Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Vi er nået til Kansas City Chiefs, der går en spændende sæson i møde i et ukendt farvand med Patrick Mahomes som styrmand.

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. 32 dage i træk giver vi dig en ny optakt, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, og du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi er i gang med AFC West, hvor Chiefs er næste hold under luppen.

Er Mahomes det gyldne krydderi?
De sidste fem år har Chiefs ikke vundet færre end ni kampe, og holdet har under Andy Reids ledelse etableret sig som et tophold i NFL. Alligevel har holdet ikke opnået succes i slutspillet, hvor de på trods af fire slutspilssæsoner kun står tilbage med en sejr over et Brian Hoyer anført Texans-hold.

Det skal der ændres på i Kansas City, og Reid begyndte allerede forberedelserne i foråret 2017, da man draftede quarterback Patrick Mahomes i første runde. I år skal han overtage tøjlerne fra Alex Smith, der på trods af sin bedste sæson i karrieren igen manglede det sidste gear, når det spidsede til i slutspillet.

Mahomes er ikke samme type, som den ofte lidt konservative og kalkulerede Alex Smith. Mahomes er i langt højere grad en chancetager, der kan lave nogle helt uvirkelige kast med sin blændende armstyrke. Balancen mellem for mange risici og store spil vil afhænge af Mahomes’ modenhed, og den er i NFL-sammenhæng ganske uprøvet. En enkelt kamp i uge 17 af 2017-sæsonen bød på lidt blandede bolscher mod et Denver-hold på mentalt sommerferie, og det er derfor umuligt at vurdere Mahomes niveau gående ind til 2018-sæsonen.

Hvis Mahomes kan præstere fra start i det eksplosive angreb med andre profiler som Travis Kelce, Tyreek Hill og Kareem Hunt, kan Chiefs slå alle hold. Hvis den 22-årige quarterback derimod mangler stabilitet, kan Chiefs misse slutspillet. Forsvaret er nemlig ikke imponerende, og det hele står og falder med et angreb anført af det uprøvede wild card Patrick Mahomes.

10 skarpe om Kansas City Chiefs

Mest betydningsfulde tilgang: Sammy Watkins, WR
Chiefs hentede også andre dygtige spillere, men for den måde Chiefs har bygget holdet op på, er Sammy Watkins udset størst betydning. Holdet er tydeligvis bygget til at vinde ved at score mange point, og Chiefs mente derfor, at en makker til Tyreek Hill var et nødvendigt krydderi til angrebet. Watkins har ikke haft så meget held i sprøjten hos Bills og Rams, men i glimt og perioder har han vist klasse. Hvis han finder stabilitet og en komfortabel rolle hos Chiefs, kan han gøre en stor forskel, da forsvarene vil have så mange gode spillere at forsøge at dæmme op for.

Mest betydningsfulde afgang: Marcus Peters, CB
At bygge et hold op om en stærk offensiv stamme er en udmærket idé. Men man skal også stille med et forsvar, som ikke decideret dårligt. Ellers bliver det stadig svært at vinde i slutspillet. Derfor er det også ærgerligt for holdet, at de følte sig nødsaget til at afskibe Marcus Peters pga. faktorer bag kulisserne. Peters er en strålende cornerback, der gav Chiefs-forsvaret noget x-faktor, som de kan komme til at mangle i 2018. Derudover har den tilbageværende cornerbackgruppe bare ikke meget talent.

Holdet største styrke: Offensive playmakere
Sammy Watkins er kommet til, og i sig selv er han ikke 16 millioner dollar værd om året. Men i helheden af offensive playmakere kan Watkins måske gøre forskellen. For Chiefs ser styrken nemlig ud til at være, at de efterhånden har så mange forskellige trusler, at de vil åbne modstandernes forsvar op for hinanden. Både Watkins og Tyreek Hill kan true dybt, hvilket vil tvinge hold til at holde safeties tilbage i banen. Hvis de gør det, vil det åbne for løbespillet med sidste års komet Kareem Hunt og korte kast til stjerne tight end Travis Kelce.

Holdets største svaghed: En hullet secondary
Chiefs’ forsvar havde allerede problemer sidste år, hvor også den defensive linje og pass rushet ikke var godt nok i lange perioder. I år ser det helt store problem dog ud til at blive holdets secondary. For selvom safety Eric Berry vender tilbage, og holdet har fået dygtige Kendall Fuller ind på cornerback, ser resten af bagkæden dårlig ud. Cornerbacks Steven Nelson og David Amerson har både hæderlige og elendige sæsoner bag sig, og desværre er dybden bag dem rigtig dårlig, hvis 2018 bliver en af de elendige af slagsen. På safety skal Leon McQuay, Eric Murray eller rookie Armarni Watts formentlig spille ved siden af Berry, og ingen af dem har hidtil vist noget der minder om NFL-niveau. Det kan blive rigtig grimt, hvis David Amerson og Nelson fortsætter 2017-sæsonens ringe niveau.

Holdets mest undervurderede spiller: Kendall Fuller, CB
Der var flere spillere om budet, og specielt en Chris Jones på den defensive linje var overvejet. Der er dog næppe mange, som ved, hvor god Kendall Fuller egentlig var i 2017. Det var hans anden NFL-sæson efter at være blevet draftet i tredje runde af Washington Redskins i 2016. I 2017 var han dog en af ligaens bedste slotcornerbacks på et hold, som fik amputeret sæsonen på grund af skader. Chiefs fik ham som en del af Alex Smith-handlen, og den blot 23-årige Fuller kan meget vel blive en profil på Chiefs-forsvaret i år. Uden ham havde holdet været i alvorlige problemer på cornerback.

Holdets mest interessante rookie: Derrick Nnadi, DT 
Chiefs havde ikke noget førsterundevalg, og vi skal derfor lidt længere ned i draften for at finde deres draftvalg. Her har jeg et godt øje til Derrick Nnadi, som holdet draftede i tredje runde. Han er en tung defensive tackle, der næppe vil få mange sacks i karrieren, men har sine klare forcer mod løbet. Her spiller han med et naturligt lavt tyngdepunkt, som gør ham svær at flytte. Jeg tror, han kan få en vigtig rolle på en defensiv linje, der efter afskeden med Bennie Logan ikke besidder ret meget dybde.

En spiller, der står foran et gennembrud: Patrick Mahomes, QB
Chiefs-holdet vader faktisk ikke i kandidater til denne titel, så det bliver den mest oplagte, men måske også den mest usikre. Vi har endnu ikke rigtigt set Patrick Mahomes, og hans spillestil kan både betyde et kæmpe gennembrud fra start af eller en masse fejl, som kommer til at tage tid at eliminere. Man må dog formode, at Andy Reid, som har en flot historik med udvikling og håndtering af quarterbacks, ved, hvad han laver. Hvis alt går vel, kan Mahomes få et gennembrud, der ligner dét, som Deshaun Watson fik sidste år. Deres chancebetonede spilletid kan skabe fantastisk underholdning.

En spiller, der skal præstere: Dee Ford, OLB
2017 var en skadesplaget og skuffende sæson for Dee Ford, der ellers spillede acceptabelt i 2016, hvor han nåede ti sacks. Fords skader og manglende erstatninger sidste år hæmmede holdet markant, da de måtte overlade meget af ansvaret til en spiller som Frank Zombo. Det betød, at Chiefs havde alvorlige problemer med at skabe pres på modstandernes quarterbacks, og det må ikke gentage sig, da de som tidligere nævnt ikke har en secondary til at dække op i længere tid. Hvis Ford kan levere noget pass rush modsat dygtige Justin Houston, er Chiefs-forsvaret måske godt nok til at lade angrebet bære holdet.

Bold prediction: Chiefs laver færre end 15 takeaways i 2018
I de fem sæsoner, hvor Andy Reid har været i Kansas City, har holdet i fire af fem sæsoner været i top 2 i turnover differential. Kort fortalt har holdet været ekstremt gode til at passe på bolden og været virkelig gode til at stjæle den. En af grundene har været Alex Smiths meget få interceptions, en anden har været Marcus Peters’ unikke evner til at forcere turnovers. Begge spillere er væk, så Chiefs står over for en udfordring med turnovers i 2018. Marcus Peters i sig selv har lavet 15 takeaways de sidste to år, og det ville ikke chokere mig, hvis hele Chiefs-holdet ikke runder det antal i år.

En realistisk målsætning: Nå slutspillet
Med fire slutspil på fem år har Chiefs og Andy Reid vist, at de har fundamentet til at spille bold i januar. Dette gælder også selvom Alex Smith er sendt til Washington D.C., og uprøvede Mahomes tager over. For selvom Mahomes er uprøvet besidder angrebet mange kvalitetsspillere, der kan løfte holdet til mellem syv og elleve sejre. Forsvaret og den manglende erfaring hos Mahomes gør dog, at man næppe kan forvente, at holdet når langt i slutspillet i Mahomes’ første år. En slutspilsbillet vil dog give store forhåbninger til de kommende år.

ARZ | LARSFSEADENKC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ