Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Tampa Bay Buccaneers må undvære Jameis Winston i de første tre kampe, kan de stadig gøre sig gældende?

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. I 32 dage i streg byder vi derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, og du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi kører videre med NFC South, hvor Tampa Bay Buccaneers mange år i træk har været udset til at lave noget larm i slutspillet. Kan dette endelig blive året, hvor piraterne fra Tampa kan leve op til forventningerne?

Kan quarterback-karantæne stikke en kæp i slutspilsdrømmene?

Tampa Bay Buccaneers har drømme om noget stort, de håber at komme i slutspillet for første gang siden 2007. De har længe været et populært valg blandt eksperter til at hoppe et niveau op og være blandt ligaens bedste mandskaber. Det er ikke sket, og nu har quarterback Jameis Winston karantæne i tre kampe grundet befamling af en kvindelig Uber-chauffør. Dermed må cheftræner Dirk Koetter, som nok efterhånden sidder på et varmt trænersæde, nøjes med Ryan Fitzpatrick. Det kan ikke give meget selvtillid.

Piraterne har forsøgt at opgradere på mange områder, der var problematiske i fjor. De har hentet et væld af defensive linjefolk til, som alle skal hjælpe den fortsat fremragende Gerald McCoy. Ind er kommet to pass rushere i Vinny Curry og gode gamle Jason Pierre-Paul. Det er i høj grad nødvendigt, Buccaneers var sidste sæson ligaens dårligste hold til at sacke modstandernes quarterbacks. Tampa Bay var også det hold, der tillod flest yards gennem hele sæsonen, det skal være anderledes i år. Holdet har derfor også draftet den kæmpestore defensive tackle, Vita Vea, med draftens niende valg. Bucs spiller i division

Angrebet skal derfor bæres de første tre kampe, hvor Winston skal skamme sig på bænken. Det bliver en ilddåb for de nye spillere på forsvaret, da Tampa Bay skal møde Saints, Eagles og Steelers i de første tre opgør. Det kan sætte Buccaneers i et dybt hul. Angrebet burde ellers have evnerne til at gøre det godt, de fleste våben fra sidste sæson er tilbage, og holdet har sagt farvel til Doug Martin, som var ganske elendig. Ind er kommet en spændende rookie i Ronald Jones, der sammen med Peyton Barber, Jaquizz Rogers og Charles Sims skal løbe modstanderne i smadder. Det er en ny offensiv koordinator, Todd Monken, som skal designe det angreb både med og uden Winston.

10 skarpe om Tampa Bay Buccaneers

Mest betydningsfulde tilgang: Vinny Curry, DE
Som nævnt var Tampa Bay elendige til at presse modstandernes quarterbacks sidste sæson. Vinny Curry er specialist på netop det område, og var sidste sæson en af ligaens mest produktive pass rushere. Selv om det ikke blev til en enorm mængde sacks, var han god til at lægge pres på modstandernes quarterbacks. Selv om Buccaneers’ defensive linje ikke kan måle sig med den han forlod i Eagles, er der stadig masser af talent. Curry burde få gode arbejdsbetingelser.

Mest betydningsfulde afgang: Robert Ayers, DE
Trods to nye defensive ends, kan man godt ærgre sig over tabet af Robert Ayers, der har været en god spiller siden han blev draftet af Broncos i første runde i 2009. Trods de 32 år har han stadig været produktiv. Selv om det var forventet, at Ayers ville ryge i svinget, så undrede lokale journalister sig stadig over valget.

Holdet største styrke: Receivere og tight ends
Den helt store styrke hos Tampa Bay, er den gruppe af spillere, der skal gribe bolde fra Fitzpatrick og Winston. Mike Evans er stadig en af ligaens bedste receivere, og foruden ham har Buccaneers stadig den altid farlige DeSean Jackson, samt Chris Godwin, der havde en flot rookiesæson. De to tight ends, Cameron Brate og OJ Howard, er utroligt talentfulde og kan Howard, som også var rookie i fjor, spille op til sit talent, er det ligaens måske bedste duo på den position. Spørgsmålet er som, om cheftræner Dirk Koetter kan designe et angreb, der bruger alle de våben effektivt, jeg tvivler.

Holdets største svaghed: Donovan Smith, LT
Holdets venstre tackle er quarterbackens ypperste beskytter, desværre for Buccaneers ser det fortsat ud til, at Donovan Smith er starter. Den 25-årige tackle er stadig ung og havde sin nok bedste sæson i fjor, men det var stadig ikke godt nok. Han tillod syv sacks, hvilket rangerer ham blandt de ti dårligste tackles i ligaen i den kategori. Holdet har flere gange snakket om, at dette er året for Smith, han har tabt sig, teknikken er blevet bedre osv, men det er svært at se i kampens hede. Holdets dårligste kæde samlet er dog den bagerste, Tampa har muligvis ligaens dårligste safety-duo og masser af usikkerhed på cornerback-pladsen. Jeg har ret stor tiltro til de to rookies, Carlton Davis og MJ Stewart, men safety-positionen kan blive kritisk.

Holdets mest undervurderede spiller: Cameron Brate, TE
Det er en rigtig dejlig tid at være tight end i, i øjeblikket. De fleste ved efterhånden godt, at Rob Gronkowski, Travis Kelce og Zach Ertz er stjerner, men i geleddet lige efter dem er Cameron Brate. Han er måske ikke god i blokeringsspillet, men han er et utroligt stabilt mål i kastespillet. Han taber sjældent en bold og er farlig i red zone, i 2016 scorede han flest touchdowns af alle tight ends. Selv om man brugte et højt draftvalg på OJ Howard, så smed man en flot kontrakt i hovedet på Brate, der bør kendes af flere danske NFL-fans.

Holdets mest interessante rookie: Ronald Jones, RB
Buccaneers har mere uvished på runningback-pladsen end de har haft i mange år. Ronald Jones blev valgt i anden runde af draften i år, og han er fyldt med potentiale. Han har god fart i stængerne og bevæger sig flot på en footballbane. Sammen med blandt andet Peyton Barber skal de skabe et løbeangreb, som Bucs har savnet. Selv om Saquon Barkley har trukket de fleste overskrifter, så burde Jones også kunne få en utroligt produktiv rookiesæson.

En spiller, der står foran et gennembrud: S, Justin Evans
Umiddelbart er der ikke mange, som står i kø hos Tampa Bay til denne pris. Jeg har selv et godt øje til cornerback Vernon Hargreaves, som viste tegn på forbedring inden en skade ødelagde sidste sæson. Det ville dog gå imod resten af karrieren, hvis det skulle ske, men chancen er der. Safety Justin Evans kan også tage et skridt frem, efter en dårlig rookiesæson. Evans spillede en meget alsidig rolle på forsvaret, og et års erfaring på en af de sværeste positioner kan gavne meget. Han har vist, at han har et øje for bolden og kan kreere turnovers, karrierens første interception kom mod Tom Brady, en god start at få.

En spiller, der skal præstere: Jameis Winston, Quarterback
Tampa Bay har mange oplagte kandidater til denne kategori. Førnævnte Donovan Smith er en af dem, mens cornerback Vernon Hargreaves og pass rusher Noah Spence også fortjener at blive nævnt. Holdet står dog og falder med quarterback Jameis Winston, som snart skal til at vise et stabilt niveau, hvis han for alvor skal være såkaldt franchise-quarterback. Han sidde ude de første tre kampe for dumheder udenfor banen, men det er dumhederne på banen, der ofte koster holdet mest. Han laver fortsat for mange fejl trods masser af talent omkring ham. Han får ikke megen hjælp fra trænerstaben, der selv på den bedste dag er ret tvivlsom, så når han kommer tilbage er der meget ansvar på den 24-årige quarterbacks skuldre.

Bold prediction: Ronald Jones vil være den rookie-runningback med flest yards
Jones burde blande sig i kampen om at blive årets offensive rookie. Han er en talentfuld, ung spiller, der var produktiv i college og kommer til et hold, hvor der ikke burde være meget konkurrence om spilletid. Han har ikke fået samme stjernestatus som Barkley, men vil nok spille bag en bedre offensiv linje og ikke have samme opmærksomhed omkring ham i starten af sæsonen. Det tror jeg kan føre til, at han får den statistisk bedste sæson blandt de mange dygtige rookies på runningback-positionen.

En realistisk målsætning: Undgå at ende sidst i divisionen
Buccaneers burde som organisation have slutspilsforhåbninger, men de står med det, der på papiret er et af ligaens sværeste programmer. Derfor tror jeg, holdet realistisk set bør håbe på ikke at ende sidst i divisionen og få fundet ud af, hvad der skal ske i fremtiden. Hvem af de unge spillere kan man stole på, og hvor skal der tænkes nyt. Det gælder også med hensyn til cheftræner og startende quarterback. Buccaneers har dog gode spillere, og de kan ende med at blande sig i kampen om slutspillet, hvis alt flasker sig, men det virker usandsynligt.

ARZ | LAR | SF | SEA | DEN | KC | LACOAK ATLCARNOTB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ