Hvem er bedst og hvem er værst? Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har vurderet alle positionsgrupper i NFL for at rangere alle NFLs 32 hold. I AFC East finder vi fire hold med meget blandet kvalitet.

Mens NFL-sæsonen nærmer sig dag for dag, vil vi på Gul Klud både give dig sæsonoptakter til alle hold samt give en vurdering på divisionernes indbyrdes styrkeforhold. Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har bedømt alle positioner for alle hold, og vi er nået til AFC East, hvor ligaens forsvarende mestre og årets sidsteplads er at finde.

Vi har bedømt holdenes angreb, forsvar, special teams og trænerstab, og du kan løbende læse vores forklaring mellem tabellerne.
Hvordan vi er gået til opgaven og hvilke bedømmelseskriterier, som er brugt, kan læses i bunden af artiklen, hvis man er interesseret. Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til @Valuefootball eller @Teisjoranger på Twitter eller stilles på Gul Kluds Facebook-side, hvor vi også vil se dem.

Se de andre divisioners positionskarakterer
NFC WestNFC SouthNFC NorthNFC East
AFC WestAFC SouthAFC NorthAFC East

Se optakter til AFC East:
Bills Dolphins PatriotsJets

Angreb (hold mobil vandret):

 QBRBWRTEOLSamlet angrebVægtet angrebVægtet placering
Patriots1076383443,337
Jets697763537,6719
Bills575673033,0027
Dolphins564412022,0032

Selvom Patriots er et af de mest succesfulde angreb gennem mange sæsoner, er de ikke altid blandt de mest talentfulde, og igen i år er de lidt efter de bedste. Tom Bradys høje karakter sikrer dog holdet, hvor Gronkowski ikke længere er at finde, en syvendeplads til angrebet, selvom karaktererne summeret er enslydende med Jets, der endte noget længere nede. På den offensive linje har vi trukket dem en karakter ned efter David Andrews blodprop, der holder ham ude hele året. Josh Gordon og Demaryius Thomas har talentet til at forbedre 6-tallet på receiver betragteligt, men begge er wildcards nu og her.

Jets-angrebet virker lidt som en sammenbragt flok af fyrede folk, undraftede free agents samt Sam Darnold og Le’Veon Bell. Bredden er fin blandt receiverne Robby Anderson, Quincy Enunwa og Jamison Crowder, men de mangler en reel førstereceiver for at komme i betragtning til mere end et 7-tal. På tight end har Christopher Herndon chancen for at bide sig fast i top 10 på positionen, men det kræver, at han holder sig ude af problemer uden for banen.

Hvis det her Bills-angreb får succes, må det forventes at blive i løbespillet med Gore, Singletary og quarterback Josh Allen samt en fin nok linje. Josh Allens præcision og receiverne John Brown, Cole Beasley og Zay Jones skræmmer nok de færreste. Selvom Bills her er endt som 26er tror vi egentlig på, at angrebet kan præstere en smule bedre, da deres unikke stil og unge spillere vil løfte dem.

Ryan Fitzpatrick har muligvis redskaberne til at afholde Dolphins-angrebet fra at være en fuldstændig katastrofe, men reelt er Laremy Tunsil den eneste spiller, der ville gå sikkert ind i f.eks. Patriots’ startopstilling. Og den kommentar var så skrevet, inden Tunsil og Stills blev tradet væk. Det efterlader den offensive linje i en uanstændig tilstand. Starterne er nu elendige Julie’n Davenport, et rookie-tredjerundevalg, en rookie undrafted free agent, en dårlig højre tackle i Jesse Davis samt dårlige Daniel Kilgore. Hvis Josh Rosen kommer i kamp, spiller han for andet år i træk bag ligaens ringeste offensive linje. Receiver-gruppen er også ret uinspirerende, hvor DeVante Parker, Jakeem Grant og Albert Wilson næppe skræmmer nogen.

Forsvar (hold mobil vandret):

 IDLEDGELBCBSSamlet forsvarVægtet forsvarVægtet placering
Patriots567983535,00Delt-8
Bills568783433,0021
Jets837583128,6728
Dolphins537672826,3329

Patriots har et godt coachet forsvar og på talentsiden er der ingen tvivl om, at de forsvarende mestre er dækket godt op i det bagerste forsvar. Oppe foran er talentmassen dog ikke lige så stor, og forsvarets store spørgsmål i 2019 bliver, om de kan skabe pres på modstandernes quarterbacks. Heldigvis har de Bill Belichick til at lave justeringerne undervejs i sæsonen, så mon ikke, at de bliver et af ligaens bedste forsvar.

Det overraskede os lidt, at Bills endte så langt nede, men det er meget tæt i midten af vores liste. Vi synes ikke, at Star Lotulelei er nogen særlig god spiller, så indtil Ed Oliver som forventet bliver et bæst, kan vi ikke give dem mere end et 6-tal. Derudover mangler de noget talent på den modsatte side af Jerry Hughes. Håbet er, at Trent Murphy, som var skadet i 2018, kan bidrage med noget. Bagkæden og linebacker-gruppen hos Bills har potentialet til at blive ligaens bedste med en masse virkelig lovende spillere.

Jets har investeret en del i forsvaret nogle steder, desværre for dem er det bare steder, som vi ikke vægter ret højt. Vi savner i høj grad en udvendig pass rusher, og deres cornerback-gruppe er papirstynd på trods af traden for Nate Hairston. De har dog også nogle ganske gode spillere i form af Jamal Adams på safety og typer som Leonard Williams, Henry Anderson og stortalentet Quinnen Williams. Holdet havde fået et 8-tal å linebacker, hvis ikke Avery Williamson var blevet skadet.

Det er ikke godt, men det er bedre end angrebet for Dolphins. Mest af alt nede bagved har de et par gode spillere i Xavien Howard og Minkah Fitzpatrick. Reshad Jones er oppe i årene, men bør også være brugbar. På linebacker så Jerome Baker ret lovende ud i 2018, og vi mener stadig, at Raekwon McMillan er en NFL-spiller, selvom Dolphins virker mere lunken ved ham. Den helt store svaghed er forsvarets pass rush, hvor eneste håb er, at det tidligere førsterundevalg Charles Harris begynder at fatte noget.

Opsummering (hold mobil vandret):

 Samlet angrebSamlet forsvarSpecial teamsTrænereTotalVægtet totalRangering
Patriots343571086100,674
Bills3034587783,6722
Jets3531747776,6727
Dolphins2024756060,6732

Patriots’ mandskab ser nok en gang bundsolidt ud. Både forsvaret og angrebet har gode brikker at bygge på, mens begge enheder også har svagheder, som Belichick skal forsøge at kompensere for. Heldigvis er Belichick en mester i at justere udtrykket på sit hold i løbet af en sæson, så mon ikke, at de nok en gang er et godt bud på en AFC-deltager i Super Bowl. De ender i hvert fald som det bedste hold i AFC på vores liste.

Hvis der er et hold, som, vi tror på, kan gøre det bedre end vores rangering, er det Bills. Deres forsvar har potentiale til at blive et af ligaens bedste, og Sean McDermott har vist sig som en virkelig dygtig forsvarstræner. Det har vi også belønnet i trænerkarakteren, fordi Brian Daboll virkede til parat til at justere angrebet til Josh Allens styrker. I sidste ender hænger deres succes på netop Josh Allen, der kort og godt skal blive mere præcis og en bedre beslutningstager.

Der er investeret tungt i nye spillere hos Jets, men det hjælper dem ikke meget på vores liste. Generelt mener vi, det er en dårlig idé at smide penge efter runningbacks og linebackere, der er bedst mod løbet. Holdet har dog noget potentielt sjernestøv, som kan føre dem til en god sæson, hvis Sam Darnold fortsætter en lovende udvikling fra sin rookiesæson.

For os er Dolphins klart ligaens dårligste hold i år. Forsvaret er har nogle gode spillere hist og her, men angrebet er noget af det mest talentforladte, vi har set længe. Den offensive linje er en hån af fanbases og holdets quarterbacks. Vi vil blive meget overraskede, hvis det her angreb bliver godt.


Sådan er vi gået til opgaven
At bedømme alle holds positionsgrupper er en halvkompliceret sag, hvor mange forskellige faktorer spiller ind. Vi vil prøve at forklare, hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke ting vi har valgt at lægge vægt på, når vi laver sådan en øvelse.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig understrege, at dette er vurderinger lavet af karakterartiklernes ophavsmænd (Dennis Cordsen og Teis Joranger). Derfor er der med garanti nogle, som vil være uenige i forskellige aspekter af vurderingerne. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker uddybning af et eller andet, er du derfor velkommen til at henvende dig på Twitter til @Valuefootball, @Teisjoranger eller på Gul Kluds facebookside, hvor vi også vil se din kommentar.

Karakterskalaen
Karakterskalaen er en simpel skala fra 1 til 10. Et 10-tal gives eksempelvis til de bedste positionsgrupper i NFL. Dette er positionsgrupper, der ikke har nævneværdige svagheder og både indeholder topkvalitet, sikkerhed og lidt dybde. Et 1-tal gives omvendt til en fuldstændig uacceptabel gruppe, der er en hån af holdets fans – denne karakter har heldigvis ikke været i anvendelse i år. 6-tallet svarer til, at den givne positionsgruppe er “middel” for NFL.

I kan se alle karakterbeskrivelser i tabellen i højre side.

Hvilke spillere giver hvilke karakterer?
Efter alle positioner har fået en karakter, finder vi et en summeret karakter, som er angivet i artiklerne.

Ikke alle positioner i NFL er dog lige vigtige. For eksempel er quarterbacken klart vigtigst på banen. Derfor kan I også læse en “vægtet karakter” i tabellerne.

Hvordan vi har vægtet forskellige positioner, kan ligeledes ses i skemaet til højre.

Quarterbacken og trænerstaben er alfa, omega i NFL, så disse vægtes virkelig højt, hvorefter den offensive linje, pass rush og cornerbacks ligeledes er vigtige. Nogle positioner som eksempelvis tight end og linebacker er svære, da de allerbedste spillere på disse positioner betyder meget. Her snakker vi typer som Travis Kelce, George Kittle, Luke Kuechly og Bobby Wagner. Men kommer du først forbi de 2-5 allerbedste, så har det eksempelvis vis ikke ret stor betydning for holdet, om du har Trey Burton, Nick Boyle eller Austin Hooper.

I forbindelse med karaktergivningen er der også lagt vægt på reservernes niveau lidt afhængigt af positionen. På nogle positioner (Tight end, quarterback) er bredden oftest ikke så vigtig/relevant, og her vil karakteren oftest primært være givet til den startende spiller. På andre positioner (Runningback og Indvendig defensiv linje) spiller bredden en vigtigere rolle i holdets karakter. Som skrevet i indledningen er det en halvkompliceret sag at bedømme alle positionsgrupper fair og ens. Faktisk kan man ifølge kloge hoveder kun behandle folk (eller positioner) ens, ved at behandle dem forskelligt…

Det betyder for eksempel, at en WR-gruppe med en superstjerne og halvdårlige fyldspillere kan få 7, mens en offensiv linje med en superstjerne og 2-3 svage led kan få 5 eller måske endda 4. Hvis man skal oversætte det til europæisk fodbold kan en stjerneangriber som Messi (WR) gøre en del alene, mens en forsvarskæde (OL) sjældent er meget stærkere end det svageste led.

Special Teams
Special teams er ikke det område, der får mest opmærksomhed, og det er også et område, vi ikke kigger så meget på, når sæsonen folder sig ud. Dele af vores vurderinger læner sig derfor op ad tal og vurderinger lavet af analysehjemmesiderne Pro Football Focus og Football Outsiders. Det drejer specielt om holdets evner til at stoppe returns sidste år. Hvis der er kommet en ny koordinator til, forsøges dette medregnet.

Rookies og ukendte spillere
Til sidst er der selvfølgelig en masse ukendte spillere i form af rookies, hvoraf mange vil spille store roller for holdene. Hvem der slår igennem og bliver gode eller dårlige i år, har vi ikke forsøgt at forudsige i denne karaktergivning. Derfor vil alle førsterundevalg generelt være anset som et 5-tal eller et 6-tal, mens rookies, der er valgt senere, vil blive betragtet som mere usikre og ikke rigtigt tæller for noget andet end potentielt fyld/rotation.
Helt nye og ukendte trænere vil blive betragtet som et 5-tal, men hvis de tidligere har bevist kvaliteter i et tidligere job, kan der gives en højere karakter. Offensive og defensive koordinatorer tæller med i karakteren for trænerstaben og kan både trække karakteren et par karakterer op eller ned.

Det er ikke en forudsigelse
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal fungere som en form for forudsigelse. Der er mange faktorer, som spiller ind i NFL, og dette er blot en vurdering af holdenes beviste talentniveau på vej ind i 2019-sæsonen. Der vil være en naturlig usikkerhed fra de nye træneres præstationer, overraskende udviklinger hos spillere og niveauet hos både rookies og andre ukendte spillere på NFL-niveau. Nogle spillere kan vi tro på vil løfte niveauet i 2019, men indtil vi ser det, kan vi ikke belønne dem i denne karaktergivning. Unge hold vil deraf naturligt have det svært i en øvelse som denne.

Derudover er der mange måder at vinde footballkampe på. Et hold som Cowboys lever på en fantastisk offensiv linje og en god runningback. Derfor er det ikke nødvendigvis så afgørende for dem, at de ikke har en god tight end, og at receivergruppen er set bedre andre steder. Deres offensive linje i sig selv giver dem en anden troværdig måde at vinde på.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, så smid dem til os på Twitter på @Valuefootball eller @Teisjoranger.

Se de andre divisioners positionskarakterer
NFC WestNFC SouthNFC North– NFC East
AFC WestAFC SouthAFC North – AFC East