Kan San Francisco 49ers leve op til favoritværdigheden, eller fortsætter Detroit Lions kursen mod Super Bowl LVIII? Nicholas Isak Jørgensen varmer op til NFC-finalen.

Det sidste slag om herredømmet i NFC skal udkæmpes i Santa Clara, når San Francisco 49ers og Detroit Lions brager sammen. Grønsværen er spækket med stjernespillere, og det er to af sæsonens bedste trænere i Kyle Shanahan og Dan Campbell, som krydser klinger. I kan godt sætte kaffe over, for der er lagt i kakkelovnen til en spektakulær NFC-finale.

Læs også: Optakt til AFC-finalen mellem Ravens og Chiefs

Kyle Shanahan har ført San Francisco 49ers ind i en ny æra, der begynder at stå mål med fortidens meritter. Shanahan har ført 49ers til tre divisionstitler og snart fire optrædener i NFC-finalen. Han mangler bare at krone værket med et mesterskab, før vi kan sætte ham i bås med de største 49ers-trænere nogensinde.

I divisions-runden fik Kyle Shanahan bugt med en af sine dæmoner. San Francisco 49ers overvandt Green Bay Packers med 24-21, efter at de var bagud med 10 point, da fjerde quarter startede. Det var første gang nogensinde, at Shanahan vandt, efter at hans hold var bagud med mindst fem point i fjerde quarter. Inden divisions-runden havde Shanahan tabt i alle 30 af disse kampsituationer.

Mens San Francisco 49ers er vant til at optræde på den største scene, så er Detroit Lions den entusiastiske nybegynder, som sprudler af glæde og optimisme. Det er bare anden gang i Lions’ historie, at de er tilbage i NFC-finalen – og senest var tilbage i 1991! Holdet fra hårdtprøvede Detroit har heller aldrig stået i en Super Bowl før.

Jared Goff løb med overskrifterne, da han holdt hovedet koldt og førte Lions frem til en sejr på 31-23 over Tampa Bay Buccaneers i divions-runden. Goff ramte på 30 af 43 kast for 287 yards og to touchdowns, mens Jahmyr Gibbs fortsatte sin eksponentielle udvikling med 114 offensive yards og en scoring.

Det er første gang i sæsonen, at Kyle Shanahan og Dan Campbell står over for hinanden. Hverken vi eller de to trænere ved, hvad vi har i vente, og det kan godt resultere i en højtscorende affære.  I et historisk perspektiv har 49ers og Lions også kun mødt hinanden én gang i slutspillet under Super Bowl-æraen. Det var tilbage i 1983-sæsonen, hvor 49ers trak det længste strå med en sejr på 24-23.

Seneste nyt på skadeslisten

Deebo Samuels tilstand har domineret nyhedsstrømmen fra San Francisco omegn, siden han udgik med en skulderskade i divisions-runden. Uden Samuel tabte 49ers’ angreb både pusten og sin identitet, og derfor må Kyle Shanahan bede til de højere magter om, at hans angrebsprofil bliver sin skade kvit. Deebo Samuel har stået for 1.117 af 49ers’ offensive yards og scoret 12 touchdowns i 2023-sæsonen. I skrivende stund er Samuel meldt højtvivlsom til NFC-finalen.

Gæsterne fra Detroit har også deres skadeskvaler at slås med. Aktuelt er fem startere meldt tvivlsomme, og det står værst til for Jonah Jackson, som beskadigede sit knæ mod Tampa Bay Buccaneers. Jackson forventes også at misse NFC-finalen, og det gør ikke opgaven lettere for Lions’ offensive linje, der står over for Nick Bosa, Javon Hargrave, Arik Armstead og Chase Young, der har leveret 30 sacks tilsammen i 2023-sæsonen.

Er Lions dygtige nok til at udnytte 49ers’ defensive svagheder?

Bevares, i de senere år har San Francisco 49ers’ forsvar etableret sig i toppen af fødekæden i NFL. Både Robert Saleh og DeMeco Ryans er blevet belønnet for det fantastiske arbejde, de har lagt i San Francisco, med profilerede cheftrænerstillinger. 49ers råder også over flere stjernespillere, der er livsfarlige for modstandernes angreb.

Ikke desto mindre har denne udgave af 49ers’ forsvar sine svagheder, som Detroit Lions både kan og skal udnytte, hvis de skal avancere til sin første Super Bowl nogensinde. Først og fremmest har 49ers’ løbeforsvar underpræsteret i 2023-sæsonen, hvor de bare rangerer som den 15. bedste enhed i NFL målt på DVOA. Aaron Jones udstillede også 49ers’ løbeforsvar i divisions-runden, hvor han løb for 108 yards og producerede hele seks yards pr. løb.

Green Bay Packers viste også, at 49ers har et svagt punkt i sine bagerste forsvarsgeledder i form af Ambry Thomas. Det var en svaghed, som Matt LaFleur fremprovokerede igen og igen, og Jordan Love ramte da også plet på sine fem kast, der gik i Thomas’ retning med 74 yards som følge.

Derfor bliver det kampafgørende, at Dan Campbell og Ben Johnson fastholder et løbeorienteret angrebsfokus – også selv om 49ers skulle stikke af. Joshua Gibbs og David Montgomery har kombineret for 2.149 løbe-yards og 26 løbe-touchdowns i 2023-sæsonen inklusive slutspillet, og de har kvaliteterne til at gøre det onde ved 49ers. 

Derudover skal Lions finde situationer, hvor de får isoleret Ambry Thomas med Amon-Ra St. Brown, der var en af ligaens bedste receivere i grundspillet med 119 grebne bolde for 1.515 yards og 10 touchdowns. Resten af spillerne i Lions’ receiverkorps er milevidt fra St. Browns niveau, og derfor tilbyder de ikke den samme trussel over for en middelmådig spiller som Thomas.

Forudsigelse

Nu har vi skrevet en hel del om Detroit Lions’ offensive muligheder. Det skyldes naturligvis, at Lions er pisket til at sætte mange point på tavlen, hvis de skal kunne følge med Kyle Shanahans velsmurte angrebsmaskine. Anført af stjerner som Christian McCaffrey, Deebo Samuel, George Kittle og Brandon Aiyuk scorede 49ers tredjeflest point (28,6 pr. kamp) og producerede flest yards (396,1 pr. kamp) i NFL, mens de også var ligaens mest effektive angreb i red zone, hvor de scorede touchdown på hele 67,65 pct. af sine forsøg.

Selv om Brock Purdy – med rette – fik kritik for sin indsats i divisions-runden, så må vi ikke glemme, at han rent faktisk holdt hovedet koldt og eksekverede en noget nær perfekt angrebsserie, da kampen var på højkant. Purdy bliver kritiseret for at mangle den sidste x-factor, men han kastede alligevel for 4.280 yards og 31 touchdowns i 2023-sæsonen. Det er ikke dårligt for ”Mr. Irrelevant”.

Jeg tror, vi får en fantastisk og tæt NFC-finale, hvor Lions langt henad vejen kommer til at byde 49ers op til dans. Til syvende og sidst har 49ers dog for mange defensive profiler, som kan spille en kampafgørende rolle, og jeg forventer, at Fred Warner eller Nick Bosa leverer det kampafgørende spil til sidst.

San Francisco 49ers lever op til favoritværdigheden og avancerer til Super Bowl LVIII med en snæver sejr på 31-28.