Hvem er bedst og hvem er værst? Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har vurderet alle positionsgrupper i NFL for at rangere alle NFLs 32 hold. NFC North er en af ligaens stærkeste divisioner og sandsynligvis den mest åbne.

Mens NFL-sæsonen nærmer sig dag for dag, vil vi på Gul Klud både give dig sæsonoptakter til alle hold samt give en vurdering på divisionernes indbyrdes styrkeforhold. Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har bedømt alle positioner for alle hold, og vi er nået til NFC North, der ser virkelig stærk ud i år.

Vi har bedømt holdenes angreb, forsvar, special teams og trænerstab, og du kan løbende læse vores forklaring mellem tabellerne.
Hvordan vi er gået til opgaven og hvilke bedømmelseskriterier, som er brugt, kan læses i bunden af artiklen, hvis man er interesseret. Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til @Valuefootball eller @Teisjoranger på Twitter eller stilles på Gul Kluds Facebook-side, hvor vi også vil se dem.

Se de andre divisioners positionskarakterer
NFC WestNFC South – NFC North- NFC East
AFC WestAFC South – AFC North – AFC East

Se optakter til NFC North:
BearsLionsPackersVikings

Angreb (hold mobil vandret):

 QBRBWRTEOLSamlet angrebVægtet angrebVægtet placering
Packers978783946,00Delt-4
Vikings779763640,3314
Lions777773539,6715
Bears677673337,0019

Godt nok har Aaron Rodgers ikke leveret på det bedst mulige niveau i de seneste sæsoner, men Packers har stadigvæk den klart bedste quarterback i NFC North. Med Rodgers har Davante Adams efterhånden spillet sig ind i samtalen blandt NFLs 10 bedste receivere. Alligevel må gruppen nøjes med et 8-tal, da Marquez Valdes-Scantling, Equanimeous St. Brown og resten af holdets unge receivere er ganske uprøvede.
Faktisk er det en lidt gennemgående ting, at angrebet er ungt på flere positioner. Runningbacksne Aaron Jones og Jamal Williams har begge givet prøvet på talentet, men vi nøjes med et 7-tal her og nu.

Hvis ikke det var for receiverduoen Adam Thielen og Stefon Diggs, ville dette angreb virkelig blive et middelmådigt angreb. Den offensive linje ser vi lige nu som den svageste i divisionen, da Pat Elfein mangler at vise niveau, mens Garrett Bradbury er førsteårsspiller, hvorfor vi heller ikke kan give ham for meget kredit. Resten af linjen er formentlig ok men uden et højt topniveau. Dalvin Cook er umiddelbart en fin/god runningback, men bag ham har ingen vist noget som helst.

Det bliver næsten ikke jævnt og gennemsnitligt fra Lions‘ side. Fem 7-taller og en 15. plads offensivt. Det viser, at holdet generelt er udmærket besat, men at de måske også mangler en klar opskrift på succes offensivt. Største håb er nok, at Matthew Stafford og den nye offensive koordinator, Darren Bevell, går godt i spænd, så Stafford kan drive angrebet ved hjælp af Kenny Golladay, Marvin Jones og T.J. Hockenson. Den store bekymring på angrebet er de to guards, hvilket virkelig kan spænde ben for holdets planer om at løbe bolden godt.

Hos Bears er der tegninger til, at Matt Nagy kan skabe et godt angreb, selvom talentet mere eller mindre er gennemsnitligt og uden de store stjerner. Nagy tæller dog først med i trænerkatogorien senere, og derfor kan Bears ikke hæve sig over 19. pladsen. Ligesom i spillet på banen er det i denne vurdering primært Mitchell Trubisky, der holder Bears tilbage. Trubisky har via mobiliteten fået sneget sig op på et 6-tal, og Matt Nagy er dygtig til at sætte ham i mange fordelagtige situationer, men som spiller mangler han endnu et niveau eller to, før man rigtig tror på angrebet over en sæson. Den offensive linje er nok den gruppe, der har størst potentiale, hvis James Daniels brænder banen af som center her i anden sæson

Forsvar (hold mobil vandret):

 IDLEDGELBCBSSamlet forsvarVægtet forsvarVægtet placering
Bears8987840401
Vikings788894039,672
Packers875773434,67Delt-11
Lions875753433,33Delt-18

Den defensive koordinator Vic Fangio er rykket fra Bears til et job som chef for Broncos, men holdet fra Chicago ender øverst af alle, når det handler om talent på forsvaret. Det er ikke så underligt, når de fem bedste spillere indeholder Eddie Jackson, Khalil Mack, Akiem Hicks, Roquan Smith og Kyle Fuller. Det mest fantastiske ved førstepladsen er næsten, at holdet har nedgraderet i offseason ved at gå fra Adrian Amos til Haha Clinton-Dix på safety og fra Bryce Callahan til et miskmask af spillere i slotten.

Vikings kommer ind lige bag ved rivalerne fra Bears. Vikings har ikke helt så store stjerner, men til gengæld er de bredere på en del positioner – især på cornerbackpositionen, hvis Mike Hughes bliver klar til sæsonen. Det er vitalt i nutidens NFL. Bag cornerbacksne tror vi rigtig meget på, at Anthony Harris vil være en kompetent makker til Harrison Smith der på spil til spil-basis nok har været NFLs bedste safety de sidste to år.

Man snakker meget om Packers‘ angreb, men forsvaret er ganske spændende. Kenny Clark er en strålende defensive tackle, og med investeringerne i spillere som Za’Darius Smith, Preston Smith og Rashan Gary ser fronten på Packers-forsvaret god ud. På linebacker betyder ikke-eksisterende dybde, at de kun får et 5-tal, selvom Blake Martinez er en acceptabel starter. Nede bag ved er der nogle solide spillere i form af Adrian Amos og Jaire Alexander, men resten skal til at bevise noget.

Trey Flowers og Mike Daniels har forstærket Lions‘ defensive linje en hel del siden sidste år. Specielt indvendigt står Lions stærkt med Daniels, Damon Harrison og Da’Shawn Hand. Resten af forsvaret er vi dog mere lunkne ved. Linebacker-gruppen, synes vi, mangler evner i opdækningen, og cornerback-gruppen mangler en pålidelig udvendig cornerback modsat Darius Slay. På safety er Quandre Diggs og Tracy Walker udset til at være startere, og selvom mange taler positivt om Walker, har vi reelt ikke set noget fra ham endnu, og vi må derfor inden sæsonen give en halvlav karakter.

Opsummering (hold mobil vandret):

 Samlet angrebSamlet forsvarSpecial teamsTrænereTotalVægtet totalRangering
Vikings3640779096,337
Bears3340588694,678
Packers3934568494,339
Lions3534757985,3320

NFC North er en super solid division i NFL anno 2019, men vi har Minnesota Vikings, som det hold, der er lidt stærkere end konkurenterne. Karakterer er én ting, og spillet på banen kan nogle gange være noget lidt andet. For at Vikings for alvor skal blive en udfordre til Super Bowl i år, er det nødvendigt, at den offensive linje ikke har et stort svagt led og at forsvaret kan holde kampene relativt lavtscorende, så Kirk Cousins og resten af angrebet ikke er tvunget til at vinde i pointfest efter pointfest.

Vi har vores skepsis til Mitch Trubisky, og set over årene har det været svært fastholde et forsvarsniveau som dét Bears viste sidste år. Men når det er sagt, så er det svært at komme udenom, at Bears har meget talent, specielt defensivt. Når man kombinerer det med Matt Nagy, som vi synes er en dygtig offensiv træner, så skal de nok være med i kampen om NFC North-titlen. Chuch Pagano er det usikre kort hos Bears, og han skal prøve at løfte arven fra Vic Fangio som defensiv koordinator. Og så må vi se, om de kan finde en kicker.

Packers ender på tredjepladsen her, men det skyldes delvist, at Matt Lafleur er et total usikkert kort, som vi er nødsaget til at give en neutral karakter. Hvis LaFleur viser sig fra en god side, og Aaron Rodgers nærmer sig sit gamle niveau, vil Packers nok blive svære at bide skeer med i en kasteliga som NFL. Angrebet skal naturligvis bære holdet, men så skidt ser forsvaret faktisk ikke ud på papiret. 9.pladsen er nok til at blive 6. bedst i en stærk NFC-konference.

Det bliver til en forholdsvis klar sidsteplads for Lions i NFC North, men en 20. plads vidner om, at det ikke er et talentforladt hold. Angrebet har en habil quarterback og nogle gode receivere, mens forsvaret har oprustet en del specielt på den defensive linje. Der er stadig nogle huller i særdeleshed på guard og cornerbacken modsat Darius Slay, men vores største skepsis om holdet ligger nok hos Matt Patricia, der ikke viste sig fantastisk frem i sin første sæson i spidsen for Lions. Hvis han modbeviser os her i sæson to, kan Lions drille mange hold.


Sådan er vi gået til opgaven
At bedømme alle holds positionsgrupper er en halvkompliceret sag, hvor mange forskellige faktorer spiller ind. Vi vil prøve at forklare, hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke ting vi har valgt at lægge vægt på, når vi laver sådan en øvelse.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig understrege, at dette er vurderinger lavet af karakterartiklernes ophavsmænd (Dennis Cordsen og Teis Joranger). Derfor er der med garanti nogle, som vil være uenige i forskellige aspekter af vurderingerne. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker uddybning af et eller andet, er du derfor velkommen til at henvende dig på Twitter til @Valuefootball, @Teisjoranger eller på Gul Kluds facebookside, hvor vi også vil se din kommentar.

Karakterskalaen
Karakterskalaen er en simpel skala fra 1 til 10. Et 10-tal gives eksempelvis til de bedste positionsgrupper i NFL. Dette er positionsgrupper, der ikke har nævneværdige svagheder og både indeholder topkvalitet, sikkerhed og lidt dybde. Et 1-tal gives omvendt til en fuldstændig uacceptabel gruppe, der er en hån af holdets fans – denne karakter har heldigvis ikke været i anvendelse i år. 6-tallet svarer til, at den givne positionsgruppe er “middel” for NFL.

I kan se alle karakterbeskrivelser i tabellen i højre side.

Hvilke spillere giver hvilke karakterer?
Efter alle positioner har fået en karakter, finder vi et en summeret karakter, som er angivet i artiklerne.

Ikke alle positioner i NFL er dog lige vigtige. For eksempel er quarterbacken klart vigtigst på banen. Derfor kan I også læse en “vægtet karakter” i tabellerne.

Hvordan vi har vægtet forskellige positioner, kan ligeledes ses i skemaet til højre.

Quarterbacken og trænerstaben er alfa, omega i NFL, så disse vægtes virkelig højt, hvorefter den offensive linje, pass rush og cornerbacks ligeledes er vigtige. Nogle positioner som eksempelvis tight end og linebacker er svære, da de allerbedste spillere på disse positioner betyder meget. Her snakker vi typer som Travis Kelce, George Kittle, Luke Kuechly og Bobby Wagner. Men kommer du først forbi de 2-5 allerbedste, så har det eksempelvis vis ikke ret stor betydning for holdet, om du har Trey Burton, Nick Boyle eller Austin Hooper.

I forbindelse med karaktergivningen er der også lagt vægt på reservernes niveau lidt afhængigt af positionen. På nogle positioner (Tight end, quarterback) er bredden oftest ikke så vigtig/relevant, og her vil karakteren oftest primært være givet til den startende spiller. På andre positioner (Runningback og Indvendig defensiv linje) spiller bredden en vigtigere rolle i holdets karakter. Som skrevet i indledningen er det en halvkompliceret sag at bedømme alle positionsgrupper fair og ens. Faktisk kan man ifølge kloge hoveder kun behandle folk (eller positioner) ens, ved at behandle dem forskelligt…

Det betyder for eksempel, at en WR-gruppe med en superstjerne og halvdårlige fyldspillere kan få 7, mens en offensiv linje med en superstjerne og 2-3 svage led kan få 5 eller måske endda 4. Hvis man skal oversætte det til europæisk fodbold kan en stjerneangriber som Messi (WR) gøre en del alene, mens en forsvarskæde (OL) sjældent er meget stærkere end det svageste led.

Special Teams
Special teams er ikke det område, der får mest opmærksomhed, og det er også et område, vi ikke kigger så meget på, når sæsonen folder sig ud. Dele af vores vurderinger læner sig derfor op ad tal og vurderinger lavet af analysehjemmesiderne Pro Football Focus og Football Outsiders. Det drejer specielt om holdets evner til at stoppe returns sidste år. Hvis der er kommet en ny koordinator til, forsøges dette medregnet.

Rookies og ukendte spillere
Til sidst er der selvfølgelig en masse ukendte spillere i form af rookies, hvoraf mange vil spille store roller for holdene. Hvem der slår igennem og bliver gode eller dårlige i år, har vi ikke forsøgt at forudsige i denne karaktergivning. Derfor vil alle førsterundevalg generelt være anset som et 5-tal eller et 6-tal, mens rookies, der er valgt senere, vil blive betragtet som mere usikre og ikke rigtigt tæller for noget andet end potentielt fyld/rotation.
Helt nye og ukendte trænere vil blive betragtet som et 5-tal, men hvis de tidligere har bevist kvaliteter i et tidligere job, kan der gives en højere karakter. Offensive og defensive koordinatorer tæller med i karakteren for trænerstaben og kan både trække karakteren et par karakterer op eller ned.

Det er ikke en forudsigelse
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal fungere som en form for forudsigelse. Der er mange faktorer, som spiller ind i NFL, og dette er blot en vurdering af holdenes beviste talentniveau på vej ind i 2019-sæsonen. Der vil være en naturlig usikkerhed fra de nye træneres præstationer, overraskende udviklinger hos spillere og niveauet hos både rookies og andre ukendte spillere på NFL-niveau. Nogle spillere kan vi tro på vil løfte niveauet i 2019, men indtil vi ser det, kan vi ikke belønne dem i denne karaktergivning. Unge hold vil deraf naturligt have det svært i en øvelse som denne.

Derudover er der mange måder at vinde footballkampe på. Et hold som Cowboys lever på en fantastisk offensiv linje og en god runningback. Derfor er det ikke nødvendigvis så afgørende for dem, at de ikke har en god tight end, og at receivergruppen er set bedre andre steder. Deres offensive linje i sig selv giver dem en anden troværdig måde at vinde på.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, så smid dem til os på Twitter på @Valuefootball eller @Teisjoranger.

Se de andre divisioners positionskarakterer
NFC West – NFC South – NFC North – NFC East
AFC West – AFC South – AFC North – AFC East