan de løfte sig op i toppen af AFC, eller kan de ikke finde det næste niveau. Hvis det sidste er tilfældet, er der tre spændende og nye projekter i divisionen, som hurtigt kan indhente og overhale dem. Mon ikke mindst et af dem overrasker i år.
På næste side ser vi nærmere på styrkeforholdet i AFC South








