
Josh Simmons, som Kansas City Chiefs valgte i første runde af forårets draft, har været fraværende i de seneste to uger på grund af personlige årsager.
I de seneste to uger har Patrick Mahomes manglet én af de vigtigste dørmænd på sin offensive linje. Det er Josh Simmons, som Chiefs valgte i første runde af forårets draft, der har været væk fra holdet på grund af personlige årsager.
Josh Simmons er stadigvæk ikke vendt tilbage til sine holdkammerater, og det er endnu uvist, hvorfor det unge stjernefrø rent faktisk er fraværende.
Fraværet har fået rygterne til at florere om, hvorvidt Josh Simmons overhovedet ville vende tilbage i resten af sæsonen, eller om hans personlige situation er så alvorlig, at han skal fortsætte med at sidde ude.
Torsdag kunne Andy Reid så berolige den fremmødte presse. Chiefs’ cheftræner udtalte, at “det ikke er en fatal eller negativ situation”, som Simmons befinder sig i. I stedet viser det sig, at Simmons tager sig af et familiemedlem.
– Han (Josh Simmons) håndterer situationen helt efter bogen. Jeg synes, at han gør det helt rigtige, og han har været god til at kommunikere om sine behov og sin situation under forløbet, udtalte Andy Reid.
Andy Reid ville ikke løfte sløret for, hvornår han forventer, at Josh Simmons vender tilbage til spillertruppen. Derfor er det også tvivlsomt, om Simmons kommer til at spille, når Kansas City Chiefs møder Washington Commanders i mandagskampen.
Josh Simmons havde fået en fabelagtig start på tilværelsen som professionel i NFL, og han startede de første kampe af sæsonen som Chiefs’ venstre tackle.
Ikke desto mindre har Chiefs også klaret skærene uden Josh Simmons, idet de har vundet deres seneste to kampe over Detroit Lions og Las Vegas Raiders med sammenlagt 61-17.








