Vi er imellem to af de største begivenheder i NFL holdenes off-season, og det benytter vi til at kigge både tibage på free agency og frem mod draften. Turen er kommet til Oakland Raiders.

Nævneværdige afgange:
WR Rod Streater, Kontraktudløb – Kansas City Chiefs
C Tony Bergstrom, – Kontraktudløb – Houston Texans
T/G J’Marcus Webb – Kontraktudløb – Seattle Seahawks
LB Curtis Lofton, Fyret – Uden kontrakt
S Charles Woodson, Pension

Nævneværdige tilgange:
G Kelechi Osemele – Tidligere Baltimore Ravens
DE/OLB Bruce Irvin – Tidligere Seattle Seahawks
CB Sean Smith – Tidligere Kansas City Chiefs    
S Reggie Nelson – Tidligere Cincinnati Bengals

Re-signede spillere:
LT Donald Penn
WR Andre Holmes
DE/OLB Aldon Smith, ( Starter sæsonen med 10 kampes karantæne)
P Marquette King

Raiders har valgt kvalitet over kvantitet:
Det er egentlig ikke mange spillere, Raiders har hentet til. Men de 4 hentede spillere er til gengæld alle massive opgraderinger, der vil være dygtige startere på alle hold i NFL. 

Hvis vi starter på den offensive side af bolden, har Raiders hentet Ravens’ super-guard Kelechi Osemele på en stor kontrakt. Da Osemele blev hentet, var jeg nervøs for, at holdet ville have Osemele ud at spille tackle. Da kontrakten med holdets venstre tackle Donald Penn faldt på plads, blev Osemele-handlen dog helt perfekt for Raiders, der nu kan stille med en offensiv linje bestående af Donald Penn, Gabe Jackson, Rodney Hudson, Kelechi Osemele og Austin Howard. Holy Moly! 
For et hold som Seattle Seahawks er den offensive linje ikke så vigtig, fordi Russell Wilson er eminent til at vinde på spil, der bryder ned. Derek Carr er stik modsat og har vist, at han er blandt de mere påvirkelige startere på quarterback i NFL. Derfor er denne gode offensive linje skræmmende for modstanderholdene, da Carr omvendt har vist sig super dygtig, når han ikke presses. 

På den defensive side af bolden har Raiders først og fremmest hentet Sean Smith, der vel er blandt de 10-15 bedste cornerbacks i ligaen. Derudover fik de sent i Free Agency lokket den rutinerende og virkelig dygtige free safety Reggie Nelson til Oakland, hvilket kan vise sig som en afsindig vigtig handel, da safety klart var holdets svageste punkt indtil da. 

Det fjerde og sidste store nye navn er Bruce Irvin, der er hentet til fra Seattle Seahawks. Tilføjelsen af Irvin på en 4-årig kontrakt til 37 millioner dollars ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige til. Irvin er en af de vildeste atleter i en liga fuld af freaks, (Han vejer noget mere end WRs, men bevæger sig faktisk bedre og hurtigere end størstedelen….) og han er umiddelbart hentet til Oakland som pass rusher, selvom han i Seattle kun skulle jagte i begrænset omfang. Kan han få succes modsat Khalil Mack? – muligvis. Jeg tror, at det er få personer, der kan give et kvalificeret svar på det spørgsmål.

De to største tabte spillere er Rod Streater og den kommende Hall of Famer, Charles Woodson, der har trukket sig tilbage 39 år gammel. Det må siges at være relativt begrænset.
Karakter: 9/10

Raiders har råd til tage de spillere, de kan lide
For få år siden var Raiders rippet for talent på grund af problemer med at komme under lønloftet og dårlige draftvalg, men det må siges at være et overstået kapitel. Dette betyder, at Raiders ikke er tvunget til at drafte spillere på bestemte positioner i årets draft – og derfor kan de med god grund vælge de spillere, som talentspejdere og klubben ledelse tror mest på i de forskellige runder, uanset om det er en cornerback, en runningback, en receiver eller noget helt fjerde. Dog håber ledelsen givetvis, at der kommer en god linebacker og en safety til.

Oakland Raiders vælger som nummer 14 i første runde. 

Draft Needs: LB, S, RB, – måske en DT eller dybde på WR

Hvem skal Raiders vælge i første runde?

1.    Ezekiel Elliot, RB, Ohio State Buckeyes
Myles Jack og Jalen Ramsey må forventes at være taget på dette tidspunkt af draften, og derfor er jeg her gået med Elliot. Elliot er ikke umiddelbart ligeså stærk som Todd Gurley til at løbe med bolden, men til gengæld har han sikre hænder ud af backfielden, og så er han en af de bedst blokerende runningbacks, jeg kan huske at have set. Giants, Eagles, Bears og Dolphins kan dog alle have interesse i Elliot, inden Raiders vælger som nummer 14.

2.    Darron Lee, LB, Ohio State Buckeyes 
Lige nu er andetårsspilleren Ben Heeney og den tidligere Seattle Seahawks-spiller Malcolm Smith de to startende inside linebackere. Det må kunne gøres bedre, og her kan Darron Lee måske være løsningen. Lee spillede kun 2 år i college og laver måske derfor stadigvæk nogle mentale fejl, men han har helt klart de fysiske egenskaber og hurtigheden til at blive en dygtig linebacker for Raiders.  

3.    Sheldon Rankins, DT, Louisville Cardinals
I Dan Williams har Raiders en rigtig dygtig Nose Tackle, men pass rush-mæssigt kan Raiders godt bruge lidt hjælp på indersiden, og der kommer Sheldon Rankins ind i billedet. I Oakland vil Rankins være ideel at placere på DE (modsat Mario Edwards) i Raiders’ basisforsvar (3-4), da Rankins er en habil spiller imod løbet. Når holdet så skifter til en 4-mandsfront i kastesituationer, kan han spille DT og jagte quarterbacken. NFL-analytikere sammenligner Rankins med Carolina Panthers’ stjerne Kawann Short.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAR | MIA | 
MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SD | SF | SEA | TB | TEN | WAS