Store investeringer skaber et solidt fundament 

For andet år i træk har Giants brugt foråret på at skyde penge af, og de har været et af de hold i NFL, der har brugt flest penge på at forbedre truppen.

Først og fremmest har forsvaret fået noget hjælp, efter at det ellers var velspillende under defensive coordinator Patrick Graham i 2020. I free agency blev Adoree’ Jackson hentet ind på en dyr kontrakt, mens de via draften også tilknyttede blandt andre den talentfulde pass rusher Azeez Ojulari fra Georgia i anden runde. 

Med dem råder Giants nu over et forsvar, der er spækket med talent på langt de fleste pladser – eksempelvis har de Dexter Lawrence og Leonard Williams, der er blevet udstyret med en ny enorm kontrakt, på den defensive linje; Blake Martinez på linebacker samt James Bradberry, Logan Ryan, Jabrill Peppers og førnævnte Jackson i bagkæden. Af de nævnte kom James Bradberry, Blake Martinez og Logan Ryan alle til via free agency sidste år.

Man kan godt tvivle på, at der er nok pass rush, hvis ikke Azeez Ojulari brillerer fra start. Men uanset hvad bør forsvaret være særdeles konkurrencedygtigt igen.  

På angrebet landede Giants samtidig en af NFL’s bedre receivere i form af Kenny Golladay, der kommer til New York efter et par gode sæsoner hos Detroit Lions og er blevet udstyret med fireårig aftale til 72 millioner dollar. Også rookiereceiver Kadarius Toney bliver spændende at følge, efter at han blev gaflet i første runde af forårets draft. 

Giants-offensiven råder samtidig over et hav af andre playmakere som Darius Slayton, Evan Engram og runningback Saquon Barkley, der vender tilbage efter en skade. 

Men…

… det store spørgsmål resterer

For selvom der er gode playmakere på offensiven, kan man tvivle på, at de bliver sat ordentligt i scene.

Hidtil er der blevet danset rundt om den varme grød i denne analyse, for det helt store spørgsmål vedrørende New York Giants er nemlig meget klart: Hvor god er quarterback Daniel Jones egentlig?

Giants tog den 24-årige quarterback med sjettevalget i NFL-draften i 2019, og hans første sæson var overraskende god. 24 touchdowns og 12 interceptions blev det til dér, omend han også smed bolden væk med adskillige fumbles. 

Til gengæld gav 2020 så panderynker hos Giants, for Daniel Jones – og angrebet – tog et skridt tilbage, hvilket også ses i de basale statistikker. Kun 11 touchdowns kastede han, mens det samtidig blev til 10 interceptions, og angrebet scorede blot to gange mere end 23 point i løbet sæsonen. Det er ikke godt nok, og præstationerne må utvivlsomt få cheftræner Joe Judge og kompagni til at overveje fremtiden på positionen. 

Der er dog ingen tvivl om, at New York Giants giver Daniel Jones endnu en chance i 2021 til at bevise sit værd. 

Kan de snuse til slutspillet? 

De var lige ved og næsten i sidste sæson, og den mere optimistiske del af fanskaren vil nok også håbe på, at New York Giants i år kan vende tilbage til slutspillet for første gang siden 2016. 

Om ikke andet ser holdet ud til at råde over forsvar, der på egen hånd kan vinde nogle kampe, og så afhænger meget af holdets offensive succes af quarterback Daniel Jones, og om han kan sætte de offensive stjerner i spil.

Han råder nu over et hav af våben som Kenny Golladay og Saquon Barkley, og det bliver han ganske enkelt nødt til at drage nytte af, hvis den offensive linje bare er nogenlunde tålelig i sæsonen. Og såfremt det sker, kan det sagtens blive en interessant sæson for Giants. 

Næste side: Forventet startopstilling – visse positioner er der tvivl om

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT