Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde de danske NFL-fans godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Vi er nået til Atlanta Falcons, der håber på at bryde Super Bowl-forbandelsen. Holdet er i en fremragende position, men er det nok?

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. De næste 32 dages byder derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen: NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, Du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi er nået til NFC South, hvor stærke Atlanta Falcons er først i fokus.

Ro og stabilitet sætter ekstra liv i drømmen
Atlanta Falcons har i de seneste par år etableret sig i NFL-eliten. I 2016 stod kombinationen af et vildt kollaps og et magisk Brady-anført Patriots-comeback i vejen for franchisets første Super Bowl. I sidste års slutspil var Matt Ryan centimeter fra at finde Julio Jones og sende de senere Super Bowl-mestre fra Philadelphia ud. Og hvem ved, om Dan Quinns tropper så ikke var gået hele vejen?

Der er heller ikke noget, der tyder på, det ikke kan blive ‘tredje gang er lykkens gang’ for falkene i denne sæson. Falcons-mandskabet er komplet intakt, da man ikke har foretaget sig meget hen over foråret og sommeren,. Den største begivenhed var den længe ventede kontraktforlængelse, der gjorde Matt Ryan til den bedst betalte quarterback i ligaen, mens stjernereceiver Julio Jones også er blevet tilfredsstillet med en lidt større pose penge. Lægger vi det sammen med, at udskiftningen på holdet har været på et minimum, giver det en paradisagtig ro i Atlanta.

Det famøse Super Bowl-nederlag er kommet på afstand, holdets stamme er sammenspillet, og spiller for spiller er der ikke mange hold, der kan matche Falcons på kvalitet. Derfor er forventningerne store. Det bliver en sæson, hvor holdet er at finde iblandt en stor gruppe af favoritter i NFC, men vejen til Super Bowl er lagt med store bump: NFC South er en af ligaens stærkeste divisioner, og efterfølgende venter endnu sværere modstand i knockoutfasen. Intet mandskab bør dog gå ind til sæsonen med mere optimisme og tro på tingene end Atlanta Falcons.

10 skarpe om Atlanta Falcons

Mest betydningsfulde tilgang: Calvin Ridley, WR
Atlanta har bestemt ikke haft travlt i off season og rørte knap nok på sig i free agency. Derfor går jeg med førsterundevalget Calvin Ridley her. Wide receiveren, der spillede college football for Alabama, kan blive et excellent tredjehjul til superduoen Julio Jones og Mohamed Sanu. Ridley kommer ind på holdet uden at have et stort pres på sine skuldre og får dermed tid til at vænne sig til NFL, hvor han med sine gode ruter, sikre hænder og fine fart kan tilføje et ekstra element til Falcons-angrebet, der pludselig har ikke bare to, men formentlig tre top-receivere, der kan gøre ondt på modstandernes secondary på alle måder.

Mest betydningsfulde afgang: Dontari Poe, NT
Som nævnt har der ikke været gang i svingdøren i Atlanta, men holdet har dog sagt farvel til et par solide spillere. Wide receiver Taylor Gabriel er en kandidat, men den mest betydningsfulde afgang er ikke bare en solid spiller, men en decideret massiv en af slagsen. Der er selvfølgelig tale om kæmpestore stopklods i midten af den defensive linje, Dontari Poe, der efter bare en enkelt sæson er søgt videre. Poe er ikke den stjerne, han var for nogle år tilbage, men han gjorde det fint i Atlanta, og hans evner til at dominere mod løbet vil blive savnet.

Holdets største styrke: Energisk forsvar
Falcons er et “sneaky” stærkt hold på stort set alle parametre. Angrebet vrimler med dygtige spillere, men det er faktisk forsvaret, der må betegnes som den største styrke. Efter cheftræner Dan Quinn kom til i 2015, har Thomas Dmitroff fået samlet en eksplosiv ung gruppe af forsvarsspilleren via draften, der kan lukke ned for både løb og kast. Især blandt de forreste syv er der power og fart med Vic Beasley, Takkarist McKinley og Grady Jarrett, der er spillere med stort potentiale til at nedlægge quarterbacks, mens Deion Jones ligner den næste helt store linebackerstjerne. Forsvaret har alle brikkerne til at være blandt de bedste i NFL både i år og de følgende sæsoner.

Holdets største svaghed: Steve Sarkisian, offensive koordinator
Du kan ikke finde mange svage punkter på Falcons-mandskabet, og jeg vil gå så langt som at sige, at vi skal ud på sidelinjen for at finde det største stykke kryptonit for Matt Ryan og Co. Da Kyle Shanahan forlod Atlanta efter hans mesterværk i 2016, hvor MVP-Ryan spillede en historisk sæson, og holdet var de helt små marginaler fra at vinde Super Bowl, blev der flyttet en stor byrde over på den nye offensive koordinator, Steve Sarkisian. Falcons-angrebet faldt gevaldigt i niveau under Sarkisians ledelse sidste år, selvom materialet var det samme, og Sarkisian er nødt til at hæve sit niveau som play-caller i år, for ellers kan hans være den faktor, der forhindrer Falcons i at opnå det ultimative mål..

Holdets mest undervurderede spiller, Ricardo Allen, S
Når snakken falder på safety-positionen, er Ricardo Allen sjældent det navn, der popper op. Men den alsidige safety, som både kan levere store hits og har en næse for bolden, er blandt de bedre på positionen i NFL. Han har været fast starter de seneste tre sæsoner og har hver sæson lagt en smule på sit spil. Derfor er han netop blevet belønnet med en treårig kontraktforlængelse. Alle hold ønsker en type som Allen, og den defensive back fortjener større anerkendelse for sit niveau.

Holdets mest interessante rookie: Isaiah Oliver, CB
Falcons-fans havde rigtig god grund til at trække på smilebåndet, da holdet snuppede cornerback Isaiah Oliver i slutningen af anden runde. Det ligner et rigtig godt draftvalg, og flere eksperter havde faktisk Oliver i spil til slutningen af første runde. Hvis Oliver lever op til forventningerne, kan han blive en stor gevinst som tredjecornerback efter Desmond Trufant og Robert Alford i år. Han kan måske endda true sidstnævntes position som sikker starter, og Atlanta planlægger nok også, at Oliver skal afløse Alford, der meget vel kan være fortid efter denne eller næste sæson

En spiller, der står foran et gennembrud: Takkarist McKinley, EDGE
Vi bliver på forsvaret, hvor Takk McKinley efter en rigtig lovende sidste halvdel af sin første sæson i NFL kan træde ind på den helt store scene i år. Adrian Clayborn er væk, og det åbner for langt mere spilletid for den eksplosive pass rusher, der i 2017 præsterede seks sacks på trods af, at han ikke startede en eneste kamp. Der er gode muligheder for, at McKinley for alvor gør sin bedstemor stolt i løbet af det næste halve år.

En spiller, der skal præstere: Vic Beasley, EDGE
Mens det ikke er et krav, at McKinley skal brænde banen af i 2018, gælder det modsatte for Vic Beasley. Manden, der blev valgt som den ottende spiller i 2015-draften, skuffede enormt sidste år, hvor han blot blev noteret for fem sacks og måtte se sig bænket undervejs i sæsonen. Det var en af de store negative historier på holdet i fjor, efter Beasley havde imponeret alt og alle med hele 15,5 sacks i 2016. Beasley skal bevise, at 2016-dominansen ikke var en enlig svale, for ellers kan det manglende pass rush godt ende med at koste, når det spidser til.

Bold prediction: Freeman og Coleman kombinerer for over 2.500 scrimmage yards
Mark Ingram og Alvin Kamara var en af 2017-sæsonens fedeste højdepunkter, da Saints-duoen rev det ene forsvar over efter det andet. Jeg tror, at Falcons’ tohovede runningbackmonster gør dem kunsten efter i år. Devonta Freeman og Tevin Coleman kan begge løbe. De kan begge gribe. Og mon ikke Sarkisian tager et ekstra grundigt kig på, hvad der lykkedes så godt for Shanahans Falcons-offensiv i 2016, hvor de to løbere var en stor og effektiv del af både løbe- og kastespillet.

En realistisk målsætning: Spil med om Super Bowl
Atlanta Falcons har en af de stærkeste og mest komplette trupper i ligaen, og holdet er i mine øjne en af favoritterne til at løfte Vince Lombardi-trofæet til februar. Udfordringen er bare, at der er mange om buddet i NFC, og selv i divisionen skal holdet overkomme hård modstand i New Orleans Saints og Carolina Panthers. Når alt kommer til alt, skal Falcons være med blandt de sidste hold i kampen om Super Bowl. Kvaliteten er for stor til, at det ikke er målet.

ARZ | LAR | SF | SEA | DEN | KC | LACOAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ