San Francisco 49ers

Den uomtvistelige favorit i divisionen må være San Francisco, der dominerede NFC West i fjor og vandt alle syv opgør mod de andre hold i divisionen. De har på papiret et af de stærkeste hold i NFL og må, sammen med Eagles, være favoritterne til at deltage i årets NFC-finale og dermed potentielt få muligheden for hævn over de grønne fugle.

Selv om der har været lidt talentflugt fra forsvaret, så bør tilføjelsen af Javon Hargrave til kernen være nok til, at de kan høre til blandt ligaens bedste og mest toneangivende i den kommende sæson. Angrebet får en hel sæson med en, forhåbentlig, skadesfri Deebo Samuel, George Kittle og Christian McCaffrey, som flankeres af undervurderede Brandon Aiyuk. Det ligner en af de skarpeste grupper i NFL, specielt når taktikeren på sidelinjen hedder Kyle Shanahan. Det er den giftige kombination, som gør, at holdet hører til blandt Super Bowl-favoritterne.

Seattle Seahawks

De fik en overraskende andenplads i divisionen i 2022 og kom i slutspillet, hvilket bør være målet igen i år.  Pete Carroll er naturligvis typen, der altid har Super Bowl som målet for sig selv og holdet, men kan de nå til slutspillet og vinde en kamp for første gang siden 2019, så bør man regne sæsonen for en succes. Holdet har et spændende forsvar, med en bagkæde bestående af Quandre Diggs, Julian, Love, forhåbentlig Jamal Adams, sidste års fremragende rookie, Tariq Woolen, den overraskende dygtige Michael Jackson og så det nyeste skud på stammen, femtevalget i draften, cornerback Devon Witherspoon. Spiller den gruppe op til det høje potentiale, de har, så bliver det måske ikke Legion of Boom-niveau, men tættere på end Seattle har været siden 2017.

Angrebet afhænger som beskrevet før af Geno Smith og hvorvidt holdets runningbacks, den småskadede Kenneth Walker og rookie Zach Charbonnet, kan holde tur i den på jorden. Holdets kasteangreb med DK Metcalf, Tyler Lockett, Smith-Njigba og en bred, dygtig tight end-gruppe har i hvert fald masser af potentiale.

Los Angeles Rams

Sean McVays tropper skuffede i fjor, og der har været megen udskiftning siden. Holdet består af en flok ganske ubeskrevne blade, men jeg tror ikke, man skal afskrive holdet for tidligt. Meget afhænger af Matthew Staffords helbred, for hvis ikke quarterbacken spiller størstedelen af sæsonen, så kommer de til at få det svært. Holder han, og Cooper Kupp, sig raske, så bør angrebet trods alt have et niveau, der kan vinde dem flere kampe på egen hånd.

Det samme kan Aaron Donald, men han får brug for mere hjælp end han havde i sidste sæson, hvor han fik tidlig sommerferie grundet skader. Der er flere spændende spillere på forsvaret, men ikke mange etablerede trusler. Jeg har større tiltro til, at McVay får styr på angrebet end forsvaret, men jeg ser alligevel Rams ende med syv – ni sejre og kæmpe med om et wild card.

Arizona Cardinals

Cardinals var sidste år divisionens værste hold, og i år er de stærke kandidater til at være ligaens værste hold. Hvis ikke Kyler Murray vender tilbage, så er det svært at se holdet vinde mange kampe, der er simpelthen ikke meget talent på holdkortet. Reserverne på quarterbackpladsen hedder Josh Dobbs og rookie Clayton Tune, der blev valgt i draftens femte runde. Dobbs kom til klubben i trade for få dage siden og Tune er rookie. Der er altså ingen kontinuitet fra sidste sæson, da man valgte at fyre Colt McCoy

Cardinals har to valg i første runde af næste års draft, og året kommer øjensynligt til at være forberedende til genopbygningen. Holdet skal finde de spillere, der er værd at beholde og bygge omkring. De har allerede skilt sig af med flere spillere, både de aldrende og de projekter, der ikke slog an. Arizona har stadig spillere som Zach Ertz og Hollywood Brown, der kan spille en positiv offensiv rolle i år, det samme kan siges om Budda Baker på forsvaret, men det kræver at resten af holdet kan sætte dem op. Det ser ikke kønt ud.

Karakterer for andre divisioner:
AFC: AFC East | AFC West | AFC North | AFC South
NFC: NFC East | NFC West | NFC North | NFC South