Free agency er overstået og draften er næste store begivenhed på NFL-kalenderen. Derfor er det tid til, at vi på Gul Klud kigger nærmere på begge ting. Denne gang kigger vi nærmere på Dallas Cowboys, der i sidste sæson måtte nøjes med sidstepladsen i NFC East

Nævneværdige afgange:
DE, Greg Hardy (Fritstillet)
QB, Matt Cassel (Titans)
RB, Robert Turbin (Colts)
DE, Jeremy Mincey (Fritstillet)

Nævneværdige tilgange:
DT, Cedrick Thornton (Eagles)
RB, Alfred Morris (Redskins)
DE, Benson Mayowa (Raiders)

Re-signede spillere:
LB, Rolando McClain 
RB, Lance Dunbar
TE, James Hanna
CB, Morris Claiborne

Cowboys var mådeholdne i free agency
Dallas Cowboys lod Greg Hardy gå – eller rettere – de var glade for at slippe af med ballademageren. Bevares – Hardy gav Cowboys noget på forsvaret, men al uroen omkring Hardy kunne ikke retfærdiggøre at beholde den tidligere Panthers-spiller, der tilsyneladende ikke er interessant for andre NFL-klubber.

Romo-reserven, Matt Cassel, fik heller ikke forlænget opholdet i Dallas. Alt tyder på, at Cowboys vil forsøge at finde en ung quarterback i draften, der skal stå i lære under Romo.

Lance Dunbar, Rolando McClain og James Hanna har alle vigtige roller på Cowboys-holdet, og det var derfor helt fornuftigt at forlænge med trioen.

Det tidligere førsterundevalg fra 2012, Morris Claiborne, har været meget skuffende for Cowboys og er derfor blevet udstyret med en et-årig ”vis-os-at-du-er-værd-at-beholde-kontrakt”. Cowboys mangler dog notorisk gode cornerbacks, og det er nok årsagen til at man har valgt at beholde Claiborne.

Ganske interessant valgte Cowboys at hente Alfred Morris ind. Morris har, ligesom Darren McFadden, tidligere vist sit værd i NFL – og endnu engang håber Cowboys altså at kunne blæse liv i en runningback, der er gået lidt i stå.

Cedrick Thornton kom til klubben fra Eagles. Thornton skal ikke ses som en direkte erstatning for Hardy, da Thornton har sin styrke imod løbespillet, men han er en god spiller, der for det meste startede for Eagles.

Karakter (7/10)

Tror Cowboys, at Romo har et par år i sig endnu?
Selvom Jerry Jones har sagt, at Cowboys stadig tror på Tony Romo, så gør Romos mange skader, kombineret med et højt draftvalg, det logisk, hvis Cowboys kigger imod en ny ung quarterback. Klubbens trænerstab arbejdede med Carson Wentz under dette års Senior Bowl og har dermed indgående kendskab til North Dakota State-quarterbacken.

Hvis Cowboys virkelig mener, at Tony Romo har krudt tilbage at skyde med, så er der masser af defensiv kvalitet i dette års draft, hvor både cornerbacks og defensive ends kunne stå højt på ”indkøbslisten”. 

Hvem kan de vælge?

  1. Carson Wentz, QB, North Dakota State

Før Cowboys vælger spiller har Titans, Browns og Chargers valgt spillere. Titans og Chargers har en quarterback på plads. Browns mangler en. Hvis Browns drafter Goff, vil Cowboys kunne få hænderne på Wentz.
Wentz, der ikke spillede på højeste college-niveau, kan bruge en eller to sæsoner på at lære under Romo og komme op i NFL-tempo.

       2. Vernon Hargreaves, CB, Florida

Hvis Cowboys tror Romo har lidt krudt tilbage i seksløberen, så vil Vernon Hargreaves være fristende for Cowboys. Hargreaves er, i kraft af sine imponerende atletiske evner, i stand til at lukke modstandernes bedste receiver ned. Som nævnt tidligere mangler Cowboys altid dygtige cornerbacks og Hargreaves er en af draftens bedste på positionen.

       3. DeForest Buckner, DE, Oregon

Greg Hardy er væk, og dermed kunne Cowboys godt bruge hjælp til at presse modstandernes quarterbacks. Buckner har en sindssyg fysik og vil glide ind i startopstillingen med det samme. Sidste sæson viste, hvor langt et stærkt forsvar kan bære et hold, og med en aldrende, skadesplaget quarterback så vil det ikke være dumt, hvis Cowboys begynder at sadle om, og lader defensiven være den bærende kraft på holdet.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAR | MIA | 
MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SD | SF | SEA | TB | TEN | WAS