Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde de danske NFL-fans godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Vi er nået til Baltimore Ravens, der håber på at bryde tre års playoffs-tørke. Holdet har oprustet en del på angrebet, men om Flacco kan løfte sit niveau, er tvivlsomt.

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. De næste 32 dages byder derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen: NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, Du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi er nået til AFC North, hvor stærke Baltimore Ravens er først i fokus.

Kejserens nye klæder

Ravens går ind i deres ellevte sæson med John Harbaugh og Joe Flacco ved roret, men det er efterhånden nogle år siden, at man sidst var i det forjættede land. I sidste sæson havde de muligheden. Ravens missede dog playoffs i sidste spillerunde, da man smed en føring i de døende minutter i mod Bengals.

Holdet fra Maryland formåede aldrig at få angrebet til at spille harmoniske toner på grønsværen i 2017. En stor del af skylden ligger hos Joe Cool, hvis kasteangreb præsterede sølle 189,4 yards pr. kamp. Flacco har endnu nu til gode at leve op til sin lønseddel siden han dykkede ned i Steve Bisciottis bundløse krukke med guld efter sejren i Super Bowl XLVII.

Det tog den nu tidligere general manager, Ozzie Newsome, konsekvenserne af i denne offseason. Man har satset tungt på offensive kræfter i både free agency og draften. Her har Ravens hentet adskillige våben og, endelig, en konkurrent til Flacco. Ind er kommet et par profiler på wide receiver, bl.a. Michael Crabtree, og man brugte to valg i draften på tight end-positionen. Det ser ud til at blive et helt nyt angreb, der marcherer på banen på M&T Bank Stadium i 2018.

Forsvaret ser igen i år stærkt ud, selvom man må se bort fra en af de vigtigste brikker, den defensive koordinator Dean Pees. Han står nu og råber af spillere på en sidelinje i Tennessee.

Den mest interessante tilføjelse fandt dog sted i bunden af første runde af årets draft. Her valgte Newsome den hyperatletiske quarterback Lamar Jackson. Det sendte adskillige Ravensfans i en sand glædesrus på draftaftenen. Om han får væltet Flacco af pinden i år, er dog tvivlsomt. Jackson har langt endnu, men man kan håbe, at det som minimum tænder en ild i Flacco, da Ravens har været et af ligaens mest kedelige angreb siden 2012-2013-sæsonen.

10 skarpe om Baltimore Ravens

1) Mest betydningsfulde tilgang: Michael Crabtree, WR

Ravens præsterede at have NFL’s 29. bedste, eller 4. ringeste, kasteangreb i 2017. Læg dertil, at Mike Wallace nu er at finde hos Eagles. Han var den eneste receiver, der præsterede bare nogenlunde sidste år. Derfor har Ozzie og DeCosta hentet en helt ny receiverkerne ind med John Brown, Willie Snead Jr., og, ikke mindst, Michael Crabtree. Efter en række op og ned år i San Francisco, fandt Crabtree et godt niveau i sine tre år i Oakland. Han giver Flacco en solid possession receiver og en scoringstrussel, der over de sidste tre sæsoner har sat hele 25 touchdowns på tavlen. Hvis linjen ikke kan holde, bliver Crabtree guld værd for checkdown Joe.

2) Mest betydningsfulde afgang: Dean Pees, DC

Valget stod mellem Mike Wallace og Dean Pees, og det faldt så på træneren. Pees stod i mange år bag Ravens konsistent stærke forsvar indtil han valgte at trække stikket og gå på pension efter sidste sæson. Det er så her, at det begynder at blive besynderligt. Kun fire uger efter denne beslutning blev offentliggjort, blev Pees annonceret som ny defensiv koordinator for Mike Vrabels Tennessee Titans. Det efterlod en del undren blandt nogle Ravensfans, og han er i den grad en træner, der vil blive savnet. Nu er det så den tidligere linebackers-træner, Don “Wink” Martindale, der skal styre det traditionsrige forsvar i den kommende sæson. Det bliver spændende at se, om han kan opretholde eller forhøje niveauet, som Pees lagde for dagen.

3) Holdets største styrke: Special Teams

Forsvaret var fantastisk til at hapse bolden fra modstanderen sidste år og ser fortsat stærke ud i år. Men med en ny koordinator må man lige se tiden an inden de bliver kronet som den bedste enhed. Special teams er dog stadig en sikker vinder. Ravens har en solid punter i Sam Koch, en god opdækningsenhed, og ligaens ubestridt bedste kicker i Justin Tucker. Formår gruppen at holde niveau, kan det betyde forskellen på sejr og nederlag. Harbaughs fortid som special teams-koordinator har alle dage været tydelig hos Ravens.

4) Holdets største svaghed: Offensiv linje

Man kunne og burde snakke om Joe Flacco her, men ham kommer vi til senere. I stedet kigger vi på en linje, der får sit at se til i 2018. Godt nok har man en solid venstre tackle i Ronnie Stanley, og monstret Marshall Yanda er tilbage på højre guard efter sin skade. På resten af linjen er der dog store spørgsmålstegn. Ryan Jensen er væk efter Buccaneers gjorde ham til ligaens bedst betalte center. Matt Skura overtager sandsynligvis efter Jensen, mens Alex Lewis forventes at starte på venstre guard. På højre tackle står kampen mellem James Hurst og et af årets tredjerundevalg, Orlando Brown Jr. Det kan risikere at blive en direkte motorvej til Joe Flacco, RGIII eller Lamar Jackson. Hurst har aldrig formået at spille på et højt niveau, og det virker også til, at Ravens satser på Brown. Han har fået en del snaps, både til træning og i de to første preseason-kampe, så Ravens giver ham alle muligheder for at få succes tidligt.

5) Holdets mest undervurderede spiller: Alex Collins, RB

Alex Collins får sin første fulde sæson som startende runningback efter at have vundet kampen definitivt i uge seks i sidste sæson. Han passer godt til Ravens’ løbesystem, løber bolden hårdt, og har nogle vævre fødder. Collins er ikke den hurtigste knallert på havnen, men med Ravens angrebsstruktur ville det også mere være en luksus end en nødvendighed. Han løb for tæt på 1000 yards i 12 startede kampe sidste år, så det bliver spændende at se, hvad den irske danser kan få ud af en forventet fuld sæson som starter.

6) Holdets mest interessante rookie: Lamar Jackson, QB

Selvom der er lang vej til en startplads for Jackson, så kan man ikke komme uden om ham som den absolut mest interessante rookie i Baltimore – ja måske i hele NFL. Jackson er simpelthen elektrisk på grønsværen og har atletiske evner, vi ikke har set i en quarterback siden Michael Vick. Selv Vick har udtalt, at Jackson er bedre end ham, da han kom ud af college. Samtidig, og vigtigst af alt, er han interessant, da Ravens endelig har en direkte konkurrent til Joe Flacco. Vinderen af Heismantrofæet i 2016 kom fra Louisville, der er trænet af den tidligere cheftræner for Atlanta Falcons, Bobby Petrino. Petrino kører ikke det ellers så anvendte spread-system, som man typisk ser de atletiske quarterbacks komme fra. Jackson har derfor ikke den typiske atletiske quarterbacks historie ift. angrebets kompleksitet, og burde kunne lære Ravens’ playbook relativt hurtigt. Med det sagt har han dog langt vej endnu, og vi må nok vente et år eller to før vi får ham at se som starter i Baltimore. Vi kommer dog øjensynligt til at se ham i pakker, der er specialdesignet til hans evner, og det bliver spændende at se, hvordan den offensive koordinator, Marty Mornhinweg, får viklet ham ind i gameplanerne.

7) En spiller, der står foran et gennembrud: Matthew Judon, LB

Judon blev valgt i femte runde i 2016 og kom fra den lille Division II-skole Grand Valley State. Han formåede stille og roligt at spille sig ind i rotationen. Det blev til fire sacks i rookiesæsonen, hvor han dog ikke startede en eneste kamp. Det gjorde han til gengæld i 2017, hvor han startede 12 kampe og præsterede at kramme modstanderens quarterback otte gange. Det blev kun overgået af den levende legende Terrell Suggs, der havde 11. Don Martindale ser ud til at bringe et aggressivt forsvar på banen i 2018, så man må forvente at se Judon sprinte efter QB’en en del.

8) En spiller, der skal præstere: Joe Flacco, QB

Man har betalt ham som en elite-quarterback i snart seks sæsoner, men Flacco har ikke spillet op til det niveau på noget tidspunkt ud over de fire kampe i 2012-13, der førte til et Lombardi-trofæ. Sidste sæson var igen præget af absolut middelmådighed med 3141 yards, 18 touchdowns og 13 INTs. Med Lamar Jacksons delikate ånde i nakken kan Flacco lige så stille begynde at tælle sine dage i Baltimore. Æraen, der begyndte i 2008 ser ud til at være slut, med mindre Flacco endelig tager sig sammen.

9) Bold prediction: Vinder af AFC North

Steelers er klart i føringspositionen til at tage norden igen. Flasker tingene sig for Ravens, kan de dog blive et af ligaens mere komplette hold. De har et stærkt forsvar, et godt speciel teams og kan få et udmærket angreb.Alt står og falder dog med Joe Flacco og den offensive linje. Bliver han holdt oprejst og undgår at kaste sine typiske stupide interceptions, specielt mod Steelers, kan Ravens godt spille med om divisionstitlen. Der er dog en del, der skal falde i hak.

10) En realistisk målsætning: Spil med om Wild Card-pladserne

Man kommer sandsynligvis til at spille med om Wild Card-pladserne, også selvom AFC har fået lidt flere hold, der kan nå playoffs i år. Ravens har et overkommeligt kampprogram, hvor de skal møde AFC West og NFC South. Sidstnævnte præsenterer en væsentlig udfordring, mens AFC West er et stort spørgsmålstegn. Hvis AFC bare tilnærmelsesvis holder niveauet fra sidste, så det burde være muligt at ramme en 9-7 eller 10-6 og få en Wild Card-plads.

Læs alle de udgivede sæsonoptakter her:

ARZ | LAR | SF | SEA | DEN | KC | LACOAK ATLCARNOTBHOU | IND | JAXTEN | CHIDETGBMIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ