NFC West bliver i 2023 en division, der potentielt kan byde på både ligaens bedste og dårligste hold. Vi ser i denne optakt nærmere på alle divisionens mandskaber, fra Super Bowl-aspiranter til hold i desperat jagt på ny identitet. 

Sæsonen står omsider for døren og det betyder, at vi går i dybden med alle divisionerne i NFL her på Gul Klud. Hvem har forstærket sig mest? Hvordan er styrkeforholdet? Og hvilke hold spår vi, bliver kronet som divisionsvindere i sidste ende? Det er nogle af de spørgsmål, som vi forsøger at besvare frem mod 2023-sæsonen, som løber af stablen natten til fredag d. 8. september, når Kansas City Chiefs får besøg af Detroit Lions.

NFC West er som regel garant for tætte, uforudsigelige kampe og stærke følelser, på trods af, at det en af de nyere divisionskonstellationer i NFL. I år indeholder divisioner muligvis den største diversitet i hold. Fra San Francisco 49ers, der regnes blandt de største favoritter til dette års Super Bowl-sejr til solide Seahawks, et Rams-hold i en halv genopbygningsfase og slutteligt Arizona Cardinals, der på papiret er blandt de største kandidater til førstevalget i 2024-draften.

Der er derfor mange spændende aspekter at analysere, så lad os komme i gang.

Hvordan er tingenes tilstand i NFC South

Divisionens dårligste hold fra i fjor, ser ud til at kunne gentage den bedrift i den kommende sæson. Medmindre man har fokus på 2024-draften, så er der ikke megen grund til glæde hos Arizona Cardinals. Holdet har i den grad ryddet ud på både spiller-, træner- og ledelsesfronten, hvor man har sagt farvel til general manager Steve Keim, cheftræner Kliff Kingsbury, Deandre Hopkins og ottendevalget fra 2020-draften, Isaiah Simmons.

Efter forbedringer de første år under Kliff Kingsbury, så faldt korthuset sammen i 2022, hvor det kun blev til fire sejre og tretten nederlag. En grim knæskade til Kyler Murray havde lidt at sige, og den skade bliver da også et meget centralt emne for holdet i år og den nærmeste fremtid, men holdet manglede en identitet, og den skal de i gang med at finde.

Cardinals gjorde opmærksomme på sig selv i denne offseason, ikke kun på grund af fyringer, men også den måde holdets nye general manager, Monty Ossenfort, har ageret på, siden han blev ansat tidligt på året. Arizona havde tredjevalget i draften, men i en spektakulær handel med Houston Texans sikrede de sig Houstons førsterundevalg i 2024, hvilket kan blive meget værdifuldt. Efter endnu en handel med Detroit Lions, så endte Arizona med at vælge offensive tackle Paris Johnson som den sjette spiller i 2023-draften, og han kan blive hjørnestenen i den massive offensive genopbygning, der skal i gang. Foruden Monty Ossenfort så skal den tidligere defensive koordinator hos Eagles, Jonathan Gannon være med til at forme holdet fremadrettet. Den nye cheftræner har sine forcer på den defensive side af spillet, men også her har Cardinals i flere år manglet kvalitet og identitet. Holdet har sagt farvel til Byron Murphy og Zach Allen, to af de spillere, der har været positive bidragsydere i fjor. Udover Budda Baker er der ikke mange spillere, der umiddelbart kan gøre en forskel. Holdet har hentet spændende pass rusher BJ Ojulari i draften, men ellers har der ikke været nogle opgraderinger de seneste måneder.

Hos Los Angeles Rams blev den forgangne sæson en negativ overraskelse. Efter at have vundet Super Bowl i 2021 var der massive tømmermænd i 2022. Det blev kun til fem sejre, men et væld af skader ramlede også ned over specielt holdets angreb, hvor de to største profiler, quarterback Matthew Stafford og receiver Cooper Kupp, begge sad ude store dele af året. Derudover var den offensive linje yderst ramponeret. Rygterne har svirret omkring holdet siden sæsonen sluttede, blandt andet omkring cheftræner Sean McVay, som angiveligt skulle have overvejet at kvitte stillingen for at arbejde som ekspert på TV, men også om stjernequarterback Matthew Stafford, som Rams måske har forsøgt at handle væk. De er dog begge i klubben og alle rapporter fra træningslejren har lydt på, at McVay har nydt at træne den meget nye gruppe af spillere. 

Los Angeles har nemlig for alvor gang i et generationsskift. Der er 36 rookies involveret i holdets træningslejr, 14 af disse valgte Rams i dette års draft. Det er helt vanvittigt, men måske det der skal til. Los Angeles gjorde en dyd ud af sige “fuck them picks” og trade deres tidlige draftvalg for etablerede stjerner. Nu har de sendt Jalen Ramsey til Miami for at skaffe sig draftvalg. Los Angeles har også gjort en dyd ud af at scoute spillere, hvilket i deres Super Bowl-sæson førte til meget spilletid fra unge spillere. Det samme skal de håbe på i år, for udover den gamle kending, safety John Johnson, er der ikke kommet flere erfarne spillere til, mens de har sagt farvel til etablerede navne som Bobby Wagner, Leonard Floyd, A’Shawn Robinson, Nick Scott, Taylor Rapp og førnævnte Jalen Ramsey. Ledelsen har ikke gjort meget for at forbedre en offensiv linje, der ikke præsterede godt i fjor, men hvis Stafford og Kupp holder sig raske, bør det hæve bundniveauet voldsomt. 

Sidste års divisionsvindere, San Francisco 49ers, står overfor en meget interessant sæson. Efter sæsonen endte i NFC-finalen, med tre skadede quarterbacks, håber de nu på at komme tilbage under ledelse af Brock Purdy, der sidste år tog de fleste NFL-seere med storm. Han blev valgt som den sidste spiller i draften, og ko efter skader til Trey Lance og Jimmy G ind på den største scene og var med til at guide holdet til syv sejre ud af syv mulige, inden han gik ned i kampen mod Eagles. Han er nu den ubetingede starter i klubben, der har gjort Sam Darnold til backup og Trey Lance er altså helt ude i kulden, så ude i kulden, at holdet tradede ham til Dallas Cowboys. Han må anses som en af de største draftskuffelser i nyere tid.

49ers’ forsvar var i fjor ligaens bedste og her huserede også årets defensive spiller, nemlig Nick Bosa. Han ønsker dog en ny kontrakt og har siddet uden i training camp i protest. Grundet forsvarets succes de seneste år, er der også en del ændringer til den kommende sæson, da San Francisco ikke har kunnet holde på alle. Væk er holdets defensive koordinator, Demeco Ryans, som nu er cheftræner i Houston. 49ers har også sagt farvel til flere spillere, der har præget de seneste år, herunder højre tackle Mike McGlinchey, defensive back Jimmy Ward samt defensive linjefolk som Samson Ebukam og Charles Omenihu. Holdet har spenderet stort på defensive tackle Javon Hargrave, i free agency. Han bør være født til rollen som disruptiv indvendig pass rusher i San Franciscos forsvar. For et hold, der har mistet en del spillere og ikke kunnet tilføje mange i draften, er Hargrave en enorm gevinst, der kan blive afgørende, hvis 49ers spiller slutspilsfodbold sent i januar måned.

Præcis som Brock Purdy overraskede NFL-verdenen med sit flotte spil, så gjorde veteranen Geno Smith det samme for Seattle Seahawks. Efter at have tilbragt seks sæsoner som reservespiller trådte han igen ind som starter, og han gjorde det fornemt i størstedelen af sæsonen. Seattle går ind til den kommende sæson med langt flere forhåbninger, end man turde gisne om på samme tidspunkt sidste år. Kernen på holdet er den samme, men med to førsterundevalg har de fået en masse ungt talent ind i receiver Jaxon Smith-Njigba og cornerback Devon Witherspoon. Debatten om, hvorvidt Seattle burde have valgt defensive tackle Jalen Carter kommer nok fortsat til at rase, specielt efter Witherspoon har tilbragt størstedelen af sin tid i Seattle hos fysioterapeuterne grundet skader. Smith-Njigba brækkede desværre en knogle i håndledet og er tvivlsom til de første kampe, men han er præcis den type receiver, som Seattle har manglet i mange år, en væver spiller, der kan gøre skade på korte og mellemlange kast midt i banen. Han bør blive fremragende for Seattle.

Holdet har forsøgt at skifte ud på den defensive linje, der sidste år skuffede fælt. Dre’Mont Jones, Mario Edwards, Jarran Reed og de to rookies Cameron Young og Mike Morris er kommet ind for at forstærke et af ligaens mindst effektive løbeforsvar. En væsentlig faktor i den ligning er Bobby Wagners hjemkomst. Linebackeren havde et sabatår i Los Angeles, hvor han præsterede fornemt og skal nu forsøge at hjælpe Seattle tilbage til sejre i slutspillet. 

På næste side ser vi nærmere på de mest centrale spørgsmål i NFC West i 2023