
Det er usikkert, om Deshaun Watson kommer i spil i 2025-sæsonen, efter at han har revet sin akillessene over igen og måtte opereres for anden gang på kort tid.
Fadæsen om Cleveland Browns og Deshaun Watson fortsætter med at overraske negativt. I efteråret 2024 rev Watson sin akillessene over og han skulle opereres, hvortil Watson blev meldt ude for sæsonen. Men én ulykke kommer sjældent alene.
Senest har Cleveland Browns offentliggjort, at Deshaun Watson har revet den selvsamme akillessene over igen. Det betyder, at Watson skal opereres igen, og at det nu er tvivlsomt, om Watson overhovedet kommer i spil i 2025-sæsonen.
Deshaun Watson har netop færdiggjort sin tredje sæson i Cleveland, efter at Browns hentede ham for fem draft-valg – deriblandt tre valg i første runde af henholdsvis 2022, 2023 og 2024-draften. Browns og Watson indgik en femårig aftale til værdi af svimlende 1,67 mia. danske kroner.
I slutningen af december 2024 reviderede parterne aftalen, som giver Cleveland Browns mulighed for at sprede lønomkostningerne ud over en længere årrække, hvilket øger deres økonomiske og sportslige manøvrerum. Den reviderede aftale ændrer imidlertid ikke på den samlede lønsum, som Browns skylder Watson.
Læs mere: Browns indgår revideret aftale med Deshaun Watson
Cleveland Browns sluttede 2024-sæsonen med tre sejre og kan se frem til at vælge som det andet hold i den forestående draft, hvor de potentielt kan vælge en quarterback, som skal afløse Deshaun Watson.