Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde dig godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Vi slutter AFC West af med Oakland Raiders, der har hentet det kæmpestore trænernavn Jon Gruden tilbage.

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. 32 dage i træk giver vi dig en ny optakt, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, og du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi er i gang med AFC West, hvor Oakland Raiders og Jon Gruden runder divisionen af.

År 1 i en ny Jon Gruden æra
Jon Gruden er tilbage som træner i NFL. Han skal igang med sin anden periode i Oakland Raiders, og der er store forventninger til ham, da han har fået en 10-års kontrakt til en værdi af 100 mil. dollars. Raiders ejer Mark Davis har med kontrakten til Gruden sendt et signal til omverdenen om, at Gruden får tid til at sætte sit præg på Raiders og styre holdet igennem flytningen fra Oakland til Las Vegas om et par år. Siden Mark Davis overtog Raiders efter sin far Al Davis, har Jon Gruden stået øverst på hans liste over de træner, han ville have til at lede klubben. Men det har ikke været muligt at lokke Gruden væk fra kommentatorrollen før nu, hvor Raiders har en ung lovende quaterback i Derek Carr.

2017 sæsonen var en hård omgang for Oakland Raiders. Deres 2016 sæson havde givet dem og deres fans en masse optimisme, efter de gik 12-4 og kom i slutspillet. 2017 sæsonen skulle dog vise sig at blive en helt anden historie. Raiders gik 6-10 med karantæner grundet ballade på banen, Derek Carr der ikke kunne blive sin rygskade kvit, rygter om at head coach Jack Del Rio havde tabt kontrollen over omklædningsrummet samt en fyring af defensiv koordinator Ken Norton Jr. Den uro resulterede i, at Jack Del Rio fik fyresedlen blot et år efter en fireårig kontraktforlængelse.

Gruden sagde, da han blev præsenteret som ny træner for Raiders, at han vil tage spillet tilbage til ’98. Det blev gjort klart, at han er tilhænger af ”old school football”, hvor især fullbacken vil blive anvendt mere end, hvad tilfældet er generelt i NFL. For at implementere den filosofi har han valgt at hente aldrende og erfarne spillere som Tahir Whitehead, Jordy Nelson, Doug Martin og Derrick Johnson til klubben. De bliver suppleret af spillere, der har tidligere erfaringer med at spille for defensiv koordinator Paul Guenther og special teams træner Rich Bisaccia.

10 skarpe om Oakland Raiders

Mest betydningsfulde tilgang: Tahir Whitehead, LB
Den mest betydningsfulde tilgang hos Raiders er Tahir Whitehead. Han er fremtidens mand for Gruden blandt linebackerne, da han har alderen og erfaringen til at være en betydningsfuld spiller i sin bedste alder. Han skal være den stabile faktor, der skal hjælpe de unge med at lære og samtidig hjælpe Derrick Johnson med at styre linebacker-kæden. Det er dog svært for Whitehead ikke at stå i skyggen af Gruden, der er den mest betydningsfulde tilgang for Raiders. Det er Jon Gruden, der er Raiders’ ansigt udadtil og måske den eneste træner, der er en større profil end en spiller på sit hold.

 Største afsavn fra sidste sæson: Michael Crabtree, WR
Michael Crabtree har i sine tre år hos Raiders grebet 232 bolde for 2.543 yards og 25 touchdowns. Selvom hans 2017 sæson var den dårligste i sin tid hos Raiders, var det alligevel en overraskelse, at Raiders valgte at skille sig af med ham. Han var en af flere store navne i Oakland Raiders, der blev sendt videre med Jon Grudens ansættelse som head coach. Selvom man har fået Jordy Nelson ind, var Michael Crabtree Derek Carrs sikkerhedsventil og tit ham, han gik til i de sidste sekunder af kampen, når Oakland Raiders skulle vinde.

Holdet største styrke: Den indvendige del af den offensive linje
Oakland Raiders har en center og to guards, der udgør en af de bedste trekløvere i hele ligaen. Rodney Hudson, Kelechi Osemele og Gabe Jackson skal sørge for at Derek Carr kan træde op i lommen og levere præcise kast til sine receivere og tight ends. De skal også åbne huller, så Marshawn ”beast mode” Lynch kan brage bolden op gennem midten og kontrollere kampene. Oakland Raiders mangler lidt på begge tackle positioner for at have en af de bedste offensive linjer i NFL. Dog er de tre spillere indvendigt klart holdets største styrke. De passer perfekt til Jon Grudens filosofi om at dominere modstanderne med et tungt løbeangreb og en quarterback, der får tid til at finde hullerne i modstandernes forsvar.

Holdets største svaghed: Linebackerne
Selvom Tahir Whitehead og Derrick Johnson er kommet til i free agency, efterlader linebacker-kæden en hel del at ønske for Raiders. Raiders’ secondary er heller ikke blandt de bedste i ligaen, men har en masse ungt lovende talent, hvilket ikke er tilfældet blandt linebackerne. Det vil helt sikkert være der, hvor modstanderne forsøger at sætte kniven ind, da navne som Nicholas Morrow, James Crowser, Marquel Lee, Emmanuel Lamur, Shilique Calhoun og Victor Azeem ikke er frygtindgydende. Paul Guenther vil forsøge at tilpasse sit forsvar, så linebackerne ikke bliver udstillet.

 Holdets mest undervurderede spiller: Jared Cook, TE
Jared Cook går under radaren, når man snakker om spillere hos Raiders. Han har aldrig været en af de bedste tight ends i NFL, men det er bestemt ikke umuligt, at han kan forbedre sine 54 grebne bolde for 688 yards og 2 touchdowns fra sidste sæson. Efter Jon Gruden er kommet til, og Michael Crabtree er væk, vil Cook blive spilleren, der får mange red zone targets fra Carr. Han er blevet 31 år og er en af veteranerne, der skal være Derek Carrs sikkerhedsventil, når han bliver presset og vil kaste bolden kort. Han har ikke været i Raiders i lang tid, men er den spiller, som flest glemmer og undervurderer, når man snakker om, hvem der er de farligste våben i Raiders angreb.

Holdets mest interessante rookie: Maurice Hurst DT 
Maurice Hurst blev taget i femte runde i dette års draft. Han var udset til at blive taget i første eller anden runde, men faldt ned til femte runde, fordi han missede combinen med hjerteuregelmæssigheder. Oakland Raiders kan have en stjerne i svøb med Maurice Hurst, og det bliver interessant at se, om han kan skabe det indvendige pres, som kan give noget mere plads til Khalil Mack og Bruce Irvin. Raiders har investeret meget i den indvendige del af den defensive linje de sidste par år med Mario Edwards Jr. Eddie Vanderdoes, P.J. Hall og forlængelse af Justin Ellis. Hurst kan dog sagtens være en af de to startende DTs, når de spiller første kamp i sæsonen.

 En spiller der står foran et gennembrud: Gareon Conley, CB
Sidste år blev Gareon Conleys pre-season ødelagt af skader, og han spillede kun i to kampe af sæsonen, inden en skade satte ham på bænken. I år er han igen ramt af en skade i træningslejren, og snakken går på, at han har D-vitamins problemer, hvilket betyder, at han ikke heler lige så hurtigt efter skader. Han blev taget i første runde forrige år, og i år er han udset til at være startende CB modsat Rashaan Melvin. Der er ingen tvivl om, at han har et stort potentiale og kan blive den spiller i Raiders, som i år får sit store gennembrud, fordi han besidder de kvaliteter, der kan gøre ham til en elite cornerback i NFL. Hvis han ellers kan holde sig skadesfri.

En spiller, der skal præstere: Derek Carr, QB
Sidste år spillede Derek Carr ikke godt, og det betød en dårlig sæson for Raiders i forhold til forrige år, hvor de kom i slutspillet. Hvis Raiders skal have mere end 8 sejre og komme i slutspillet, er det altafgørende, at Carr finder det spil frem fra for to år siden, der gjorde ham til potentiel MVP kandidat. Gruden har tidligere fået hans quarterbacks til at dominere modstandernes forsvar, og han har store forventninger til Carr. Carr fik sidste offseason en stor kontraktforlængelse, og han skal i år vise at han er pengene værd.

 En bold prediction relateret til holdet: Derek Carr bliver MVP
MVP-titlen er de sidste ti år gået til en quarterback ni gange. Hvis Gruden kan få Derek Carr til at føle sig tilpas i det nye angreb, og Carr kan finde tilbage til hans 2016 niveau, er det bestemt muligt for Carr at vinde MVP-titlen. Rich Gannon blev MVP for Oakland Raiders i 2002, og det var i Grudens angreb, selvom Gruden var taget til Tampa Bay inden sæsonen. Det bliver ikke nemt at vinde MVP-prisen foran spillere som Brady, Rodgers, Gurley, Brown og Brees, men hvis Raiders får en god sæson ville det være, fordi Carr dirigerer Raiders til sejre. Da Raiders’ forsvar ikke er blandt eliten i NFL, vil Carr skulle ud og score mange point, hvilket helt klart er en fordel at kunne fremvise gode personlige statistikker i MVP-kapløbet.

En realistisk målsætning – minimum 8 sejre og måske PO
Når man ser på de modstandere, Raiders møder, Grudens tilgang og spillermaterialet, så er det realistisk, at Raiders minimum får 8 sejre, og der er ikke meget der skal gå Raiders vej for, de kan nå op på et tocifret antal sejre og en plads i slutspillet. AFC West er en spændende division, hvor ingen af holdene skiller sig markant ud fra de andre, da alle hold både har styrker men også mange spørgsmålstegn. Under 8 sejre ville være en skuffelse for Raiders under Gruden i et af deres sidste år i Oakland, inden de flytter til Las Vegas.

ARZ | LAR | SF | SEA | DEN | KC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ