Hvem er bedst og hvem er værst? Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har vurderet alle positionsgrupper i NFL for at vurdere holdenes indbyrdes styrkeforhold. Talentfulde NFC South er næste division under luppen.

Mens NFL-sæsonen nærmer sig dag for dag, vil vi på Gul Klud både give dig sæsonoptakter til alle hold samt give en vurdering på divisionernes indbyrdes styrkeforhold. Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har bedømt alle positioner for alle hold, og vi er nået til sommerens tredje division NFC South. Divisionen har flere spændende hold og kan i virkelig mange retninger.

Vi har bedømt holdenes angreb, forsvar, special teams og trænerstab, og du kan løbende læse vores forklaring mellem tabellerne.
Hvordan vi er gået til opgaven og hvilke bedømm+elseskriterier, som er brugt, kan læses i bunden af artiklen, hvis man er interesseret. Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til @Valuefootball eller @Teisjoranger. på Twitter eller stilles på Gul Kluds Facebook-side, hvor vi også vil se dem.

Se optakter til NFC South:
Buccaneers
Falcons
Panthers
Saints

Se de tidligere divisioners positionskarakterer
NFC West
AFC West
NFC South
AFC South
NFC North
AFC North
NFC East
AFC East


Angreb

QB RB WR TE OL Samlet angreb Vægtet angreb Vægtet placering
Falcons 9 9 9 6 8 41 44,67 delt-2
Saints 9 9 8 5 8 39 43 delt-5
Buccaneers 6 6 9 8 7 36 37,67 delt-11
Panthers 8 8 6 8 5 35 36,67 13

NFC South må anses som en af ligaens stærkeste divisioner, og det skyldes ikke mindst fire rimeligt kvalificerede quarterbacks, som giver alle holdene nogle udmærkede angreb.

Specielt Atlanta Falcons og New Orleans Saints besidder to af ligaens absolut bedste angreb. Både Drew Brees og Matt Ryan anser vi for værende blandt ligaens fem bedste quarterbacks, og begge bliver flankeret af fantastiske runningbackduoer og gode receivere. De to offensive linjer er også begge næsten uden huller, mens tight end-positionen for begges tilfælde er de to angrebs svagheder. Alt i alt to meget ens og uhyggelige angreb.

Derefter har Buccaneers et rigtig spændende angreb, hvor receivere og tight ends udgør en strålende stribe offensive våben. Derudover ser den offensive linje ret solid ud efter tilgangen af Ryan Jensen. Svagheden var sidste år runningback-positionen, hvor rookien Ronald Jones måske kan gøre forskellen i år. Indtil da får de dog en middelmådig karakter. For at Buccaneers dog kommer helt op og ringe, så skal Jameis Winston dog vise meget mere stabilitet.

Hos Panthers er Cam Newton en rigtig dygtig quarterback, men hjælpen omkring ham kan være problematisk. Specielt den offensive linje bekymrer os, da skaden til Daryl Williams efterlader dem med kun en eller to pålidelige folk lidt afhængig af Ryan Kalils skadessituation. Det offensive arsenal ser dog lidt bedre ud end længe efter de sidste års tilgange af Christian McCaffrey, D.J. Moore og C.J. Anderson.

Forsvar:

IDL EDGE LB CB S Samlet forsvar Vægtet forsvar Vægtet placering
Falcons 7 7 8 8 8 38 37,67 delt-4
Saints 6 8 7 8 7 36 36,67 8
Buccaneers 8 7 8 5 5 33 32,67 delt-15
Panthers 9 6 9 4 5 33 31,67 delt-21

Falcons har et af de mest talentfulde forsvar i hele NFL, og talentet er godt fordelt på alle kæder. Forrest i midten har de Grady Jarrett, der er ganske fortrinlig, og på linebacker viser Deion Jones sig flot frem. Holdets corners og safeties er alle solide eller gode spillere, og det er belønnet med et 8-tal. Forsvarets svaghed kan måske blive at skabe pres på quarterbacken fra kanterne, men Takk McKinley er en fin spiller, ogr Vic Beasley rykker igen frem som defensiv end, så helt skidt besat stå det ikke til og EDGEs har fået et 7-tal. Falcons deler pladsen som fjerdebedste forsvar med Los Angeles Chargers

Saints og Drew Brees har i mange år været prisgivet, fordi de har haft et nærmest ikke-eksisterende forsvar, men 2017-sæsonen viste, at det nu ikke længere er tilfældet. Cameron Jordan sikrer næsten holdets EDGEs et 8-tal alene, og 8 får også cornerbackgruppen med kometen Marshon Lattimore, Patrick Robinson og Ken Crawley. Den defensive linje har 3 solide spillere i Rankins, Davidson og Onyemata, men fordi de mangler en smule playmakerevner, må de nøjes med et 6-tal.  

Når talen falder på Buccaneers’ forsvar, er der ingen tvivl om, at de forreste syv er rigtig fine, hvilket vores 8-taller til IDL og LBs samt et 7-tal til EDGEs også kraftigt indikerer, men det vigtigste for holdet bliver udviklingen af talenter i de bagerste geledder.

Justin Evans viste ok takter i 17, men på cornerback er det bedste navn umiddelbart stadigvæk 35-årige Brent Grimes. Andenrundevalget Carlton Davis har fået roser for sin training camp, men indtil vi ser forbedringer, kan vi ikke give hverken safety eller cornerback mere end et 5-tal.

Hvis football stadigvæk blev afgjort som i 80erne, ville Panthers have et rigtig stærkt forsvar, da både den indvendige linje og linebackerne er super stærke, men sådan er det desværre for Panthers ikke længere. Football afgøres i kastespillet, og når det er tvivlsomt hvordan de både skal presse quarterbacken og dække gode kasteangreb op med deres nuværende cornerbackbesætning, så kan det blive svært.

38-årige Julius Peppers og den lidt undervurderede Mario Addison er helt alene på EDGE og cornerbackmæssigt får Panthers kun 4, fordi James Bradberry skal løse opgaven med nogle uprøvede kræfter.

Opsummering:

Samlet angreb Samlet forsvar Special Teams Trænerstab Total Vægtet Total Rangering
Falcons 41 38 6 7 92 93,67 3
Saints 39 36 7 8 90 92,67 delt-4
Panthers 35 33 8 6 82 79,00 delt-14
Buccaneers 36 33 5 4 78 77,33 delt-19

Generelt er NFC South en god division, og det giver sig over til udtryk i karaktererne, hvor det dårligste hold, Buccaneers, kun lige er rangeret uden for den bedste halvdel.

Netop Buccaneers er hårdt ramt af dårligere trænere og special teams, og derfor ender holdet samlet set bag Panthers, selvom Panthers endte sidst i divisionen både på forsvaret og på angrebet.

Helt i top har vi både Falcons og Saints – og set fra vores stole bør begge hold være blandt de helt store bejlere til Super 53 i februar.

 


Sådan er vi gået til opgaven

At bedømme alle holds positionsgrupper er en halvkompliceret sag, hvor mange forskellige faktorer spiller ind. Vi vil prøve at forklare, hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke ting vi har valgt at lægge vægt på, når vi laver sådan en øvelse.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig understrege, at dette er vurderinger lavet af karakterartiklernes ophavsmænd (Dennis Cordsen og Teis Joranger red.). Derfor er der med garanti nogle, som vil være uenige i forskellige aspekter af vurderingerne. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker uddybning af et eller andet, er du derfor velkommen til at henvende dig på Twitter til @Valuefootball, @Teisjoranger eller på Gul Kluds facebookside, hvor vi også vil se din kommentar.

Karakterskalaen
Karakterskalaen er en simpel skala fra 1 til 10. Et 10-tal gives eksempelvis til de bedste positionsgrupper i NFL. Dette er positionsgrupper, der ikke har nævneværdige svagheder og som samtidig er en af NFLs to eller tre bedste på den givne position. Et 1-tal gives omvendt til en fuldstændig uacceptabel gruppe. 6-tallet svarer til, at den givne positionsgruppe er “middel” for NFL.

I kan se alle karakterbeskrivelser i tabellen til højre.

Hvilke spillere giver hvilke karakterer?
Efter alle positioner har fået en karakter, finder vi et samlet resultat, som er angivet i artiklerne. Ikke alle positioner i NFL er dog lige vigtige. For eksempel er quarterbacken klart vigtigst. Derfor kan I også læse en “vægtet karakter”, hvor positionerne er vægtet forskelligt. Hvordan vi har bestemt, at de forskellige positioner vægtes, kan ligeledes ses i skemaet til højre.

I forbindelse med karaktergivningen er der lagt vægt på, hvordan niveauet hos det enkelte holds startere er, samtidig med at der også er blevet kigget på positionsgruppens reserver.

På nogle positioner (Tight end, quarterback) er bredden oftest ikke så vigtig/relevant, og her vil karakteren oftest primært være givet til den startende spiller. På andre positioner (Runningback og Indvendig defensiv linje) spiller bredden en vigtigere rolle i holdets karakter. Som skrevet i indledningen er det en halvkompliceret sag at bedømme alle positionsgrupper fair og ens. Faktisk kan man ifølge kloge hoveder kun behandle folk (eller positioner) ens, ved at behandle dem forskelligt…

Det betyder for eksempel, at en WR-gruppe med en superstjerne og fyldspillere kan få 7, mens en offensiv linje med en superstjerne og 2-3 svage led kan få 5 eller måske endda 4. Hvis man skal oversætte det til europæisk fodbold kan en stjerneangriber som Messi (WR) gøre en del alene, mens en forsvarskæde (OL) sjældent er meget stærkere end det svageste led.

Rookies og ukendte spillere:

Til sidst er der selvfølgelig en masse ukendte spillere i form af rookies, hvoraf mange vil spille store roller for holdene. Hvem der er gode eller dårlige, har vi ikke forsøgt at forudsige i denne karaktergivning. Derfor vil alle førsterundevalg generelt være anset som et 5-tal eller et 6-tal, mens rookies, der er valgt senere, vil blive betragtet som mere usikre og dermed give en lavere karakter. En lille undtagelse finder dog sted ved quarterbacks, hvor positionens sværhedsgrad gør, at en rookie anses som værende et stykke under middel.

Nye trænere vil også blive betragtet som middelmådige, indtil andet er observeret.

Det er ikke en forudsigelse
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal fungere som en form for forudsigelse. Der er mange faktorer, som spiller ind i NFL, og dette er blot en vurdering af holdenes beviste talentniveau på vej ind i 2018-sæsonen. Der vil være en naturlig usikkerhed stammende fra de nye træneres præstationer, overraskende udviklinger hos unge spillere og niveauet hos både rookies og andre spillere.

Derudover er der mange måder at vinde footballkampe på. Et hold som Cowboys lever på en fantastisk offensiv linje og en god runningback. Derfor er det ikke nødvendigvis så afgørende for dem, at de ikke har en god tight end, og at receivergruppen er yderst tvivlsom, da de har en anden troværdig måde at vinde på. Dette tager disse karakterer ikke hensyn til.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, så smid dem til os på Twitter på @Valuefootball eller @Teisjoranger.