Browns indgår revideret aftale med Deshaun Watson

0

Efter endnu en skuffende sæson har Cleveland Browns og Deshaun Watson indgået en revideret aftale, som giver Browns større økonomisk fleksibilitet i de kommende år.

Cleveland Browns og Deshaun Watson er nået til enighed om at justere sammensætningen af den særdeles løntunge kontrakt, som parterne indgik for snart tre år siden.

Den nye og reviderede aftale ændrer ikke ved, at Cleveland Browns stadigvæk skylder Deshaun Watson i omegnen af 660 mio. danske kroner ($92 mio.) for de kommende to sæsoner. Browns får derimod fleksibilitet til at kunne sprede omkostningerne ud over flere år i fremtiden, hvis de beholder Watson på holdkortet i de næste to sæsoner.

Fleksibiliteten giver Cleveland Browns’ sportslige ledelse et større økonomisk manøvrerum i de kommende år. Det var også bydende nødvendigt, da Deshaun Watsons kontrakt potentielt kunne undergrave Browns’ mulighed for at fastholde den nuværende stamme af spillere og for at hente nye profiler til Cleveland i de kommende år.

Senest har Cleveland Browns’ ubetingede profil Myles Garrett udtalt, at han ikke ønsker at være en del af en længerevarende genopbygning af holdet. Derfor er den reviderede aftale med Deshaun Watson også et vigtigt signal til Browns’ nøglespillere om, at såvel ejerkredsen som den sportslige ledelse er klar til at – og kan – investere i holdet, selvom de hænger på Deshaun Watson.

Cleveland Browns hentede Deshaun Watson fra Houston Texans tilbage i foråret 2022 i en opsigtsvækkende handel, hvor Browns afgav hele seks draft-valg – deriblandt tre i første runde af henholdsvis 2022, 2023 og 2024-draften. Browns og Watson indgik efterfølgende en femårig aftale til værdi af svimlende 1,65 mia. danske kroner ($230 mio.). Lønsummen er ovenikøbet ikke bundet op på præstationsbetingede klausuler eller resultater, men er garanteret at lande i Watsons lommer.

Siden da har Deshaun Watson bare startet 19 kampe for Cleveland Browns. Først blev Watson tildelt 11 spilledages karantæne i 2022, da flere end 20 kvinder anklagede ham for seksuelle overgreb.

Watson har efterfølgende været forfulgt af skader, og han rev senest sin akillessene over i oktober-måned. Forinden havde Browns bare vundet én af syv kampe med Watson som starter i 2024-sæsonen, og han ramte bare på 137 af 216 kast for 1.148 yards med fem touchdowns og tre interceptions som følge.

Læs også: NFL vinder kampen om første juledag mod NBA