Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Nathan Petermans Bills-debut var et sandt mareridt, og rookien er fuldt forståeligt blevet bænket til fordel for Tyrod Taylor igen. Matt Ryan og Co. vandt den direkte duel mod Seahawks’ amputerede forsvar i det vigtige NFC-brag, mens Case Keenum og Vikings trak sig sejrrigt ud af sidste uges mest imødesete opgør mod Jared Goff og Rams.
Thanksgiving signalerer, at vi nu er gået ind i den afgørende fase af NFL-grundspillet, hvor slutspilsstemningen breder sig og fårene skilles fra bukkene. Hvilke matchups er ekstra spicy her i spilleuge 12? Her får du fem af de fedeste!
1. Saints’ forsvar vs. Rams’ angreb 
Ugens bedste opgør står uden tvivl mellem New Orleans Saints og Los Angeles Rams, der begge fører deres divisioner, men ikke har råd til at tabe i en ekstremt tæt og konkurrencedygtig NFC-top. Helt afgørende og ikke mindst interessant bliver det at se Rams-angrebet uden en stærkt spillende Robert Woods, mens Saints har mistet pass rusher Alex Okafor og må undvære rookie-sensationen Marshon Lattimore på cornerback.


Rams har meget at bevise efter en skuffende offensiv indsats (blot 7 point) i sidste uges styrkeprøve mod Minnesota. Kampen var yderligere dokumentation for, at selvom Jared Goff har forbedret sig markant, er han stadig et godt stykke fra at være en top 10 quarterback; Rams’ angreb er godt, men ikke fantastisk. Hvis Los Angeles-mandskabet skal have en reel tro på at kunne gøre noget i slutspillet, skal de kunne sætte mange point på tavlen mod et Saint-forsvar uden dets bedste forsvarsspiller og dets anden-bedste pass rusher.
2. Mike Evans vs. Desmond Trufant
En af mine personligt største skuffelser i denne sæson er Bucs-receiver Mike Evans, der slet ikke har levet op til potentialet. Forventningen var, at han skulle tage skridtet helt op blandt de allerbedste receivere, men i stedet husker vi vel bedst hans sæson for det tåbelige (og ulovlige) hit på Marshon Lattimore, der gav Evans en velfortjent karantæne.
Mod divisionsrivalen fra Atlanta bør han derfor være ekstra opsat på at bevise, at der er meget mere i ham, og det får han muligheden for, når han skal stå ansigt til ansigt med cornerback Desmond Trufant. Trufant har gang i en rigtig fin sæson og har specielt spillet godt på det seneste. Han har længden og de atletiske evner til at matche Evans på mange parametre, så jeg glæder mig til at følge den her duel. Mike Evans skal trække det længste strå, hvis Buccaneers skal levere den store overraskelse.
3. Kareem Hunt vs. Bills’ løbeforsvar
Det her er ikke ugens mest sexede matchup, men et matchup, der kommer til at give os rigtig mange svar. Kareem Hunt har sammen med resten af Chiefs-angrebet ikke produceret i nærheden af det, som enheden præsterede i begyndelsen af sæsonen. Der var rookien helt forrygende!


I denne uge får Hunt dog alle tiders mulighed for at genfinde topniveauet mod Bills’ horrible løbeforsvar, der, siden Marcell Dareus blev skippet til Jaguars, er blevet tromlet over af modstanderne. Buffalo skal placere sig bedre og tackle bedre, for ellers har de ingen chance for at stoppe rookie-runningbacken. Som vi så i starten af sæsonen, er Hunt olien, der får Chiefs’ angrebsmaskine til at køre, så hvis han får lov til at gøre, hvad der passer ham, er det game over for Bills.
4. DeAndre Hopkins vs. Jimmy Smith
Wauw. Det var fantastisk at se DeAndre Hopkins gå head-to-head med Patrick Peterson sidste søndag. I denne uge skal Texans-stjernen så op imod endnu en top-cornerback i Jimmy Smith, der ikke får den brede anerkendelse, han fortjener. Smith gør livet surt for den ene førstereceiver efter den anden uge efter uge og er en stor del af forklaring på, at Ravens’ forsvar har leveret tre shutouts i denne sæson. Men Hopkins kan brænde selv den bedste cornerback, som du kan se i klippet herunder fra sidste uge.

Tom Savage og Texans får uden tvivl svært at flytte bolden mod Ravens’ stærke forsvar og skal sætte sin lid til en toppræstation af DeAndre Hopkins for at holde kampen tæt. Lynhurtige Will Fuller er ude igen, så al presset er på Hopkins skuldre. Det her bliver en nøgleduel i kampen i en kamp, der vil få store implikationer på slutspillet i AFC.
5. Brett Hundley vs. Steelers’ forsvar
Aaron Rodgers > Brett Hundley – med en kæmpestor mængde. Packers er ikke i nærheden af det samme hold med Hundley ved roret, men med det sagt, er jeg spændt på at se, hvad han kan levere på Heinz Field mod et velspillende Steelers-forsvar. Keith Butlers enhed har været enormt dygtige til at lokke unge quarterbacks i fælder med zoneopdækning og kreative blitzformationer, der har resulteret i turnover på turnover.
Det bliver en stor test af Hundleys modenhed, da Steelers vil teste hans tålmodighed og tvinge ham til mange korte kast. De yards SKAL han være villig til at tage, og så skal han ramme Davante Adams og Jordy Nelson dybt på de få lejligheder, der byder sig. Pittsburghs secondary er svækket af ikke at have cornerback Joe Haden med, så både Nelson og Adams vil få muligheder for at lave store spil, hvis Hundley kan beskytte bolden og ikke falde i de førnævnte fælder.