Sådan ser draften ud for Lions

Lions har godt med draftvalg. De har deres eget valg i første runde og i anden runde, mens de har to tredjerundevalg efter byttehandlen med Eagles. Derudover har de ét valg i både fjerde, sjette og syvende runde, mens de i femte runde har to valg. I alt har de altså ni draftvalg.

Lions vælger først som nummer tre i første runde, og herunder er tre bud på, hvem de vælger.

1) Jeff Okudah, CB, Ohio State
Det her er noget, man ser i rigtig mange mock drafts. Jeff Okudah er den bedste cornerback i årets draftklasse, og han har den ideelle størrelse til NFL, mens han også er både atletisk og klog. Han vil være en perfekt afløser for Darius Slay, og en dygtig cornerback er bare altid vigtigt for et forsvar.

2) Isaiah Simmons, LB, Clemson
Isaiah Simmons er et af de mest spændende talenter i årets draft og passer perfekt ind i NFL anno 2020. Han er en überatletisk linebacker, der også spillede safety, EDGE og sågar cornerback hos Clemson. Simmons vil passe perfekt ind hos Matt Patricia, der elsker alsidige spillere, han kan rykke rundt med. 

3) Mekhi Becton, OT, Louisville
Mekhi Becton er et enormt menneske, der er knap to meter høj og vejer i omegnen af 165 kilo. Han er også en atletisk og talentfuld tackle, der kan hjælpe Lions med at passe på Matt Stafford. Becton ville nok spille tackle hos Lions, hvilket betyder, at nyankomne ”Big V” skal spille guard. Måske kan “Big V” og Becton være tackles, hvis Taylor Decker skifter efter den kommende sæson. 

Holdanalyser:
CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND| JAX | TEN | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ | ARZ | LAR | SF | SEA | DEN | KC | LVR | LAC