
Du kan godt sætte popcornene over til søndag kl. 19. Der venter en vaskeægte topkamp mellem Lamar Jackson og Josh Allen.
Efter tre og en halv kamps fravær er Lamar Jackson tilbage fra start, når Baltimore Ravens gæster Buffalo Bills denne søndag.
Lamar Jackson pådrog sig en ankelskade i fjerde spillerunde mod Tennessee Titans, og Ravens har efterfølgende tabt to af de tre hele kampe, som Jackson missede.
Til trods for at førstereserven Tyler “Snoop” Huntley har spillet hæderligt, så har det været tydeligt for enhver, at Ravens’ angreb ikke har været lige så potent, som det var med Lamar Jackson i startopstillingen.
Påstanden bliver underbygget af statistikkerne. Ravens scorede 116 point og 14 touchdowns, og de producerede knap syv yards pr. spil i de første kampe, hvor Lamar Jackson startede.
Uden Lamar Jackson har Ravens bare scoret 53 point og fire touchdowns, mens de har produceret beskedne fire yards pr. spil.
Der er blevet skrevet og talt uforholdsvis meget om Lamar Jacksons ankelskade og hans vilje til at spille på trods af skaden. Jackson har hele tiden fastholdt, at han – belært af erfaringerne fra den seneste sæson – først ville spille igen, når han følte sig helt kampklar.
Spørgsmålet er så, om Lamar Jackson er tilbage på sit normale topniveau, eller om han fortsat bliver hæmmet af anklen? Ravens har desperat brug for, at Jackson rammer topniveauet, hvis de skal genstarte sæsonen på udebane mod Buffalo Bills og Josh Allen.
Læs også: MVP-termometeret – uge 7










