Sidste chance for Kliff Kingsbury i Arizona

Da Kliff Kingsbury for 2 år siden blev cheftræner hos Arizona Cardinals, var der mange, der satte spørgsmålstegn ved ansættelsen. Kingsbury var blevet fyret hos college-holdet Texas Tech, hvor han havde tabt flere kampe end havde vundet. Mange eksperter og fans var undrende overfor, at netop han fik jobbet, da det ikke ligefrem var et NFL-cv Kliff Kingsbury kunne prale med.

Kliff Kingsbury er fortaler for det såkaldte air-raid angreb, hvilket lavpraktisk betyder, at man bruger mange wide receiver i hvert spil. Selvom han ikke vandt nok kampe som collegetræner, så kan man ikke være andet end imponeret af de quarterbacks, som han har haft i sin fold – Patrick Mahomes, Baker Mayfield og nu Kyler Murray. Hans evne til at producere gode quarterbacks, kan være en af årsagerne til, at han blev ansat hos Cardinals. Han var egentlig udset til, at få den skuffende Josh Rosen på ret køl, men han ville have Kyler Murray. Han fik overtalt Steve Keim og fik Josh Rosen traded til Miami.

Han fik den quarterback han ville have i 2019, hvorefter han også håndplukkede Andy Isabella og to andre receivere i samme draft. Ingen af de 3 receivere har gjort væsen af sig, så derfor han fik tilført DeAndre Hopkins i 2020. Hopkins var, selvfølgelig, fantastisk i den forgangne sæson, men han var den eneste receiver, der for alvor blev brugt med effektivitet i Kingsburys angreb. Hverken Christian Kirk, legendariske Larry Fitzgerald eller føromtalte Andy Isabella har præsteret til deres potentiale.

Selvom Kliff Kingsbury har haft en del playmakers og en fantastisk quarterback ved hånden, har han kun vundet 13 kampe gennem 2 sæsoner. Dette er ikke tilfredsstillende for General Manager Steve Keim, der med al sandsynlighed også er på vej ud af Arizona, hvis holdet ikke spiller sig til en slutspilsplads i 2021-sæsonen. Kliff Kingsbury må tage en del af skylden for den missede slutspilsplads på sin kappe, da han på egen hånd var skyld i nogle af holdets nederlag. Han havde et par dårlig beslutninger i løbet af en del kampe, og tit føltes det som om, at det var Kyler Murray, der reddede Kliff fra, at se dårlig ud.

En stor dosis rutine i off-season

I denne off-season har der været gang i svingdøren i Arizona. Ud er røget en af Cardinals bedste spillere nogensinde i Patrick Peterson samt startere som Haason Reddick og Kenyan Drake. Ind er til gengæld kommet ligaens måske bedste center i Rodney Hudson, 7x Pro-Bowler A.J. Green og ikke mindst J.J. Watt, der har vundet årets forsvarspiller tre gange i løbet af sin glorværdige karriere. Steve Keim er gået all-in på rutinen, og det er der delte meninger om. Rodney Hudson var en no-brainer, og denne tilføjelse kan man ikke sætte en finger på. Men hvis man derimod retter blikket mod A.J. Green, så har vi med en spiller at gøre, der utvivlsomt har set bedre dage. Han havde en grim skade i 2019 og kunne ikke leve op til sit tidligere spil i 2020, hvor han kun havde 523 yards.

J.J. Watt er en virkelig dygtig spiller, men han har været meget skadet, hvilket har resulteret i, at han er ikke lige så eksplosiv, som han tidligere har været. Man skal ikke tage fejl af, at han stadig er en farlig spiller. Hans statistikker er dalet i de forgangne sæsoner, men det er blandt andet på grund af, at der ofte er blevet sat to offensive linjemænd til at dække ham. Han bringer også en masse lederskab til holdet, hvilket er noget som Steve Keim har haft stor fokus på skulle forbedres.

Cardinals har mistet et, måske to, prominente navne i denne off-season. Patrick Peterson er skiftet til Vikings, mens det endnu er usikkert, hvorvidt Larry Fitzgerald har tænkt sig at vende tilbage til holdet i denne sæson. Kliff Kingsbury har gjort det meget klart, at hvis han har lyst til at spille, så er der en plads åben til ham. Man kan ikke for alvor forestille sig et Cardinals-mandskab uden Larry Fitzgerald, men noget tyder på, at de må undvære den legendariske receiver.

Stjerner på begge sider af bolden – men der er store huller

Hvis man kigger på Cardinals’ holdkort, så er der store stjerner spredt ud over holdet.

Hvis vi kigger på den offensive side af bolden, så har vi Kyler Murray, DeAndre Hopkins og Rodney Hudson. Kyler Murray er unik, og kan sagtens være en MVP-kandidat i den kommende sæson. DeAndre Hopkins er altid et monster på receiver-positionen, og går med al sandsynlighed endnu en stor sæson i møde. Rodney Hudson er blandt ligaens bedste spillere på sin position, og er måske lige den spiller, som Kyler Murray har haft brug for foran sig. Hudson er klog og erfaren, og Murray har indtil videre haft Mason Cole og Lamont Gaillard som sine centere – ikke ligefrem household names, og begge spillere er også blevet skippet væk.

Men udover de tre spillere, er der ikke meget at komme efter. Som jeg tidligere har nævnt, så har hverken Christian Kirk eller Andy Isabella levet op til forventningerne. Rookien Rondale Moore, der eftersigende har været elektrisk i training camp, skal med al sandynlighed have en stor rolle på angrebet. På Tight End er der heller ikke noget, at råbe hurra for. Dan Arnold, som ikke er i nærheden af at være blandt ligaens bedste på sin position, havde dog en fin kemi med Kyler Murray – han er nu røget til Panthers. Udover Hudson, så er den eneste fornuftige offensive linjeman venstre tackle D.J. Humphries.

På forsvaret har vi spillere som Budda Baker, J.J. Watt og Chandler Jones. Budda Baker er blandt ligaens bedste safeties, og er sjælen på Cardinals’ forsvar. J.J. Watt er en stjerne i sig selv, og han tilstedeværelse gør livet nemmere for holdkammerater. Chandler Jones, der var skadet meget af sidste sæson, har været en af ligaens mest effektive pass-rushers og får tit ikke den anderkendelse, som han fortjener. Det er han selv enig i, og har bedt om en trade fra Cardinals, da han ikke er tilfreds med sin kontraktsituation. Han er dog mødt op til training camp, hvilket tyder på, at der bliver arbejdet på sagen.

Isaiah Simmons og Zaven Collins er en spændende duo på linebacker, og hvis tingene flasker sig, så er det en duo, som man skal lægge mærke til i fremtiden. Udover J.J. Watt, er den defensive linje svag – nok det svageste punkt i defensiven. Den består af navne som Leki Fotu, Rashard Lawrence og Zach Allen. Cornerback var den helt store mangel inden draften, hvor man draftede to spillere til positionen. Man har også tilføjet nogle stabile spillere i form af Darqueze Dennard og Malcolm Butler. Cardinals havde i forvejen Byron Murphy, der mest huserer i slotten, og vel nok er Cardinals bedste cornerback.

Hvis det hele flasker sig, så kan Cardinals være et virkelig farligt hold for enhver modstander. På den rigtige dag, så kan de spille op mod alle og enhver, men kan også sagtens falde fuldstændig fra hinanden – hvilket man også så et par gange i løbet af forrige sæson.

Næste side: Forventet startopstilling – potentiale til noget stort

Læs optakterne – udgives divisionsvis
1) NFC South: ATL | CAR | NO | TB              2) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN
3) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA               4) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC
5) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS            6) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ
7) NFC North: CHI | DET | GB | MIN             8) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT