Kan Arizona få noget positivt ud af denne sæson?

Spørgsmålet for Cardinals bliver yderst bredt, men holdet er et af de eneste, der går ind til sæsonen uden et klart område, de kan bygge deres succes op omkring. De har Kyler Murray, men den atletiske quarterback er på vej tilbage fra en grim knæskade, og der er tvivl om, hvorvidt han overhovedet kommer til at spille i år. Holdet har ikke haft succes med deres draftvalg de seneste år, så holdkortet ser umådeligt tyndt ud rent talentmæssigt. Det handler for Cardinals om at få kørt Jonathan Gannon ind som holdet cheftræner og derefter finde de spillere, der kan blive en del af fremtiden og starte med at bygge en identitet.

Paris Johnson var en af de mest talentfulde offensive linjemænd i årets draft, og Arizona valgte også den atletiske guard Jon Gaines i midten af draften. Holdets nye offensive koordinator, Drew Petzing, har tidligere været tight end-træner og noget kunne tyde på, at den offensive linje og tight ends kunne blive et sted holdet fokuserede på at få succes. Kan de få det til at spille med Trey McBride og Zach Ertz? Det vil også komme danske Hjalte Froholdt til gode. Den store dansker ser lige nu ud til at blive holdets startende center i denne sæson. Arizona skal også bruge året på at finde ud af, om førsterundevalget fra 2021, linebacker Zaven Collins, kan være en produktiv spiller i NFL, eller om han ryger på porten som Isaiah Simmons, en anden alsidig superatlet, der fejlede i Arizona.

Kan andre end Aaron Donald gøre væsen af sig defensivt

Der er naturligvis spørgsmål omkring Matthew Staffords evne og den offensive linje, men mit fokus er et andet sted, end der hvor Sean McVay har sin ekspertise. Los Angeles Rams havde i flere år et skarpt og alsidigt forsvar, og fremragende Aaron Donald huserer stadig på den defensive linje, men tager man et kig ned af holdkortet, så er de resterende spillere stort set ukendte for alle andre end superfans. 

Ni spillere hos Rams spillede mere end 500 defensive snaps i fjor, kun to er tilbage i år, den ene er Aaron Donald, mens den anden er linebacker Ernest Jones. Det kunne nemt blive en meget hård sæson, selv om de har hentet en veteran fra systemet, safety John Johnson, hjem igen. Rams skal håbe, at nogle af de unge spillere, som sidste år viste glimt af potentiale i rotationsroller, som cornerback Cobie Durant eller linebacker Michael Hoecht, er klar til at tage skridtet videre. Rams’ pass rush ser specielt sårbart ud. De havde 38 sacks i fjor, hvilket i sig selv ikke er prangende, men 23 af de 38 sacks kom fra spillere, der ikke længere er i klubben. Aaron Donald spillede blot 11 kampe i 2022, og er han helt rask, så bør han fortsat være en spiller, der helt alene ændrer, hvad et forsvar og modstandernes angreb kan tillade sig.

Hvis angrebet kommer nærmere det vanlige niveau under McVay, så vil Rams forbedre sig, men Raheem Morris’ forsvar skal overraske massivt, hvis holdet vil vende tilbage til slutspillet.

Er den offensive linje holdets hemmelige akilleshæl? 

San Francisco har et af de mest komplette hold i NFL. Der er fremragende spillere i alle kæder. Spillere som Nick Bosa, Fred Warner og Trent Williams er måske endda de bedste på deres positioner i hele NFL, men ser man bort fra Trent Williams, så bliver der ikke snakket meget positivt om den offensive linje. Kyle Shanahans angreb har altid bygget på playaction, løbespillet og bevægelse, men det er længe siden, han har haft en offensiv linje med lige så mange spørgsmål, som i år.

Holdets quarterbacks har haft en tendens til at blive skadet, og skylden ligger jo ikke nødvendigvis på linjen, der faktisk har været blandt de bedre i NFL til at beskytte quarterbacks, men med Purdy på vej tilbage fra en grim armskade, så bliver deres spil i år yderst vigtigt. De har sagt farvel til højre tackle Mike McGlinchey, der har været ganske solid i sin tid i 49ers, trods udfald. Nu skal Colton McKivitz ind og overtage positionen. Den 27-årige spiller blev valgt i femte runde i 2020 og har spillet færre end 450 snaps i NFL, størstedelen kom i rookieåret, hvor han ikke var imponerende. Han kommer med stor sandsynlighed til at spille ved siden af Spencer Burford, der nok var holdets svageste led på linjen i fjor, sammen med alsidige Daniel Brunskill, der ikke længere er i klubben. Vi bør forvente, at Trent Williams kan gøre sit arbejde på højt niveau, men hvorvidt den resterende offensive linje kan levere, kan meget vel blive centralt for holdets succes.

Kan Geno Smith gentage succesen?

Der er flere nøgler i Seattle, men selv hvis alt flasker sig på forsvaret og langs den offensive linje, så betyder det ikke meget, hvis holdets quarterback ikke leverer varen igen i år, så får Seattle problemer. Forud for sidste sæson kaldte jeg quarterback-duellen mellem Drew Lock og Geno Smith for den mest triste i mands minde, men som Seahawks-fan var jeg glad for at kunne æde de ord, gentagne gange, i løbet af sæsonen. Smith fik genoplivet sin karriere og lignede til tider en af ligaens bedste quarterbacks. 

Fra 4. spillerunde til 12. spillerunde ramte veteranen på mere end 70% af sine kast for mere end 2400 yards, 18 touchdowns og blot 4 interceptions. Det var en fænomenal periode, men Smith endte sæsonen svagere end han startede den. I sæsonens sidste seks kampe blev det kun til 7 touchdowns, 4 interceptions og et godt stykke under de 70% ramte kast. I de kampe vandt Seahawks to og tabte fire. De mødte ganske vist 49ers to gange og de kommende Super Bowl-mestre fra Kansas City, men det var en række kampe, der viste quarterbackens svagheder – han lavede simpelthen for mange fejl, når den offensive linje og løbespillet ikke fungerende mod gode modstandere. I år har Smith haft hele offseason til at forberede sig, han har været den ubetvivlede starter. Det må give selvtillid og flere reps i training camp, men også et større pres og nu ved modstanderne, hvad de kan forvente fra quarterbacken. Skal Seahawks kunne kvalificere sig til slutspillet og gøre sig håb om at vinde en kamp, så skal Geno finde den bedste version af sig selv frem.

På næste og sidste side kommer vi med vores bud på slutstillingen i NFC West