Hvem er bedst og hvem er værst? Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har vurderet alle positionsgrupper i NFL for at vurdere holdenes indbyrdes styrkeforhold. Vi starter med at kigge nærmere på karaktererne i den spændende NFC West-division.

Mens NFL-sæsonen nærmer sig dag for dag, vil vi på Gul Klud både give dig sæsonoptakter til alle hold samt give en vurdering på divisionernes indbyrdes styrkeforhold. Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har bedømt alle positioner for alle hold, og vi starter med at kigge på NFC West, hvor Seattle Seahawks ikke længere er den stormagt, de har været den sidste håndfuld år.

Vi har bedømt holdenes angreb, forsvar, special teams og trænerstab, og du kan løbende læse vores forklaring mellem tabellerne.
Hvordan vi er gået til opgaven og hvilke bedømm+elseskriterier, som er brugt, kan læses i bunden af artiklen, hvis man er interesseret. Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til @Valuefootball eller @Teisjoranger. på Twitter eller stilles på Gul Kluds Facebook-side, hvor vi også vil se dem.

Se optakter til NFC West:
Cardinals
Rams
49ers
Seahawks

Se de andre divisioners positionskarakterer
NFC West
AFC West
NFC South
AFC South
NFC North
AFC North
NFC East
AFC East

Angreb:

QB RB WR TE OL Samlet angreb Vægtet angreb Vægtet placering
Rams 6 10 8 5 8 37 38,67 8
49ers 7 6 6 6 7 32 35,00 delt-18
Cardinals 6 9 6 6 5 32 34,00 21
Seahawks 9 6 7 7 3 29 32,67 delt-24


Selvom Rams har et godt forsvar, er angrebet formentlig alligevel holdets bedste enhed. Det skyldes først og fremmest geniet Sean McVay, Todd Gurley, en solid offensiv linje samt de gode receivere Brandin Cooks, Robert Woods og Cooper Kupp.
Quarterbackmæssigt viser Jared Goff stadigvæk en del svaghedstegn, og på tight end har hverken Tyler Higbee eller Gerald Everett endnu vist noget specielt.

Jimmy Garappolo er manden, alle 49ers-fans sætter deres lid til. Men selvom han har vist lovende takter, nøjes vi her med at give ham et 7-tal, da han kun har spillet 5 hele kampe for 49ers.
Kyle Shanahan er en af de bedste offensive trænere, og det bliver der virkelig brug for, da talentmassen ikke er overvældende, omend der heller ikke er voldsomme huller. Højre guard kan dog vise sig problematisk (Jonathan Cooper/Joshua Garnett).

Talentmæssigt er Cardinals formentlig en snas bag 49ers på næsten alle position udover på runningback, hvor David Johnson må forventes at være et bæst, hvis han holder sig skadesfri.
Højre tackle og center kan blive problematiske, hvis ikke to ud af AQ Shipley, Andre Smith og tredjerundevalget Mason Cole holder niveau.   

Hvis ikke det var for Russell Wilson, er der en god chance for, at Seattle ville have NFLs dårligste angreb. Udover Duane Brown og en fornuftig center i Justin Britt er den offensive linje forfærdelig. På receiver må Doug Baldwin forventes at skulle være noget nær en enmandshær, og på tight end har vi givet Seattle et 4-tal, fordi hverken Ed Dickson eller Nick Vannett skræmmer nogen.
Vi frygter endda, at Brian Schottenheimer gør angrebet endnu dårligere, end det behøver at være..  

Forsvar:

IDL EDGE LB CB S Samlet forsvar Vægtet forsvar Vægtet placering
Rams 10 3 4 9 9 35 34,67 13
49ers 7 5 7 7 7 33 32,33 delt-17
Cardinals 5 8 5 6 8 32 32,33 delt-17
Seahawks 6 6 9 5 7 33 31,33 24


Det er en omgang spredt fægtning, når man kigger ned over forsvarene i NFC West.

Rams har et fremragende forsvar på mange punkter, men det er svært at se, hvem der skal gøre forskellen for dem på linebacker og som EDGE rusher. EDGE-rusheren er dog heller ikke så essentielle som på alle andre hold, da Aaron Donald, Ndamukong Suh og Michael Brockers kan gøre det meste af arbejdet indvendigt på linjen..

Hos 49ers er der ikke nogle store svagheder på forsvaret, men hvis der skal peges på et problem, er det på de udvendige pass rushere. Solomon Thomas er bedst indvendigt, og det samme kan vel siges om Arik Armstead, omend begge spillere er fremragende EDGE-spillere mod løbet. Ingen spillere i den nuværende trup lavede mere end 3 sacks i 2017.

Cardinalsforsvarets største styrke er helt klart på kanterne, hvor Chandler Jones og Marcus Golden kan skabe kaos, men for at nå op på et 9-tal skal Golden vise, at han kan hæve niveauet en tand mere efter, at han kommer tilbage fra en skade.
På linebackerpositionen har Deone Bucannon tidligere fint potentiale, men 2017 var ganske skidt, og hverken Josh Bynes eller sidste års førsterundevalg Haason Reddick er sikre kort, så på linebacker kan Cardinals ikke gives mere end et 5-tal.   

Når NFL-sæsonen påbegyndes er Seattles to bedste forsvarsspillere formentlig linebackere, og Bobby Wagner og KJ Wright er sammen vurderet til at være ligaens bedste linebackerduo. Men fordi der ikke er nogen bevist dybde, må linebackergruppen nøjes med 9.
Et 9-tal er dog klart det bedste på et forsvar, der må forventes at være langt fra fordums styrke – og hvor EDGE og cornerback virker som ganske middelmådige positionsgrupper.  

Opsummering:

Samlet angreb Samlet forsvar Special teams Trænere Total Vægtet total Rangering
Rams 37 35 10 10 92 90,00 6
49ers 32 33 7 7 79 79,00 delt-14
Cardinals 32 32 5 6 75 76,00 delt-21
Seahawks 29 33 6 6 74 74,00 delt-24


Rams er det mest talentfulde hold i divisionen, og det gælder både på angrebet, forsvaret og i trænerteamet. Sean McVay og Wade Phillips er begge nogle genier, og samlet set ender de lige uden for top 5.

49ers klarer sig også ganske fint, og hvis Garappolo går hen og viser top 10-spil på quarterbackpladsen, kan holdet sagtens ende bedre end som det 14. placerede hold i NFL. Selvom der er givet 5 til EDGEs, er vi dog ikke sikre på, hvor de skal få pres på quarterbacken fra.

Cardinals og Seahawks kommer ind som nummer 21 og 24, og det er vel ikke super overraskende.
I hvert fald stemmer det nogenlunde overens med Elmings momentumeter, hvor holdene er nummer 22 og 26. I Seattle hænger hele ansvaret for angrebet på Russell Wilson, mens Cardinals umiddelbart har et lidt mere komplet hold, der kan overraske, hvis Sam Bradford eller førsterundevalget Josh Rosen giver Cardinals godt quarterbackspil.


 

Sådan er vi gået til opgaven

At bedømme alle holds positionsgrupper er en halvkompliceret sag, hvor mange forskellige faktorer spiller ind. Vi vil prøve at forklare, hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke ting vi har valgt at lægge vægt på, når vi laver sådan en øvelse.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig understrege, at dette er vurderinger lavet af karakterartiklernes ophavsmænd (Dennis Cordsen og Teis Joranger red.). Derfor er der med garanti nogle, som vil være uenige i forskellige aspekter af vurderingerne. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker uddybning af et eller andet, er du derfor velkommen til at henvende dig på Twitter til @Valuefootball, @Teisjoranger eller på Gul Kluds facebookside, hvor vi også vil se din kommentar.

Karakterskalaen
Karakterskalaen er en simpel skala fra 1 til 10. Et 10-tal gives eksempelvis til de bedste positionsgrupper i NFL. Dette er positionsgrupper, der ikke har nævneværdige svagheder og som samtidig er en af NFLs to eller tre bedste på den givne position. Et 1-tal gives omvendt til en fuldstændig uacceptabel gruppe. 6-tallet svarer til, at den givne positionsgruppe er “middel” for NFL.

I kan se alle karakterbeskrivelser i tabellen til højre.

Hvilke spillere giver hvilke karakterer?
Efter alle positioner har fået en karakter, finder vi et samlet resultat, som er angivet i artiklerne. Ikke alle positioner i NFL er dog lige vigtige. For eksempel er quarterbacken klart vigtigst. Derfor kan I også læse en “vægtet karakter”, hvor positionerne er vægtet forskelligt. Hvordan vi har bestemt, at de forskellige positioner vægtes, kan ligeledes ses i skemaet til højre.

I forbindelse med karaktergivningen er der lagt vægt på, hvordan niveauet hos det enkelte holds startere er, samtidig med at der også er blevet kigget på positionsgruppens reserver.

På nogle positioner (Tight end, quarterback) er bredden oftest ikke så vigtig/relevant, og her vil karakteren oftest primært være givet til den startende spiller. På andre positioner (Runningback og Indvendig defensiv linje) spiller bredden en vigtigere rolle i holdets karakter. Som skrevet i indledningen er det en halvkompliceret sag at bedømme alle positionsgrupper fair og ens. Faktisk kan man ifølge kloge hoveder kun behandle folk (eller positioner) ens, ved at behandle dem forskelligt…

Det betyder for eksempel, at en WR-gruppe med en superstjerne og fyldspillere kan få 7, mens en offensiv linje med en superstjerne og 2-3 svage led kan få 5 eller måske endda 4. Hvis man skal oversætte det til europæisk fodbold kan en stjerneangriber som Messi (WR) gøre en del alene, mens en forsvarskæde (OL) sjældent er meget stærkere end det svageste led.

Rookies og ukendte spillere:

Til sidst er der selvfølgelig en masse ukendte spillere i form af rookies, hvoraf mange vil spille store roller for holdene. Hvem der er gode eller dårlige, har vi ikke forsøgt at forudsige i denne karaktergivning. Derfor vil alle førsterundevalg generelt være anset som et 5-tal eller et 6-tal, mens rookies, der er valgt senere, vil blive betragtet som mere usikre og dermed give en lavere karakter. En lille undtagelse finder dog sted ved quarterbacks, hvor positionens sværhedsgrad gør, at en rookie anses som værende et stykke under middel.

Nye trænere vil også blive betragtet som middelmådige, indtil andet er observeret.

Det er ikke en forudsigelse
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal fungere som en form for forudsigelse. Der er mange faktorer, som spiller ind i NFL, og dette er blot en vurdering af holdenes beviste talentniveau på vej ind i 2018-sæsonen. Der vil være en naturlig usikkerhed stammende fra de nye træneres præstationer, overraskende udviklinger hos unge spillere og niveauet hos både rookies og andre spillere.

Derudover er der mange måder at vinde footballkampe på. Et hold som Cowboys lever på en fantastisk offensiv linje og en god runningback. Derfor er det ikke nødvendigvis så afgørende for dem, at de ikke har en god tight end, og at receivergruppen er yderst tvivlsom, da de har en anden troværdig måde at vinde på. Dette tager disse karakterer ikke hensyn til.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, så smid dem til os på Twitter på @Valuefootball eller @Teisjoranger.